Så meget bruger konfirmanderne på blå mandag

16x9

Foråret er fyldt med konfirmander, der skal ud og fyre en masse penge af dagen efter deres fest

Traditionen tro er foråret fyldt med konfirmander, der skal ud og fyre en masse penge af dagen efter deres fest

Der er stor forskel på, hvad den enkelte konfirmand vælger at bruge, når der traditionen tro er årets første blå mandag i dag.

Her fejrer de unge mennesker konfirmationen med deres klassekammerater ved at fyre en masse penge af inde i byens butikker, i forlystelsesparker eller til særlige events arrangeret netop til blå mandag.

"Det er min fornemmelse, at de bruger et par tusinde kroner i løbet af en blå mandag," siger Mikkel Schultz, der driver konfirmationsportalen.dk, til tv2.dk.

Shopping, shopping, shopping
Sædvanligvis bruger konfirmanderne mellem 300 og 500 kroner på at deltage i et arrangement eller betale entré i Tivoli, og så bruger de ofte i omegnen af 1000 kroner på at shoppe i gågaden eller i indkøbscentre.

"Pigerne shopper som regel mere end drengene," fortæller Mikkel Schultz, der gør opmærksom på, at det både kan være penge, som konfirmanderne har fået i konfirmationsgave, men også penge, som de har fået særligt til blå mandag.

I løbet af de seneste par år er det gået op for mange event-firmaer, at der på blå mandag er en stor forbrugergruppe, der lige pludselig bruger mange penge. Det har ifølge Mikkel Schultz fået event-firmaer, der tidligere har specialiseret sig i eksempelvis polterabender, til at målrette deres markedsføring til konfirmander med særlige pakker.

I kølvandet på det er konfirmander i højere grad også begyndt at forsøge sig med lasergames, sumobrydning og andre aktiviteter på blå mandag, som ellers tidligere var forbundet med en polterabend.

Mellem 300 og 20.000 kroner
Spørger man konfirmanderne selv, er der da også stor forskel på, hvad de forventer at bruge på deres blå mandag. Beløbet varierer fra et par hundrede kroner til 10.000.

På konfirmandportalens Facebook-side giver nogle af konfirmanderne et bud på, hvor mange penge de vil fyre af.

"300 kroner måske. Vi skal ikke shoppe, og min blå mandag bliver holdt før selve min konfirmation. Plus, det er kun for maden. Vi skal i Tivoli, og jeg har wildcard, så det koster ikke noget for mig der," lyder det fra Renée M. F. Andersen.

Andre konfirmander forventer at bruge mellem 1000 og 3000 kroner, og så er der et par enkelte, der fortæller, at de har tænkt sig at bruge op imod 20.000 kroner.