Sass: Johanne er en dårlig forhandler

16x9

Johanne Schmidt-Nielsen er en dårlig forhandler, Enhedslisten har dårlig ledelse og måske har partiet bevidst spekuleret i at undgå en finanslovsaftal

Johanne Schmidt-Nielsen er en dårlig forhandler, Enhedslisten har dårlig ledelse og måske har partiet bevidst spekuleret i at undgå en finanslovsaftale for at kunne få bedre meningsmålinger.

Sådan lyder frontalangrebet på Enhedslisten fra Erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S) efter at regeringen i aftes indgik en finanslovsaftale med de blå partier – og aftalen med Enhedslisten faldt på gulvet.

- Hvis man ikke kan finde ud af at slå til i tide, så er man en dårlig forhandler.

Så du mener, at Johanne Schmidt-Nielsen er en dårlig forhandler?

- Ja, jeg er i hvert fald ikke imponeret over den måde, som Enhedslisten har forhandlet på. Der har kun været sødt i denne pakke, der har intet surt været, siger Henrik Sass Larsen til tv2.dk.

Han spekulerer samtidig i, at Enhedslisten måske fra begyndelsen har satset på et sammenbrud i forhandlingerne – og aldrig har været interesseret i en aftale:

- Jeg synes, det er dårlig ledelse, og dårlig gennemtænkt. Men det kan jo være, at man slet ikke har ønsket at få et resultat.

Hvorfor skulle de dog ikke ønske at indgå en finanslov?

- Det ved jeg ikke. Det kan jo være, at det gavner dem i meningsmålingerne eller et eller andet, siger Henrik Sass Larsen.

Hos Enhedslisten er der dog ikke den store forståelse for Henrik Sass' argumenter.

- Jeg vil slet ikke gå ind i den slags diskussioner. Det må stå for hans egen regning, Vi har arbejdet benhårdt for at få en aftale, men det kunne desværre ikke lade sig gøre, siger Stine Brix, gruppeformand i Enhedslisten, til tv2.dk.