Danske Bank under voldsomt pres: - Det er bankernes svar på Muhammed-krisen, mener kommentator

Ifølge mødereferat afviste topchef Thomas F. Borgen at begrænse forretningerne med udenlandske kunder i hvidvaskningssag.

Danske Banks topchef, Thomas F. Borgen, står over for sin største krise nogensinde. 

Dagen igennem har artikler i de velansete, udenlandske aviser Wall Street Journal og Financial Times betydet, at Danske Bank-aktien har taget et dyk nedad.

Artiklerne handler om den meget omtalte hvidvaskningssag, som er centreret omkring Danske Banks afdeling i Estland. Wall Street Journal kan berette, at de amerikanske myndigheder undersøger Danske Bank i sagen om hvidvask for milliarder.

Financial Times skriver, at Danske Banks topchef tilbage i 2013 blev advaret om, at gennemstrømningen af penge i bankens estiske filial var ekstraordinært høj. Hvad værre er, så ignorerede Thomas F. Borgen ifølge Financial Times disse advarsler. 

- Danske Bank-skandalen kan blive en af de største hvidvaskningssager, vi har set i Europa og i verden, siger journalist Richard Milne fra Financial Times til TV 2.

Et afgørende øjeblik

Hvidvasksagen strækker sig over årene 2007 til 2015. Berlingske Business har tidligere anslået, at der mindst er blevet hvidvasket for 53 milliarder kroner. 

Richard Milne har skrevet Financial Times' seneste afsløring på baggrund af, at han er kommet i besiddelse af et mødereferat fra den 3. oktober 2013 i den estiske afdeling af Danske Bank. Heri kan man læse, at chefen i erhvervsafdelingen for 'udenlandske kunder i Estland' advarer om situationen.

- Hans umiddelbare syn på sagen var, at størrelsen af Danske Banks forretninger med den slags kunder er større end Danske Banks konkurrenters, og at forretningernes omfang skal undersøges og måske reduceres, fortæller Richard Milne. 

Hvis amerikanske myndigheder direkte åbner en sag mod Danske Bank, så er der sandsynligvis bøder på vej i mange-milliardklassen

Peter Suppli Benson, erhvervsredaktør

Han siger videre, at Thomas F. Borgen ifølge mødereferatet afviste at begrænse forretningerne med udenlandske kunder.

- En af vores kilder siger, at det var et afgørende øjeblik, hvor Danske Bank besluttede, at man ikke ville reducere forretninger med udlændinge i Estland, lyder det fra Richard Milne.

Danske Bank har selv meldt ud, at man onsdag i næste uge vil offentliggøre en intern undersøgelse om sagen. 

Ifølge Drew Hinshaw fra Wall Street Journal forventes det fra amerikansk side, at de europæiske myndigheder vil sanktionere Danske Bank. Men USA's finansministerium kan potentielt tage meget hårde tiltag i brug, siger han til TV 2. Video: Lars Keinicke Tofte

- Danske Banks ledelse kan blive retsforfulgt

Hvis oplysningerne om, at Danske Banks topchef valgte at ignorere advarslerne tilbage i 2013, holder, så står Thomas F. Borgen med et alvorligt forklaringsproblem. 

Det mener Peter Suppli Benson, erhvervsredaktør på Berlingske. 

- Vi tager for gode varer, at der faktisk ligger fakta på, at han (Thomas F. Borgen, red.) blev direkte advaret tilbage i 2013. Og blev han det, så har han og banken et alvorligt problem, siger Suppli Benson.  

I maj i år fik Danske Bank otte påbud fra Finanstilsynet i hvidvaskningssagen.

Siden er Bagmandspolitiet også gået ind i sagen, og i dag er det altså i Wall Street Journal kommet frem, at det amerikanske justitsministerium, finansministerium og finanstilsyn har rettet blikket mod Danske Bank.

- Hvis amerikanske myndigheder direkte åbner en sag mod Danske Bank, så er det første, at der sandsynligvis er store bøder på vej i mange-milliardklassen, og det næste er, at Danske Banks ledelse kan blive retsforfulgt, siger Peter Suppli Benson.

Mistænkelige kunder i estisk filial

Danske Bank-filialen har ifølge Financial Times alene i 2013 håndteret mistænklige pengestrømme fra Rusland for hele 192 milliarder kroner.

Det, vi ser lige nu, er bankernes svar på Muhammed-krisen, som vi så for år tilbage

Henrik Ørholst, finanskommentator

Den britiske avis skriver, baseret på anonyme kilder, at Lars Mørch, der på det tidspunkt var chef for Danske Banks internationale bankforretninger, advarede om, at aktivitetsniveauet i afdelingen i Estland fra udenlandske overførsler var højere end rivalernes.

Financial Times skriver også, at Deutsche Bank advarede Danske Bank om mistænkelige kunder i bankens estiske filial. Deutsche Bank var frem til 2015 en af Danske Banks to samarbejdsbanker i Estland, men den tyske bank skar båndet på grund af de tvivlsomme kunder.

Mistanken gik især på udenlandske kunder med bånd til Rusland og tidligere sovjetstater - blandt andet Moldova.

Danske Bank har ingen kommentarer til historien.

- Som finansiel virksomhed er vi underlagt tilsyn, og derfor er vi løbende i kontakt med myndighederne i forskellige lande. Vi kommenterer dog generelt ikke på vores dialog med myndighederne, lyder det fra bankens pressechef Kenni Leth. 

- Bankernes svar på Muhammed-krisen

Henrik Ørholst, finanskommentator på TV 2, mener, at sagen er "ekstremt alvorlig" for Danske Bank.

- Når både Financial Times og Wall Street Journal skriver om det, så er det virkelig tunge sager. Det, vi ser lige nu, er bankernes svar på Muhammed-krisen, som vi så for år tilbage. 

- Det er en sag, der vil få konsekvenser for Danske Banks image i mange år fremover, og måske også for hele Danmark, siger Henrik Ørholst. 

Finanskommentatoren mener, at nettet strammer ganske voldsomt om Thomas F. Borgen i og med, at det nu viser sig, at bankens topchef formentlig er blevet advaret om aktiviterne i den estiske afdeling. 

- Jeg vil ikke blive overrasket, hvis det over weekenden viser sig, at Thomas F. Borgen siger, nu stopper jeg, og nu vil jeg godt vælge det gyldne håndtryk for at sikre, at banken kan komme videre i denne her sag.

- Spørgsmålet er så, hvor meget ved Ole Andersen, Danske Banks bestyrelsesformand, har han dengang i oktober i 2013 efter det omtalte møde sagt, at det er okay, at man fortsætter med de her forretninger?, siger Henrik Ørholst.