Eksperter: Danskerne glemmer fradraget for 'småfornødenheder'

Der er især ét fradrag, skatteborgerne overser muligheden for at få, mener skatterådgivere, der rådgiver TV 2-seere herunder.

Ja, din hund er skattepligtig som b-indkomst, når du tjener på, at den optræder som ”model”. Sådan lød et af mange svar, da to eksperter i personbeskatning svarede på seernes mange spørgsmål om årsopgørelsen på tv2.dk.

De to eksperter er skatterådgiverne John Kierans og Per Ørtoft Jensen, begge fra revisionsselskabet Pwc.

Årsopgørelsen 2017

  • 4,6 millioner borgere får en årsopgørelse for 2017 mandag den 12. marts 2018.
  • Du kan se din årsopgørelse i din skattemappe på skat.dk.
  • Mange har ikke noget at selvangive, fordi Skat får de fleste oplysninger automatisk.
  • 98 procent af de ændringer, borgerne laver på årsopgørelsen, bliver ændret på nettet via Skats hjemmeside.
  • De områder, flest skal være opmærksomme på, er fradrag for befordring, børnebidrag, værdipapirer, håndværkerfradrag samt indtægter ved deleøkonomi.

Kilde: Skat.

Herunder bringer vi en række af svarene på de mange gode spørgsmål, hvor du blandt andet får tips til, hvordan du øger chancen for, at du får penge tilbage i skat næste år.

Jeg har doneret penge til en frivillig forening og får fradrag for det. Derudover er jeg også betalende medlem og betaler 150 kroner årligt. Er kontingentet også fradragsberettiget?

John Kierans: - Mit udgangspunkt er nej, fordi der er en forskel på, om der er tale om et bidrag til en godgørende og fradragsberettiget organisation og så det modsatte, hvor man er med i klubben.

Kan jeg hæve trækprocenten på min forskudsopgørelse, så jeg er sikker på at få penge tilbage i skat næste år?

Per Ørtoft Jensen: - Ja, det kan man. Man kan bede arbejdsgiverens lønafdeling om at forhøje trækprocenten til noget højere end procenten på skattekortet. Man kan ikke bede dem sætte den ned, men man kan bede dem sætte den op.

Per Ørtoft Jensen: - Man kan også nulstille et fradrag på forskudsopgørelsen – befordringsfradraget for eksempel.

Er der nogle fradrag, skatteborgerne typisk glemmer?

Per Ørtoft Jensen: - Skal vi fremhæve et fradrag, så kan det være fradraget for småfornødenheder. Det er et fradrag, der gælder, når man er på rejse for sit arbejde i mere end 24 timer med overnatning så langt væk, at man ikke kan nå hjem at overnatte.

Per Ørtoft Jensen: - Selvom arbejdsgiveren betaler for hotellet og tre måltider, kan man stadig trække fra for det, der hedder småfornødenheder. Det særlige er, at det kan man også, selvom man ikke har haft nogen udgifter til de her småfornødenheder. Småfornødenheder er for eksempel en kop kaffe i lufthavnen eller lignende. Men selvom man ikke køber den kop kaffe og ikke har nogen udgifter, så har man alligevel den standardsats. Fradragssatsen er 121,75 øre per dag, og skattebesparelsen af det er cirka 34 kroner.

Mere om årsopgørelsen

  • Årsopgørelsen er en opgørelse over skatten for året før. Den kigger bagud og viser, hvad man har haft af indkomst og fradrag, og hvad man har betalt i skat.
  • Årsopgørelsen kommer hvert år i marts. Her kan borgerne se, om de skal have penge tilbage i skat, eller om de skal betale en restskat.
  • 4,6 millioner borgere får en årsopgørelse, der bliver dannet af i alt 200 millioner oplysninger.
  • Omkring 700.000 borgere ændrer på årsopgørelsen.
  • Borgerne har pligt til at tjekke, at deres årsopgørelse er korrekt.

Kilde: Skat.

Hvordan indberettes indtægter fra modeljob med kæledyr, i dette tilfælde en hund?

Per Ørtoft Jensen: - Det lyder umiddelbart som en b-indkomst, personlig indkomst med arbejdsmarkedsbidrag.

