Suspekte kunder sendte milliarder gennem dansk andelskasse

16x9
Københavns Andelskasse havde på et år 1645 hvidvaskalarmer. Foto: Nikolai Linares / Scanpix Denmark

Udenlandske kunder fra eksotiske lande sendte store beløb i euro gennem Københavns Andelskasse.

På et år sendte mistænkelige kunder omkring fire milliarder kroner gennem Københavns Andelskasse, der sidste år blev overtaget af staten som følge af økonomiske problemer.

Det skriver Børsen.

Beløbene blev overført i euro og gik ind fra oktober 2017 og et år frem.

Kan ikke gennemgå alt

I september kom staten ind som ejer via selskabet Finansiel Stabilitet, der har til opgave at rydde op i kriseramte banker.

- Vi kan ikke gennemgå hver eneste transaktion, men udgangspunktet er, at hovedparten af de udenlandske kunder ikke levede op til hvidvaskdokumentationen, siger Henrik Bjerre-Nielsen, der er direktør for Finansiel Stabilitet.

- Og hvis der er transaktioner hos dem, så er de derfor per definition mistænkelige, siger han til Børsen.

Udløste 1645

Ifølge Børsen havde Københavns Andelskasse 183 risikable udlandskunder.

Det var blandt andet onlinekasinoer, betalingstjenester og virksomheder, der beskyldes for at misbrug kreditoplysninger, som er blevet brugt til køb på pornohjemmesider.

De 183 udlandskunder udløste på et år 1645 alarmer i andelskassens it-system. Der blev ikke handlet på langt de fleste frem til foråret 2018.

Dengang kom Finanstilsynet på kontrolbesøg og meldte efterfølgende andelskassen til Bagmandspolitiet for manglende kontrol med hvidvask.

Banksektoren under luppen

De mistænkelige overførsler i andelskassen følger i slipstrømmen på flere andre sager i den danske banksektor.

I en anden sag er der ifølge Berlingske flydt to milliarder mistænkelige kroner gennem Nordea i Danmark på ti år. Beløbet er på fem milliarder kroner for hele Nordea-koncernen.

I sagen om hvidvask gennem Danske Bank lyder det mistænkelige beløb på 1500 milliarder kroner. Pengene flød gennem bankens estiske filial i ni år.

Københavns Andelskasse er overtaget af staten med henblik på at lukke den ned. Kunderne er for nylig blevet bedt om at finde en anden bank.