Nyt læk af data: Danske Banks hvidvask-sag vokser eksplosivt

16x9
Danske banks hvidvasksag vokser sig nu endnu større end hidtil. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Langt større mistænkelige pengestrømme er sendt gennem Danske Banks estiske filial end hidtil kendt, viser nyt læk af bankdata.

Omfanget af mistænkelige pengestrømme gennem Danske Banks skandaleramte filial i Estland er langt større, end det hidtil har været fremme.

Berlingskes dækning af hvidvasksagen gennem det seneste år har foreløbigt afsløret hvidvask af mindst 25 milliarder kroner gennem konti i banken.

Men Berlingske er nu kommet i besiddelse af kontoudtog fra yderligere 20 selskaber, der har haft konti i den estiske filial i forskellige perioder mellem 2007 og 2015.

I alt føres 28 mia. kr. gennem disse 20 konti, viser dokumenterne. Dermed er der sendt mistænkelige summer for samlet minimum 53 mia. kr. - mere end dobbelt så meget som hidtil antaget - gennem filialen.

En af de største sager i Europa

Ifølge eksperter bærer de 20 konti tydelige tegn på omfattende hvidvask:

- Enhver kompetent hvidvaskefterforsker ville være kommet til den konklusion, at der var tydelige indikationer på hvidvask, der burde være rapporteret til myndighederne, siger den erfarne britiske hvidvaskekspert Graham Barrow, der har arbejdet med hvidvaskbekæmpelse i storbanker som HSBC og Deutsche Bank og har undersøgt en del af Berlingskes data.

Med et omfang på minimum 53 mia. kr. er Danske Banks hvidvasksag nu potentielt på højde med nogle af de største kendte hvidvasksager i Europa. I 2014 blev franske BNP Paribas idømt milliardbøde for at have hvidvasket 56 mia. kr. Og sidste år fik tyske Deutsche Bank rekordstore bøder i USA og Storbritannien for hvidvask af 64 mia. kr.

Ekspert: Ledelsen burde have vidst det

Danske Bank-topchef Thomas Borgen, der mellem 2009 og 2012 var chef for bankens internationale aktiviteter, herunder den estiske filial, har beklaget sagen, men har samtidig sagt, at han ikke fik fyldestgørende orienteringer om forholdene i Estland.

- Det samlede omfang af sagen gør det endnu mere uforståeligt, at man stadig taler om, hvad bankens ledelse var bekendt med. I juraen taler man om, hvad man burde have været bekendt med. Omfanget af denne sag er så stort, at ledelsen burde havde været bekendt med de milliardstore suspekte transaktioner, siger juridisk rådgiver Jakob Dedenroth Bernhoft.

Danske Banks chef for Group Compliance, Anders Meinert Jørgensen, vil ikke forholde sig til det nye, større beløb:

- Som vi har sagt før, er det for tidligt at konkludere noget om omfanget af den potentielle hvidvask i Estland. Vi har derfor ikke selv offentliggjort tal eller deltaget i spekulationer om sagens omfang. Vi har dog ved flere lejligheder givet udtryk for, at omfanget ser ud til at være noget større end, hvad der hidtil har været fremme, siger han.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) vil have at vide, hvor meget Danske Bank har tjent på at hvidvaske penge i sin estiske filial.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) vil have at vide, hvor meget Danske Bank har tjent på at hvidvaske penge i sin estiske filial. Derfor vil Finanstilsynet iværksætte en ny undersøgelse af sagen.

- Det er meget alvorligt, og det synes jeg, at der skal være klarhed over. Ingen er tjent med, at vi holder hånden over noget af det her omfang, siger han til Ritzau.