Skat tyvstarter: Nu kan du se, om du skal have penge tilbage

Der var allerede lang kø for at se årsopgørelsen, inden Skat åbnede for skatteborgerne på skat.dk. Næsten 200.000 venter på at komme igennem.

Officielt kan skatteborgerne først tjekke deres årsopgørelser på mandag, men som tidligere år har Skattestyrelsen allerede åbnet for muligheden fredag.

Sidste år loggede 2,8 millioner danskere på skat.dk i den uformelle åbningsweekend for at se, om de skyldte statskassen penge eller omvendt. Og Skattestyrelsen regner med at få omtrent ligeså travlt i år.

- Vi er forberedt til tænderne og gør alle systemer klar, men weekenden er en testperiode, hvor vi sikrer, at alt virker, som det skal. Man vil derfor kunne opleve, at der kan være begrænset adgang fra udlandet, eller at systemerne kan køre ustabilt, siger Karoline Klaksvig, underdirektør i Skattestyrelsen.

Men når så stor en del af befolkningen på én gang går ind og tjekker deres skat, vil der være en lang ventetid. Kort før klokken 19 sad over 178.000 i kø, hvilket gav en ventetid på mere end en time.

Skat.dk er hurtigt tilbage til normale tilstande

Det skyldes, at Skat har et køsystem, som automatisk træder i kraft, når for mange forsøger at logge på. Det er med til at forhindre, at siden går ned på grund af overbelastning.

- Systemet regner ud, hvor lang tid der går, før man forventeligt kan logge på. Det betyder, at folk ikke skal sidde klistret til skærmen, siger Karoline Klaksvig. Men de bliver stadig nødt til at holde øje indimellem, tilføjer hun. For pludselig kan det gå stærkt, og når tælleren når i nul, har man kun ti minutter til at logge ind.

Hun anbefaler, at man forsøger sig mellem midnat og klokken seks om morgenen, hvis man har mulighed for det, da det typisk er hurtigere at komme ind på den tid af dagen.

- Ellers plejer der ikke at gå mere end et par dage, fra vi åbner for årsopgørelsen, til der kommer nogenlunde normal trafik på siden igen.

Afstemning

Skattestyrelsen udbetaler overskydende skat første gang 5. april, og her vil ændringer og tilføjelser, der er lavet frem til 28. marts, tælle med. Det er dog muligt at lave ændringer helt frem til og med 1. maj.

Tidslinje - årsopgørelse

  • Januar 2019: Skattestyrelsen modtager oplysninger fra for eksempel arbejdsgivere og banker.
  • Februar 2019: Oplysningerne samles, og Skattestyrelsen laver skatteberegningerne.
  • 11. marts 2019: Der åbnes officielt for, at man kan se sin årsopgørelse.
  • 5. april 2019: Første udbetaling af overskydende skat – op til 100.000 kroner.
  • 1. maj 2019: Deadline for at rette i årsopgørelsen.
  • 1. juli 2019: Deadline for at udfylde oplysningsskemaet (tidligere kendt som ’udvidet selvangivelse’) og frist for indbetaling af restskat uden procenttillæg.

De fleste får penge tilbage

I de forrige år har omkring tre ud af fire skatteborgere fået penge tilbage i skat.

Når så stor en del af danskerne kan se frem til en positiv hilsen fra Skat, skyldes det især, at der aldrig er decimaler på borgernes trækprocent på forskudsopgørelsen. Trækprocenten er derimod reguleret op til nærmeste hele tal.

Hvis din trækprocent reelt skulle være 37,4 procent, bliver den altså rundet op til 38 procent. I det tilfælde betyder det, at du i løbet af skatteåret betaler 0,6 procentpoint for meget i skat. Hvis din forskudsopgørelse ellers har været korrekt, betyder det, at du får penge tilbage året efter.

På den måde sikrer Skattestyrelsen sig, at folk ikke uforvarende kommer til at stå med en restskat.

Dyrt at skylde penge til skat

Tilhører du den sidste fjerdedel af skatteborgerne, der får et skattesmæk, bliver du i stedet mødt af strafrenter. Betaler du skattesmækket senest 1. juli 2019, slipper du med en rente på 2,2 procent. Renten er en såkaldt dag-til-dag-rente. Det er derfor billigere, jo hurtigere du betaler.

Renterne hos Skat kan ikke trækkes fra, og sammenligner du med renter, du betaler andre steder, svarer renten på 2,2 procent derfor til en rente på omkring 3 procent før skat.

Tjek her:Hvor stort bliver dit rentesmæk?Din restskat:

Indsæt din restskat i feltet for at se, hvor meget den koster dig i renter.Hov, slap lige af. Testen går kun op til 100 millioner.
Det koster dig kroner om dagen i renter frem til den 2. juli.
I alt vil det koste dig...
kroner i renter, hvis du betaler i dag ()
kroner i renter, hvis du betaler den 2. juli.
kroner i renter, hvis du venter til efter den 2. juli.
kroner i renter, hvis du havde betalt den 11. marts, da årsopgørelsen kom ud.
Betaler du din restskat i perioden 1. januar til 1. juli 2019, skal du betale en rente på 2,2 procent, regnet fra 1. januar til og med betalingsdagen. Betaler du efter den 1. juli 2019, skal du dog i stedet for renten betale et fast procenttillæg på 4,2 procent.Er din restskat på under 20.944 kroner, bliver den del op til dette beløb regnet ind i din skat for 2020. Den del af beløbet, der er over de 20.944 kroner, bliver opkrævet i tre rater i august, september og oktober 2019.

Får du ikke betalt dit skattesmæk senest 1. juli, stiger strafrenten hos Skattestyrelsen til 4,2 procent. Nu er der ikke længere tale om en dag-til-dag-rente. I stedet lægger Skat bare 4,2 procent oven i det, du skylder, og regner beløbet ind i din skat for 2020.

Sådan gør Skat med de store skattesmæk

Er dit skattesmæk højere end 20.944 kroner, og har du ikke betalt det senest 1. juli, bliver de 20.944 kroner regnet ind i din skat for 2020.

Den del af beløbet, der er højere end 20.944 kroner, bliver delt op i tre rater, som du skal betale i august, september og oktober.

Lyder din restskat på eksempelvis 26.944 kroner, bliver de 6000 kroner, der overstiger de 20.944 kroner, delt op i tre gange 2000 kroner. Du skal dermed betale 2000 kroner i august, september og oktober.