Danske familier får flere penge mellem hænderne

16x9
621 kroner ekstra i 2019. Yderligere 702 i 2020. Det er, hvad Danske Bank forventer for en typisk dansk familie sammenlignet med rådighedsbeløbet i 2018. Foto: Kristian Djurhuus / Ritzau Scanpix

Lønnen er steget mere end inflationen de sidste år – alligevel skal lønstigningerne være endnu større i fremtiden, mener Dansk Metal.

Sammenlignet med sidste år har en typisk dansk familie 621 kroner ekstra til rådighed hver måned. Det viser en ny analyse fra Danske Bank.

Beregningerne bygger på en såkaldt modelfamilie, du kan læse mere om i faktaboksen.

Danske Banks modelfamilie

Danske Banks modelfamilie kaldes familien Nielsen og repræsenterer en gennemsnitlig dansk husstand. Familien består af to voksne og to børn, der bor i et parcelhus i Horsens.

Det ene barn i familien er seks år og går i skole og fritidsordning, det andet er tre år og går i børnehave.

Begge forældre har et fuldtidsarbejde. Tilsammen tjente de 77.159 kroner om måneden i 2018 før skat og inklusiv børnecheck, men eksklusiv pension. Det er lidt mere end gennemsnittet for husstande med to voksne, men lidt under gennemsnittet for husstande, hvor der er to voksne og to børn.

Læs mere her.

Årsagen er blandt andet, at lønnen stiger hurtigere, end inflationen når at æde værdien af pengene op. Danske Bank forventer, at lønstigningerne i 2019 vil lande på 2,2 procent, men at inflationen kun bliver 1,2 procent. Dermed sker der en reallønsfremgang, der sikrer danskerne flere penge mellem hænderne.

- Lønstigninger på 2 eller 2,5 procent føles ikke af særlig meget, men når inflationen er så lav, som den er, så rækker pengene længere, siger privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen fra Danske Bank til TV 2. Det er hende, der har udarbejdet analysen.

Udover stigningen i reallønnen peger analysen også på en række andre faktorer, der har betydning for, at en typisk dansk familie vil have flere penge til rådighed i år sammenlignet med 2018:

  • Energi- og gaspriserne ventes at være ”mærkbart lavere” i år.
  • Grundskylden er sat til at stige, men stigningerne indefryses, og derfor giver det ikke højere månedlige udgifter her og nu.
  • Som følge af medieaftalen reduceres medielicensen med 600 kroner i 2019. Samtidig reduceres personfradraget med cirka 800 kroner.

Danske Bank forventer, at tendensen vil fortsætte i 2020. Her står en typisk dansk familie til at få yderligere 702 kroner mellem hænderne hver måned. Beløbet er dog behæftet med en vis form for usikkerhed, skriver Danske Bank i analysen.

Dansk Metal: Lønnen skal op

Ifølge Thomas Søby, der er cheføkonom i Dansk Metal, er det både korrekt og glædeligt, at lønstigningerne har været højere end inflationen de seneste år. Men man kan ikke antage, at det også bliver sådan i fremtiden, siger han.

- Inflationen de sidste fem-seks år har været unaturligt lav. Når man skal forhandle sin løn fremadrettet, skal man antage, at inflationen ikke bliver ved med at være så lav, siger Thomas Søby.

Han peger på, at regeringen selv har forudsagt en inflation på 1,5 procent i år og 1,8 procent i 2020. Derfor bør danskernes lønstigning også være nærmere tre procent, mener han.