John Kierans: - Jeg tror, det skal indberettes i rubrik 12 på årsopgørelsen.

En seer slipper ikke for at smide indtægterne for sin "modelhund" ind i årsopgørelsen som b-indkomst. Video: Rasmus Woo & Christian Kjær

Kan jeg trække omkostninger i forbindelse med omlægning af lån fra i skat? Og er det i så fald mig selv, der skal indberette det, eller gør mit pengeinstitut det?

Per Ørtoft Jensen: - Det er typisk ikke noget, banken indberetter. Det er heller ikke alle omkostninger til omlægning af lån, man har fradrag for. Men nogle af dem kan man fradrage. Man skal ind og se, hvad det præcist er, man har betalt til banken. Er det en garantiprovision eller en stiftelsesprovision, så er det fradragsberettiget.

Jeg er freelancesygeplejerske for et dansk vikarbureau, og jeg arbejder i Norge. Kan jeg trække ting som arbejdssko, støttestrømper og obligatorisk, årligt, udvidet hjertestopkursus fra?

John Kierans: - Ting, du bruger på arbejde, og som er decideret nødvendige for at udføre arbejdet, kan man som regel godt trække fra. Om man som sygeplejerske har behov for støttestrømper, skal jeg ikke være den rigtige til at vurdere, men jeg ved, piloter godt kan få fradrag for deres støttestrømper. De øvrige ting, et obligatorisk kursus, som man selv betaler, det kan man godt få fradrag for.

John Kierans: - Desværre er der en lille hage ved det. De første 5800 kroner, man bruger på de her ting, kan ikke fradrages. Så man skal have nogle dyre støttestrømper eller et dyrt kursus.

Per Ørtoft Jensen: - Det skal være ret usædvanligt arbejdstøj. Du skal nærmest ud i skorstensfejerudstyr, som er virkelig ualmindeligt til privat brug.

Afstemning

​Kan jeg få fradrag, selvom jeg cykler til mit arbejde?

Per Ørtoft: - Ja, det kan man. Også hvis man går. Det afgørende er, at du har mere end 12 kilometer til dit arbejde.

Kan man trække gæld til privatpersoner fra?

Per Ørtoft Jensen: - Man kan trække renteudgiften på gælden fra, også når det er til privatpersoner. Man skal huske at oplyse til Skat, hvem man har betalt renteudgiften til.

Har feltet ’Arbejdsgiveradministreret ratepensionsindskud’ på årsopgørelsen indflydelse på min personlige skattebetaling?

John Kierans: - Det har det indirekte. Når der indbetales på en ratepension, ryger de penge jo ikke med i den resterende indkomst, så det nedbringer den indkomst, man skal beskattes af. Så indirekte har det absolut betydning.

Per Ørtoft: - Man skal ikke selv foretage sig noget på årsopgørelsen angående arbejdsgiveradministreret ratepension.

Kan man som enkeltperson fratrække renter, som andelsboligforeningen har lånt til vinduer, døre og facader?

Per Ørtoft Jensen: - Det lyder til, at det er foreningen, der har taget lånet, og så ligger renten inde i foreningen. Derfor kan de ikke trække det fra. Hvis andelshaverne derimod tager et fælles lån som private låntagere, vil de kunne trække hver sin del af renteudgiften fra.

Jeg har købt bøger for 10.000 kroner til første år på min uddannelse. Kan jeg trække dem fra i skat?

Per Ørtoft Jensen: - Nej, det er desværre, inden vedkommende overhovedet er blevet lønmodtager. Alene af den grund er der ikke noget fradrag.

Penge tilbage eller restskat

  • Har du betalt for meget i skat i 2017, bliver pengene sat ind på din Nemkonto den 10. april 2018.
  • Oven i det beløb, du har betalt for meget i skat, får du en godtgørelse på 0,5 procent.
  • Overskydende skat over 100.000 kroner bliver udbetalt efter den 10. april.
  • Har du eller en eventuel ægtefælle gæld til det offentlige, vil overskydende skat blive brugt til at betale af på gælden.
  • Skal du i stedet betale en restskat, betaler du en dag-til-dag-rente af beløbet på 1,7 procent til og med 2. juli 2018.
  • Efter 2. juli stiger strafrenten til et fast rentetillæg på 3,7 procent.

