Pantelånet er tilbage: Derfor advarer Forbrugerrådet

Nu kan du igen låne penge i dine smykker eller din sportsvogn, men det er ikke en god forretning for forbrugerne, advarer Forbrugerrådet Tænk.

Efter 50 års pause er pantelånet nu igen tilbage i Danmark.

Det betyder, at du kan gå ned til en pantelåner, aflevere dine værdigenstande som f. eks. smykker, og så få lov til at låne penge for noget af den værdi, som de bliver vurderet til.

I Go' Morgen Danmark fredag var Dennis Lindberg, talsmand for pantelånervirksomheden Nyfortuna, i studiet for at fortælle, hvordan pantelånene fungerer i praksis.

Han tager udgangspunkt i en ring.

- Vi tager selvfølgelig et udgangspunkt i råvaren, i det her tilfælde er der platin og diamanter. Vi ved, hvad platin er værd, vi ved hvad diamanter er værd, og vi har en idé om, hvad den koster. Så det handler meget om den nutidige værdi af det, du kommer ind med, siger Dennis Lindberg.

Han giver det eksempel, at hvis ringen vurderes til 250.000, kan kunden få lov til at låne for det halve.

Pantelåneren beholder ringen som pant og tager derudover renter for lånet.

Men det er ikke nødvendigvis en fed fidus for forbrugerne, advarer Forbrugerrådet Tænk.

- Pantelånere henvender sig jo til folk, der står i en svag situation. Derfor vil de typisk give en dårlig pris på de ting, man afleverer som pant, så der vil man være bedre tjent med at sælge reelt, og de vil også typisk give en dårlig, høj rente på det lån, som der er tale om. Derfor vil man være bedre tjent med at henvende sig i banken, hvis det er et lån, man er ude efter, siger vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe.

Og den kritik kan Dennis Lindberg til dels godt forstå.

- Selvfølgelig er der en pointe i det, og vi værdisætter i forhold til realiseringsværdien, og det er selvfølgelig ikke nogen hemmelighed, at der er forretning i det for os at få lov at låne penge ud, siger han.

Han forsvarer sig dog alligevel:

- Men det er ikke nogen god forretning at skulle realisere tingene (hvis låneren ikke betaler lånet tilbage, red.). Derudover er der en lov for, at hvis det bliver realiseret, så har kunden krav på det overskud, der måtte være. Det er ikke noget vi selv vælger, der er en lov for det her i Danmark, siger Dennis Lindberg.

Han fortæller desuden, at den typiske låner er mellem 35 til 60 år. Det er gerne folk som har erhvervet sig noget, der er noget værd, og som er kommet i en kortvarig eller lidt længerevarig likviditetskrise.

Du kan se hele indslaget fra Go' Morgen Danmark i videoen over artiklen.