Årsopgørelsen er nu vist mere end fire millioner gange

16x9
Mange har allerede set, om der står et rødt eller et grønt tal på deres årsopgørelse for 2017. Foto: Brian Bergmann / Scanpix

Og mange har allerede ændret tallene i deres skatteregnskab for 2017.

Borgerne er vilde efter at se, om de har fået penge tilbage for skatteåret 2017, eller om de har fået et skattesmæk. Det viser en ny opgørelse fra Skat. Søndag klokken 17.30 havde skatteborgerne logget ind på skat.dk 2,5 millioner gange.

Tallene afslører ligeledes, at der er nogen, der åbner årsopgørelsen flere gange, når de først er blevet lukket ind i systemet. Årsopgørelserne er nemlig blevet vist 4,2 millioner gange.

Ligeledes viser tallene, at der er ændret i årsopgørelserne 437.000 gange. Det er altså ikke alle, der blot nøjes med at kigge.

- Der er pres på systemet, og der er folk i kø hele tiden. Vi har skruet lidt ned for, hvor mange vi tager ind i minuttet, siger pressemedarbejder hos Skat Rikke Madsen til TV 2.

I løbet af søndagen har Skat i gennemsnit lukket omkring 1300 borgere ind til årsopgørelsen i minuttet. Dette tal skrues der løbende op og ned for, og man lukker minimum 500 ind per minut, mens det maksimale antal er godt 2000. Når det konstant justeres, hvor mange der bliver lukket ind skyldes det, at systemet bliver langsomt, hvis der er for mange inde af gangen.

Mange brugere giver sløvt system

Hvor mange, der bliver lukket ind per minut afhænger derfor også af, hvor længe de, der er derinde, forbliver logget ind.

Årsopgørelsen 2017

  • 4,6 millioner borgere får en årsopgørelse for 2017 mandag den 12. marts 2018.
  • Du kan se din årsopgørelse i din skattemappe på skat.dk.
  • Mange har ikke noget at selvangive, fordi Skat får de fleste oplysninger automatisk.
  • 98 procent af de ændringer, borgerne laver på årsopgørelsen, bliver ændret på nettet via Skats hjemmeside.
  • De områder, flest skal være opmærksomme på, er fradrag for befordring, børnebidrag, værdipapirer, håndværkerfradrag samt indtægter ved deleøkonomi.

Kilde: Skat.

Allerede inden Skat åbnede op for årsopgørelsen fredag klokken 18, havde omkring 20.000 stillet sig i kø på Skat.dk for at komme ind til en årsopgørelse, der altså endnu ikke var tilgængelig. Da Skat åbnede op for årsopgørelsen omkring klokken 18, voksede køen hastigt, og klokken 22 stod 311.000 skatteborgere i kø for at se, om der var et grønt eller et rødt tal for skatteåret 2017.

Afstemning

Skat.dk kan være ustabilt i weekenden

Det er ellers først på mandag, der officielt er adgang til årsopgørelsen, men Skat har åbnet op før tid for at teste systemerne, så de er helt klar til mandag.

- Vi bruger weekenden på at sikre, at alt virker som det skal og for at få finjusteret vores systemer. Da vi bruger weekenden som en testperiode, kan borgerne måske opleve, at systemet kommer til at køre ustabilt, samt at der eventuelt kan være begrænset adgang fra udlandet, siger kontorchef i IT i Skat, Jørgen Bo Madsen.​​​​

Mere om årsopgørelsen

  • Årsopgørelsen er en opgørelse over skatten for året før. Den kigger bagud og viser, hvad man har haft af indkomst og fradrag, og hvad man har betalt i skat.
  • Årsopgørelsen kommer hvert år i marts. Her kan borgerne se, om de skal have penge tilbage i skat, eller om de skal betale en restskat.
  • 4,6 millioner borgere får en årsopgørelse, der bliver dannet af i alt 200 millioner oplysninger.
  • Omkring 700.000 borgere ændrer på årsopgørelsen.
  • Borgerne har pligt til at tjekke, at deres årsopgørelse er korrekt.

Kilde: Skat.

Tjek om natten og undgå kø

Hvis man vil undgå at stå i kø, er det en fordel at forsøge for eksempel om natten. Klokken 2.30 natten til lørdag og klokken seks i morges var der for eksempel slet ingen kø, mens der lørdag formiddag igen er omkring en times ventetid.

Er du en af dem, der har fået penge tilbage, får du udbetalt pengene på din Nem-konto den 10. april.

De fleste får penge tilbage

Tre ud af fire skatteborgere kan se frem til at få en positiv hilsen fra Skat i form af et grønt tal på årsopgørelsen.

Når så stor en del af danskerne kan se frem til en positiv hilsen fra Skat, skyldes det især, at der aldrig er decimaler på borgernes trækprocent på forskudsopgørelsen. Trækprocenten er derimod reguleret op til nærmeste hele tal.