Kilde: Skat.

Jeg arbejder som assurandør og har derfor et kontor i hjemmet. Det er udelukkende kontor, og jeg bruger det kun arbejdsmæssigt. Kan jeg trække noget fra her?

Per Ørtoft Jensen: - Den er svær at få godkendt i praksis, uanset hvor meget man selv synes, man har indrettet det som kontor. Det vil i langt de fleste tilfælde være et værelse inde i boligen, og der vil være normale adgangsforhold. Typisk fra stuen eller mellemgangen ind til det værelse, og det vil heller ikke være uanvendeligt til privat benyttelse. Den er op ad bakke.

John Kierans: - Men hvis kontoret specifikt kun indeholder erhvervsmæssige ting, og hvis man kun har det som arbejdssted, så kan man få fradrag for en del af udgifterne til huset og i ens ejendomsværdiskat. Men det kræver virkelig, at tingene er stramme. Vi har set rigtig mange grimme tilfælde, hvor folk lige havde gemt deres egne skattepapirer inde på kontoret, og det var nok til, at der så ikke er fradrag alligevel.

Jeg har for nogle år siden købt en bitcoin. Den er nu en del mere værd. Hvis jeg ønsker at realisere den til danske kroner, skal jeg da angive gevinsten til Skat, og i så fald, hvor skal jeg skrive det på min årsopgørelse?

Per Ørtoft Jensen: - Det kommer an på, hvad formålet med anskaffelsen af den bitcoin var. Der kom en historisk afgørelse fra Skatterådet i fredags, hvor Skatterådet tog stilling til, om salg af en bitcoin vil være skattepligtige. Svaret er, at ja, det er den, hvis du har anskaffet den i såkaldt spekulationsøjemed. Det vil sige, at du har købt den med henblik på at sælge den og tjene på det salg.

John Kierans: - Skatterådet har sat en grænse, der siger, at hvis der bare er en vis grad af spekulationshensigt, så er det rigeligt til at blive beskattet. Så det er kun, hvis man kan bevise, at man absolut ingen intentioner havde om at tjene penge på det, at man er nogenlunde sikker på, at man ikke skal betale skat.

Per Ørtoft: - Hvis man skal betale skat af det, så er det personlig indkomst, så det er helt op til 52 procent. Der er ikke noget arbejdsmarkedsbidrag, så det er op til 52 procent, hvis du betaler topskat.

Har jeg ret til befordringsfradrag, når jeg har firmabil? Jeg får ingen kørepenge af mit job.

John Kierans: - Nej. Hvis man kører i firmabil, bliver man sandsynligvis behageligt beskattet af fri bil, men man mister samtidig også fradragsretten for kørsel.

Kan jeg trække udgift og kørsel fra til kursus, som arbejdsgiver forlanger, men som arbejdsgiver ikke vil betale?

John Kierans: - Det er rigtig ærgerligt, faktisk. Hvis det er arbejdsgiveren, der forlanger det, men ikke vil betale det, så er det privat uddannelse, og så er der faktisk ikke fradragsret for det. Normalt, hvis arbejdsgiveren forlanger, at man deltager i et kursus, så har man fradrag for kørsel til og fra stedet. Men hvis det pludselig ikke længere er noget, der er i arbejdsgiverregi, så er der ikke noget fradrag.

I listen herunder kan du se flere fradrag, der er værd at være opmærksom på, om du er berettiget til.

Årsopgørelsen 2017: Her er fradragene, du ikke må glemme

Befordringsfradrag (kørselsfradrag)

Hvis din samlede kørsel mellem dit hjem og dit arbejde overstiger 24 kilometer per dag, kan du få fradrag for befordring.
Befordringsfradraget er 1,93 kroner per kilometer i skatteåret 2017, hvis du har mellem 24 og 120 kilometer i alt til og fra dit arbejde. Det giver en kontant skattebesparelse på 0,53 kroner per kilometer, du trækker fra.
Har du længere end 60 kilometer (120 kilometer i alt til og fra arbejde), kan du dog kun trække 0,97 kroner fra for den del af turen, der ligger ud over de 120 kilometer. De kilometer, du trækker fra for hver kilometer over 120 kilometer, giver en skattebesparelse på 0,27 kroner per kilometer.
Udkantskommuner:
Bor du i en af de såkaldte udkantskommuner, kan du dog trække 1,93 kroner fra for hele turen, der går udover de 24 kilometer. Også den del, der går udover 120 kilometer per dag, kan du trække fra med 1,93 kroner per kilometer.
 
