Prehn svarer igen efter 'heksejagt' om hemmelig S-bog

16x9
Flere har mistænkt Rasmus Prehn for at stå bag 'Den Hemmelige Socialdemokrat' Foto: Scanpix

I stedet for at drive heksejagt på den anonyme forfatter til den meget omdiskuterede bog ’Den Hemmelige Socialdemokrat’, burde partifællerne måske hav

I stedet for at drive heksejagt på den anonyme forfatter til den meget omdiskuterede bog ’Den Hemmelige Socialdemokrat’, burde partifællerne måske have lyttet til kritikken, der blev fremført i bogen.

Sådan lyder meldingen nu fra Socialdemokraternes transportordfører Rasmus Prehn, der i et nyhedsbrev tager til genmæle, efter at mange både politiske iagttagere og socialdemokrater har mistænkt netop ham for at stå bag bogen, der skabte heftig debat i februar måned i år.

S bør være mindre topstyret og mere inkluderende
’Den Hemmelige Socialdemokrat’ beskriver de interne magtspil og kampe i regeringspartiet – blandt andet hvordan topfolke som statsminister Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon i stigende grad er isoleret i folketingsgruppen.

”Jeg tænker også, at der måske altid er et eller andet i sådan en bog, partiet kan lære af, fx at være knap så topstyret og mere inkluderende. Men sådan gik det ikke. Inden vi så os om, begyndte en mindre heksejagt, hvor jeg sammen med andre kollegaer blev beskyldt for at være den hemmelige forfatter,” lyder det blandt andet i nyhedsbrevet, som Prehn har offentliggjort på sin hjemmeside.

Midt i al balladen om bogudgivelsen tog Rasmus Prehn på en længe planlagt skiferie med sin familie.

”Da jeg returnerede til Christiansborg tirsdagen efter min ferie var der stort røre. I Nordjyske var der en herlig satiretegning, hvor jeg står som en lille betuttet skoledreng med mappen under armen og kigger ind i et socialdemokratisk grupperum, hvor alle står parat med knive, galger og guillotiner. Den grinte jeg meget af, da jeg så den, og jeg har nu klippet den ud og hængt op på min opslagstavle her på kontoret, hvor jeg kan sidde og gnægge over den, når jeg kigger op,” skriver den nordjyske socialdemokrat, der endnu engang understreger, at han ikke står bag den meget omtalte bog.

”Nu har stormen lagt sig. Jeg ved ikke om den ”hemmelige socialdemokrat" nogensinde træder frem og afslører sig selv. Jeg kan håbe det. Men jeg gider ikke bruge flere kræfter på den sag. Nu gælder det om, at skabe socialdemokratiske resultater, ligesom togfonden, erhvervsskolereformen, og de mange projekter, hvor skoler og sociale boliger renoveres og energiforbedres.”

Du kan læse hele Rasmus Prehns nyhedsbrev her.