Kommentator: Disse tre ting kan ske i dag

Konflikten mellem Søren Pape Poulsen (K) og regeringen har udviklet sig til en blinkekonkurrence, hvor kun én har råd til at tabe, vurderer ekspert.

Tirsdag aften udviklede et samråd i Folketinget sig til en ophedet konflikt mellem regeringspartiet Venstre og dets støtteparti, Det Konservative Folkeparti, der onsdag morgen stadig er uafklaret.

Efter De Konservatives formand på et pressemøde tirsdag aften kundgjorde, at hans parti havde mistet tilliden til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V), fordi hun ikke kom med de nødvendige indrømmelser på samrådet, svarede statsminister Lars Løkke Rasmussen prompte igen og indkaldte partilederne i blå blok til et krisemøde.

- Så må vi se om regeringen fortsat har flertal til at være regering, skrev han på de sociale medier tirsdag aften.

Efter krisemødet fastholdt Søren Pape Poulsen sin mistillid til Eva Kjer Hansen, mens statsministeren stormede ud fra mødet uden at lade sig interviewe.

Og det efterlader nogle markante spørgsmål, og i løbet af onsdagen skal vi alle sammen gerne blive klogere på nogle af dem.

For er der reelt en sandsynlighed for, at statsministeren udskriver valg? Har Søren Papes vingeskudte parti råd til lægge kortene på bordet, og hvad med Eva Kjer – kan hun fortsætte som minister?

Scenarie 1: Eva Kjer trækker sig

Ifølge politisk kommentator Søs Marie Serup er der en række mulige scenarier.

- Når en minister har et flertal imod sig, så er det normalt, at denne trækker sig, for ikke at belaste regeringen mere end højst nødvendigt. På den måde slipper man for, at Folketinget skal stemme om et mistillidsvotum. Det er endnu ikke sket, hvilket er noget usædvanligt, forklarer Søs Marie Serup.

Onsdag morgen er der fortsat uklarhed om Eva Kjer Hansens situation. Hun har ikke udtalt sig efter krisemødet i blå blok, og foreløbig har hun aflyst et interview på Go’ Morgen Danmark.

Scenarie 2: Kompromisløsning

- Der bliver også spekuleret i muligheden for at rokere rundt, og at Eva Kjer Hansen får lov til at fortsætte som minister på et andet område eller en del af det samme område, som hun er minister for nu.

- Det er dog problematisk, fordi Pape blev spurgt om, hvorvidt han kunne forestille sig hende et andet sted, og her svarede han blot, at nu havde Konservative ikke længere tillid til hende, så det virker umiddelbart som et urealistisk scenarie.

Scenarie 3: Et kabinetspørgsmål

- Den sidste og måske mest dramatiske mulighed er, at Løkke siger, at dette er et kabinetspørgsmål, og hvis man vælter Eva Kjer Hansen, så vælter man regeringen.

- Det betyder så yderligere to muligheder; nemlig at det skal afgøres i folketingssalen, hvilket sker meget sjældet, at man stemmer om mistillid til en minister.

- Eller også siger han, at hvis de har mistillid til ministeren, så udskriver jeg valg, fordi så er der ikke flertal bag regeringen, og hvis vi er derude, hvor det bliver et kabinetspørgsmål, så vil jeg vurdere, at det er det mest realistiske scenarie, forklarer Søs Marie Serup. 

Hvem har råd til at blinke?

Det anstrengte forhold mellem Venstre og Konservative er næsten til at føle på efter tirsdagens krisemøde, og lige nu udspilles der en ulige magtkamp i kulisserne, som ifølge Søs Marie Serup tipper til statsministerens fordel. 

- Det her (indkaldelsen til krisemøde i blå blok, red.) er et sandt powerplay. Han vil se, om Søren Pape Poulsen har kortene på hånden, for én af dem bliver nødt til at gå planken ud, så lige nu handler det om, hvem der har råd til at blinke, forklarer hun. 

Og i det spil vil Lars Løkke Rasmussen have klart de bedst kort på hånden, selvom Det Konservative Folkeparti leger med spærregrænsen i meningsmålingerne. 

- Logikken taler for, at det enten bliver Eva Kjer Hansen eller Konservative, der trækker sig. Konservative har simpelthen for meget at tabe.

- Hvis Søren Pape Poulsen bakker nu, så er det en erkendelse af, at de har klokket i det, og hvis Løkke træder tilbage, så har han bare give De Konservative en huskekage og markere, at det koster noget at vælte en minister. Det er helt klart dyrest for Søren Pape at gå planken ud, siger Søs Marie Serup.