Udkantskommuner:
Jylland:
Læsø, Brønderslev, Norddjurs, Morsø, Hjørring, Tønder, Frederikshavn, Vesthimmerland, Jammerbugt, Skive, Struer, Sønderborg, Thisted, Aabenraa.
Østdanmark og Fyn: Langeland, Lolland, Ærø, Samsø, Svendborg, Bornholm, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Odsherred, Slagelse, Vordingborg.
Eksempel 1:
En bilist har 40 kilometer til arbejde (80 kilometer per dag).
Bilisten kørte til og fra arbejde 216 dage i 2017.
Fradraget er dermed 23.346 kroner.
Skattebesparelsen er 6443 kroner.
Eksempel 2:
En bilist har 80 kilometer hver vej til sit arbejde (160 kilometer i alt). Vedkommende bor i en udkantskommune. Bilisten kørte til og fra arbejde 216 dage i 2017.
Bilistens samlede befordringsfradrag er 56.696 kroner.
Skattebesparelsen er dermed 15.648 kroner.
 
Ekstra kørselsfradrag:
Du kan få et ekstra kørselsfradrag, hvis du tjente mindre end 316.200 kroner i 2017. Du kan højst få ekstra fradrag på 12.500 kroner for skatteåret 2017. Fradraget nedsættes gradvist for indkomster over 266.200 kroner og op til 316.200 kroner i 2017. Det ekstra kørselsfradrag beregnes automatisk.
 
Det gode råd:
Et godt tip er at beregne fradraget ud fra de faktiske antal kørte kilometer og ikke ud fra ”fugleflugtslinjen”. Tjek derfor kilometerantallet, når du holder i din indkørsel, og når du igen holder i din garage efter at have været på arbejde og hjem igen. Hvis du bruger Krak som vejviser, er den korteste vej ikke nødvendigvis den hurtigste. Såfremt du kører en anden vej, som er mere hensigtsmæssig, skal du derfor huske at anføre de faktiske antal kilometer.
Vær også opmærksom på, at Skat normalt tager udgangspunkt i 216 arbejdsdage til beregning af kørselsfradraget. Er du flere eller færre dage på arbejde i løbet af året, skal du tage udgangspunkt i det antal gange, du rent faktisk kørte til din arbejdsplads i løbet af året. Har du en sygedag, hvor du ikke kører til arbejde, kan du for eksempel ikke tage befordringsfradrag for denne dag.
Befordringsfradraget skal du skrive på årsopgørelsens rubrik 51.
 

Pendlerfradrag: Træk broen fra (befordringsfradrag)

Krydser du en betalingsbro på vej til arbejde, kan du trække en del af udgiften til broen fra for hver tur over broen.
Brofradrag per tur over Storebælt:
Bil eller motorcykel: 110 kroner – skattebesparelse: 30,36 kroner
Tog/offentlig transport: 15 kroner – skattebesparelse: 4,14 kroner
Brofradrag per tur over Øresund:
Bil eller motorcykel: 50 kroner – skattebesparelse: 13,80 kroner
Tog/offentlig transport: 8 kroner – skattebesparelse: 2,21 kroner
Bemærk: Betaler arbejdsgiveren transporten, kan du ikke trække broafgiften fra.
Rubrik på årsopgørelsen: 51.

