Engell: Naturligt hvis SF træder ud af regeringen

Den øverste ledelse i SF lægger nu afstand til finansministerens planer om at sælge DONG-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. P

Den øverste ledelse i SF lægger nu afstand til finansministerens planer om at sælge DONG-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

På et møde mandag var partiets formand, socialminister Annette Vilhelmsen og skatteminister Jonas Dahl, enige i den udtalelse, som blev formuleret på mødet.

I udtalelsen fra mødet står der bl.a:

"Landsledelsen er bekymret for konsekvenserne ved aftalen, og på længere sigt også ift. hvilken indflydelse det vil få for prioriteringerne i DONG."

"Landsledelsen lægger derfor vægt på at fastholde regeringen på, at staten fortsat har aktiemajoriteten og dermed er den bestemmende hovedejer."

Udtalelsen fra mødet er en mistillidserklæring til regeringen og især til finansminister Bjarne Corydon (S), siger politisk kommentator Hans Engell.

- Hvis et politisk partis landsledelse med deltagelse af partiformand og centrale aktører i partiet vedtager sådan en udtalelse, vil den naturlige konsekvens under normale omstændigheder være, at partiet udtræder af regeringen. Vi skal huske på, at den aftale der er indgået mellem finansministeren og Goldman Sachs, som i den kommende uge skal godkendes i Folketingets finansudvalg, er en aftale, der er blevet forhandlet på plads på et tidspunkt, hvor tidl. skatteminister Holger K. Nielsen og partiformand Annette Vilhelmsen har godkendt aftalen.

- Man kan ikke på den ene side sidde sammen med partiledelsen og vedtage en udtalelse, hvor man fastslår, at det er bekymrende, det der er foregået og understrege en række elementer, der er lodret i strid med det, som regeringen har tiltrådt. Herunder også børsnoteringen i løbet af nogle år af DONG - og på den anden side være med i regering. Så jeg må sige, at det her er en meget alvorlig situation for regeringen og for SF, fordi partiledelsen på den ene side siger ja til en aftale, som giver så meget ballade og på den anden, vender de sig i mod den. Det kan man jo ikke leve med i en regering, vurderer Hans Engell.