Sådan får du overblik over din pension

16x9

Det kan være lidt af et arbejde at forsøge at skabe overblik over, hvor meget man har betalt ind på pensionsopsparingen. Men der er hjælp at finde.

  • Pensionsinfo.dk

På Pensionsinfo.dk, som over 200 private og offentlige institutioner står bag, kan man indhente oplysninger om alle ens pensioner og få dem lagt sammen.

Den er især nyttig, hvis man har skiftet job flere gange og spredt sine pensioner over flere selskaber og konti.

På den måde får man overblik over, hvor meget man kan regne med at få udbetalt, når man stopper med at arbejde. Beregneren kræver, at man logger på med en digital signatur eller gennem netbank.

Se link til Pensionsinfo.dk i linkboksen til højre.

  • Forbrugerrådet

Også på Forbrugerrådets magasin Tænks hjemmeside er der en nyttig pensionsberegner, som giver dig en hurtig fornemmelse af, om du er på rette spor med din opsparing.

Denne beregner kræver dog, at du på forhånd har indhentet nogle oplysninger - fx ved at kigge på din lønseddel og den pensionsoversigt, dit pensionsselskab sender dig hvert år.

Se link til Forbrugerrådets pensionsberegner i linkboksen øverst til højre.

Forbrugerrådet har desuden testet bankernes og pensionsselskabernes pensionsberegnere. Testen er fra marts 2008, men er stadig gyldig i de fleste tilfælde. Dog har Danske Bank, Danica og Nordea forbedret deres beregnere siden da, vurderer Forbrugerrådets cheføkonom Carsten Holdum overfor finans.tv2.dk.

Se link til testen i linkboksen øverst til højre.

  • Banker og pensionsselskaber

En lang række banker og pensionsselskaber har pensionsberegnere på deres hjemmesider, og de kan være udmærkede værktøjer til at illustrere, hvor meget opsparing der skal til for at sikre en fornuftig indtægt efter arbejdslivet.

Ifølge Forbrugerrådet skal man dog tage sig nogle forbehold, når man bruger de private pensionsudbyderes beregnere.

"Problemet med beregnerne er, at de ofte ikke tager højde for de opsparede midler, folk har i deres bolig eller andre steder. Bankerne og pensionsselskaberne har en interesse i at fortælle folk, at de ikke sparer nok op til pensionen," advarer Forbrugerrådets cheføkonom Carsten Holdum.

Han råder folk til at tage stilling til, om de vil bruge af deres eventuelle formue til at forsøde pensionen. Hvis det er tilfældet, skal man huske at trække det fra i indbetalingerne i dag.

"Det kan være en glimrende opsparing at nedbringe gælden i sin bolig, og friværdien skal regnes med, hvis man vil bruge af den til pensionen. Men nogle har en klar holdning til, at det vil de ikke, fordi friværdien skal gå til arv i stedet," forklarer Carsten Holdum.

Se link til de beregnere, som Forbrugerrådet har godkendt, i linkboksen øverst til højre.

  • Pensionsrådgivere

Hvis ikke hjemmesidernes pensionsberegnere er nok, kan man altid få en pensionsrådgiver til at kigge pensionen efter i sømmene.

Det giver naturligvis muligheden for at få præcise forklaringer og for at stille spørgsmål, hvis der er noget, man er i tvivl om.

Bankernes og pensionsselskabernes rådgivere sidder altid klar ved telefonerne, men man skal huske på, at de også er sælgere.

En mere neutral, men også dyrere, løsning er at hyre en uvildig pensionsrådgiver til at gennemgå din pension og hjælpe dig med at finde den helt rigtige pensionsløsning for dig.

Det koster nogle tusinde kroner, men de penge kan måske vise sig at være godt givet ud.

Der findes ingen oversigt over uvildige pensionsrådgivere herhjemme, så den bedste måde at finde dem på, er ved simpelthen at google "uvildig pensionsrådgiver".