Servicefradrag (håndværkerfradrag)

Du kan trække i alt 18.000 kroner fra på løn til arbejdsopgaver, der er udført i dit hjem i løbet af 2016.
Beløbet er fordelt på 12.000 kroner til grønne forbedringer af boligen samt 6000 kroner til serviceydelser som børnepasning og rengøring.
Grønne forbedringer
Får du for eksempel skiftet vinduer eller døre ud eller isoleret boligen, kan du trække op til 12.000 kroner fra til håndværkernes arbejdsløn. Trækker du alle 12.000 kroner fra, giver det dig en kontant skattebesparelse på 3312 kroner.
Serviceydelser i hjemmet
Du kan ligeledes trække 6000 kroner fra på arbejdslønnen til serviceydelser i dit hjem som for eksempel rengøring, børnepasning og havearbejde. Bruger du hele fradraget på 6000 kroner, giver det dig en kontant skatterabat på 1656 kroner.
Du kan få håndværkerfradrag i disse boliger
Bor du i ejerbolig, andelsbolig, en lejebolig eller har du et fritidshus, kan du få håndværkerfradrag. Bor du i lejebolig, skal du selv have betalt for arbejdet for at få fradrag, ligesom du skal have ret til at vedligeholde boligen.
De kan få fradrag:
Du kan få fradrag. Din ægtefælle kan også få fradrag. Bor du med en samlever, og har I fælles økonomi, kan I også begge benytte jer af fradraget, således at I har et fradrag på maksimalt 36.000 kroner.
Hjemmeboende børn over 18 år kan ligeledes benytte fradraget, hvis de betaler deres del af regningen.
Regningen skal være betalt senest…
Du kan kun få håndværkerfradrag for 2017, hvis regningen er betalt senest den 28. februar 2018.
 
Betal elektronisk
Husk, at betaling med kontanter ikke giver fradrag. Betaling skal være sket elektronisk - via dankort, Mobilepay, Swipp eller netbank.
 
Du skal gå ind på TastSelv på Skats hjemmeside og vælge punktet Indberet servicefradrag (håndværkerfradrag) eller Ret årsopgørelsens rubrik 460.
 
Det gode råd:
Har du glemt at indberette håndværkerfradraget for 2014, 2015 eller 2016, kan du nå det endnu. Gå ind på Skat.dk under 'Håndværkerfradrag (servicefradrag)' på den side, der hedder 'Ret årsopgørelsen'.

Få fradrag for donationer til velgørenhed

Hvis du har indbetalt til velgørenhed til eksempelvis Kræftens Bekæmpelse, Børnefonden, Amnesty International eller andre organisationer, kan du få fradrag for beløbet.
For at få fradraget skal du tjekke, om organisationerne har indberettet beløbene til Skat. Du kan nemlig kun få fradrag, hvis organisationerne har indberettet dine bidrag til Skat. Du har fradrag for det indbetalte beløb. Dog højst 15.600 kroner i alt i 2017.
Hvis du betaler 100 kroner om måneden (1200 kroner årligt), får du en kontant skatterabat på 331 kroner for din samlede årlige donation.
Bruger du det maksimale fradrag på 15.600 kroner om året, får du en skatterabat på 4305 kroner. Du kan altså donere 15.600 kroner, selvom din egen reelle udgift efter skat begrænser sig til 11.295 kroner.
 
Hvis dine bidrag ikke fremgår af din årsopgørelse, skal du rette henvendelse til den organisation, du har indbetalt bidragene til, idet du ikke selv kan ændre dette felt på årsopgørelsen.
Du bør derfor gemme giroindbetalingskort eller andet, der kan bekræfte, at du har indbetalt beløbene.
Fradrag for donationer fremgår af rubrik 55.
 

