Enhedslisten: Vi har været meget kompromisvillige

Der kom tirsdag aften en aftale i hus om finansloven, som blev indgået mellem Regeringen, Venstre og De Konservative.

Der kom tirsdag aften en aftale i hus om finansloven, som blev indgået mellem Regeringen, Venstre og De Konservative. Dermed er Regeringens støtteparti, Enhedslisten, ude af aftalen efter et tocifret antal forhandlingsmøder.

- Det er en beslutning, som vi i Enhedslisten er skuffede over, og som vi er politisk uenige i. Vi har gennem de seneste måneder ført langstrakte forhandlinger med regeringen, og vi synes, at vi har strakt os meget langt for at nå en aftale, siger Johanne Schmidt-Nielsen, som beskriver forhandlingerne som meget svære.

Går imod Enhedslistens ønsker
Og den indgåede finanslovsaftale går på flere punkter i mod, hvad Enhedslisten ønskede sig af en finanslov. Blandt andet er det forhøjede medlemsfradrag til a-kasserne, som regeringen ellers lagde op til med Enhedslisten, blevet sløjfet. Til gengæld er fradraget for enlige forsørgere forhøjet fra 17.000 kroner 45.000 kroner om året.

Enhedslistens krav om to bade per uge til de ældre, er heller ikke blevet en del af finansloven. Det er til gengæld en ældrepulje. Hvordan den skal fordeles er endnu uvist. Samtidig afsættes der små 100 millioner kroner til indsats til fordel for unge hjemløse.

- Vi gik ind i finanslovsforhandlingerne med nogle meget klare mål. For det første ville vi påbegynde en genopretning af velfærden - ikke mindst i forhold til vores ældre. De ældre skal sikres nogle klare rettigheder, og det burde ikke være en fjern tanke for Socialdemokraterne, som tilbage i 2007 selv foreslog nogle minimumsrettigheder for ældre, siger Johanne Schmidt-Nielsen, som tilførjer:

- Vi ville ikke være med til at gå ud af glasdøren i Finansministeriet, med mindre de ældre kunne få en skudsikker ret til at få et bad mindst to gange om ugen.

Med Regeringen og VKs finanslovsaftale bliver det heller ikke nemmere for de mennesker, der befinder sig uden for arbejdsmarkedet.

- Vi ville også gøre det nemmere for de mennesker, der på grund af krisen er blevet ramt af arbejdsløshed eller sygdom. Men Regeringen afviste alt, hvad der handlede om, at skabe et mere robust dagpengesystem, og vores forslag om at ansætte 8000 flere i den borgernære velfærd, var de fuldstændigt afvisende over for.

Johanne Schmidt-Nielsen afviser, at Regeringen valgte blå blok frem for Enhedslisten, fordi man var for stædige.

- Vi gik til forhandlingerne med nogle forholdsvis beskedne krav.