Kost, logi og småfornødenheder som udsendt

Bliver du 'sendt ud' i forbindelse med dit arbejde i mere end 24 timer, er der mulighed for at få et fradrag for udgifter forbundet med kost og logi.
For at få del i dette fradrag skal du have haft et såkaldt 'midlertidigt arbejdssted'. Du skal minimum være hjemmefra i 24 timer som følge af udsendelsen fra dit arbejde. Derudover skal afstanden til det midlertidige arbejdssted være så stor, at man ikke har mulighed for at rejse frem og tilbage hver dag og tilbringe natten i sin egen seng.
For eksempel kan du få dette fradrag, hvis du normalt arbejder i Jylland som håndværker, men arbejder midlertidigt på Sjælland - eller omvendt.
Fradraget for kost og logi udgør uden dokumentation henholdsvis 487 kroner og 209 kroner, hvilket samlet set kan give et fradrag på 696 kroner per dag og samlet op til 26.800 kroner i 2017.
'Uden dokumentation' betyder, at man ikke skal fremvise kvitteringer.
Man får ikke del i fradraget, hvis udgifterne er dækket af arbejdsgiveren. Det er dog fordelt på hver sit, så hvis man 'kun' har fået dækket udgiften til logi, kan du stadig trække 487 kroner fra for den kost, du selv skal dække og omvendt.
Der er dog en mulighed for at få et fradrag, selvom arbejdsgiveren dækker rejseudgifterne i form af kost og logi. Gør arbejdsgiveren dette, kan man alligevel fratrække 25 procent af den aktuelle kostsats til dækning af småfornødenheder. Da kostsatsen i 2017 lyder på 487 kroner per dag, så svarer det til et ligningsmæssigt fradrag på 121,75 kroner per døgn, hvilket giver en kontant skattebesparelse på 33,60 kroner per dag.
Rubrik på årsopgørelsen: 53.

Tab på aktier og investeringsforeningsbeviser

Husk at kontrollere, om Skat har oplysninger om din beholdning af børsnoterede aktier og investeringsforeningsbeviser. I modsat fald er der risiko for, at du ikke kan få fradrag for tab på børsnoterede aktier og investeringsforeningsbeviser, når du engang i fremtiden sælger dem.
Har du solgt børsnoterede aktier med tab i tidligere år, så kontrollér også, at Skat har disse oplysninger, da tab kan modregnes i fremtidige gevinster og udbytte på børsnoterede aktier.
Hvis din ægtefælle har en gevinst på en børsnoteret aktie, så overføres dit tab til modregning i ægtefællens aktiegevinster og udbytte af børsnoterede aktier.
Har du haft et tab, skal det anføres med et minus foran beløbet på årsopgørelsen.
Rubrik på årsopgørelsen: 66.

Børne- og underholdsbidrag

Børne- og underholdsbidrag bliver alene indberettet til Skat, hvis ordningen går via det offentlige. Rigtig mange fraskilte personer indgår selv bindende aftaler om børne- og underholdsbidrag. Disse personer skal selv sørge for at fratrække det fradragsberettigede bidrag på årsopgørelsen.
Hvis der er betalt bidrag til en fraskilt ægtefælle i forbindelse med et barns dåb eller konfirmation, kan disse bidrag i visse tilfælde være fradragsberettigede. Også disse bidrag skal indberettes, idet de alene fremgår af årsopgørelsen, hvis der er tale om en ordning, der går via det offentlige.
Du skal huske at indberette cpr.nr. på modtageren af børne- og underholdsbidraget samt beløb, hvis det ikke betales gennem det offentlige. I modsat fald kan du ikke få fradrag for det for skatteåret 2016.
Fradraget skal indberettes i rubrik 56.

Boligkøb/salg – ejendomsværdiskat med videre

Ved køb af fast ejendom skal du normalt kun betale ejendomsværdiskat fra overtagelsesdatoen og ikke fra det tidspunkt, hvor du skrev under på købsaftalen. Tilsvarende skal du normalt kun betale ejendomsværdiskat, når du flytter ind i den nye bolig.
Du skal på årsopgørelsen angive det tidspunkt, hvor du har beboet ejendommen.
Har du i forbindelse med salg eller køb af en ejendom betalt nogle renter eller fået nogle renter tilbage i forbindelse med en såkaldt refusionsopgørelse, skal de også indberettes til Skat. Det sker ikke automatisk.
Hvis det er en renteindtægt, kan beløbet indberettes i rubrik 39 – anden kapitalindkomst.
Hvis det er renteudgifter, kan beløbet indberettes i rubrik 44 – renteudgifter af anden gæld.

Har du købt bolig i 2017?

I forbindelse med køb af ny bolig skal du typisk stille en bankgaranti. Det vil sige, at man betaler en garantiprovision til banken, der kan trækkes fra i skat. Beløbet er ikke indberettet til Skat. Tjek lige op på det – det er typisk op til et par tusinde kroner.
Fradraget indberettes i rubrik 44.

Stiftelsesprovision på korte lån

Stiftelsesprovisioner på lån med en aftalt løbetid på under to år kan også trækkes fra.
Er stiftelsesprovisionen mere end 2,5 procent af lånebeløbet, kan du højst trække 2,5 procent af lånebeløbet fra i det år, hvor provisionen forfalder til betaling.
Fradraget indrettes i rubrik 44.

Låneomkostninger

Der er kun fradrag for låneomkostninger, hvis lånet optages i fremmed valuta, for eksempel i euro. Der er ikke fradragsret for låneomkostninger for personer, hvis lånet optages i danske kroner. Der er kun fradrag for den del af låneomkostningerne, som kan henføres til årets afdrag.
Er der fradrag, og er der tale om et realkreditlån, skrives fradraget i rubrik 41.

Renteudgifter på private pantebreve

Du kan kun få fradrag for dine renteudgifter på private pantebreve - for eksempel i forbindelse med køb af sommerhus, hvis Skat har oplysning om, hvem du betaler til.
Du skal derfor indberette navn, adresse med videre til Skat på den person, som modtager ydelserne.
Renteudgifter på private pantebreve skal enten fremgå af rubrik 42 (hvis pantebrevene er i depot) eller i rubrik 44, hvis de ikke ligger i et depot.

Renter på fælleslån

Bor du i ejerlejlighed er der mulighed for at få et fradrag, hvis du betaler renter til et fælleslån. Det kan eksempelvis være et lån, der er optaget i forbindelse med etableringen af et nyt tag, nye faldstammer eller udskiftning af vinduer.
For at man kan få fradrag for sine renteudgifter, skal gælden og renteudgifterne dog være fordelt ud blandt ejerne - gælden skal med andre ord være tilknyttet de enkelte personer i ejendommen.
Der har været sager, hvor man ikke fik fradrag for renteudgifterne, da lånene ikke påhvilede de enkelte medlemmer i foreningen, men alene ejerforeningen, så det er ikke sikkert, man kan få det. Undersøg eventuelt dette med din ejerforening.
I andelsforeninger vil man i princippet også kunne få fradrag for renteudgifter på fælleslån fordelt ud blandt de enkelte ejere. Det vil dog være sjældent, at det i sidste ende bliver billigere – fælleslån blandt andelsboligejere vil nemlig typisk skulle tages som et banklån, mens et lån taget af selve andelsforeningen kan tages som realkreditlån, hvor renten typisk er lavere. For ejere af andelsboliger vil det derfor sjældent være en god forretning, fordi fælleslån fordelt ud på de enkelte andelshavere, typisk vil være med en højere rente end det, foreningen kan optage i et realkreditselskab.

Renter på bolig- eller banklån

De renter, du betaler på dit bolig- eller banklån, bliver automatisk indberettet. Banker og realkreditinstitutter informerer Skat om dine renteudgifter.
For en sikkerheds skyld er det dog en god ide at tjekke, at renteudgifterne er korrekte, så du betaler den rigtige skat.

Tjek her:Hvor stort bliver dit rentesmæk?Din restskat:

Indsæt din restskat i feltet for at se, hvor meget den koster dig i renter.Hov, slap lige af. Testen går kun op til 100 millioner.
Det koster dig kroner om dagen i renter frem til den 2. juli.
I alt vil det koste dig...
kroner i renter, hvis du betaler i dag ()
kroner i renter, hvis du betaler den 2. juli.
kroner i renter, hvis du venter til efter den 2. juli.
kroner i renter, hvis du havde betalt den 9. marts, da årsopgørelsen kom ud.
Betaler du din restskat i perioden 1. januar til 2. juli 2018, skal du betale en rente på 1,7 procent, regnet fra 1. januar til og med betalingsdagen. Betaler du efter den 2. juli 2018, skal du dog i stedet for renten betale et fast procenttillæg på 3,7 procent.Er din restskat på over 20.325 kroner, bliver den del op til dette beløb regnet ind i din skat for 2019. Den del af beløbet, der er over de 20.325 kroner, bliver opkrævet i tre rater i august, september og oktober 2018.