Hvis din trækprocent reelt skulle være 37,4 procent, bliver den altså rundet op til 38 procent. I det tilfælde betyder det, at du i løbet af skatteåret betaler 0,6 procentpoint for meget i skat. Hvis din forskudsopgørelse ellers har været korrekt, betyder det, at du får penge tilbage i marts året efter.​

- Vi runder trækprocenten op til nærmeste hele tal på forskudsopgørelsen. På den måde er vi sikre på, at folk ikke uforvarende kommer til at stå med en restskat, siger underdirektør i Skat Ineke Petersen.

Sætter fradrag lavere for en sikkerhed skyld

Andre årsager til, at mange får penge tilbage, er, at en del selv regulerer forskudsopgørelsen med henblik på at undgå et skattesmæk, når årsopgørelsen kommer.

Penge tilbage eller restskat

  • Har du betalt for meget i skat i 2017, bliver pengene sat ind på din Nemkonto den 10. april 2018.
  • Oven i det beløb, du har betalt for meget i skat, får du en godtgørelse på 0,5 procent.
  • Overskydende skat over 100.000 kroner bliver udbetalt efter den 10. april.
  • Har du eller en eventuel ægtefælle gæld til det offentlige, vil overskydende skat blive brugt til at betale af på gælden.
  • Skal du i stedet betale en restskat, betaler du en dag-til-dag-rente af beløbet på 1,7 procent til og med 2. juli 2018.
  • Efter 2. juli stiger strafrenten til et fast rentetillæg på 3,7 procent.

Kilde: Skat.

- Nogle borgere forskudsregistrerer på en måde, så der er større sandsynlighed for, at de får penge tilbage, siger hun og forklarer videre:

- De sætter deres fradrag lavere end det, de reelt er berettiget til. Der er nogle borgere, der godt kan lide at have den tryghed, siger hun.

Pæn godtgørelse venter

De, der får penge tilbage i skat, kan desuden se frem til en godtgørelse på 0,5 procent af det beløb, de har til gode hos Skat.

Den godtgørelse kan man godt være tilfreds med, sammenlignet med hvad man ellers får i rente i landets banker, fortæller lektor i skatteret ved Copenhagen Business School Søren Bech:

- Det er en rigtig god rente. Hvis man alternativt har penge stående hos banken, så giver det typisk ikke noget i rente i øjeblikket, så en godtgørelse på 0,5 procent er en god forrentning, siger han.​

​Skats godtgørelse er skattefri

Sammenligner man Skats godtgørelse med bankernes renter, skal man desuden tage højde for, at man – i modsætning til renter i banken - ikke skal betale skat af godtgørelsen på 0,5 procent fra Skat. Når man sammenligner godtgørelsen med bankrenterne, svarer godtgørelsen derfor til en rente på cirka 0,75 procent før skat.

Revisor og ekspert i personbeskatning hos revisionsselskabet Pwc Per Ørtoft Jensen peger ligeledes på, at Skats godtgørelse ligger i den høje ende, hvis man sammenligner med bankernes renter.

- Det er ikke en svimlende høj godtgørelse, men det er okay i forhold til, hvad du kan få på en konto i banken, siger han og peger på, at den højeste bankrente, du kan finde lige nu uden at binde dine penge i længere tid, netop er 0,7 procent.

Først den 10. april meddeler Skat, hvor meget folk i gennemsnit har fået tilbage i skat. Da årsopgørelsen kom i marts sidste år, fik de skatteborgere, der fik penge tilbage, i gennemsnit 5.063 kroner tilbage for skatteåret 2016.

Dyrt at skylde penge til skat

Tilhører du i stedet den sidste fjerdedel af skatteborgerne, der får et skattesmæk, bliver du i stedet mødt af strafrenter. Betaler du skattesmækket senest den 2. juli 2018, slipper du med en rente på 1,7 procent. Renten er en såkaldt dag-til-dag-rente. Det er derfor billigere, jo hurtigere du betaler.

Renterne hos Skat kan ikke trækkes fra, og sammenligner du med renter, du betaler andre steder, svarer renten på 1,7 procent derfor til en rente på omkring 2,5 procent før skat.

Tast dit skattesmæk ind her og se, hvor dyrt det er i renter alt efter, hvornår du betaler.

Tjek her:Hvor stort bliver dit rentesmæk?Din restskat:

Indsæt din restskat i feltet for at se, hvor meget den koster dig i renter.Hov, slap lige af. Testen går kun op til 100 millioner.
Det koster dig kroner om dagen i renter frem til den 2. juli.
I alt vil det koste dig...
kroner i renter, hvis du betaler i dag ()
kroner i renter, hvis du betaler den 2. juli.
kroner i renter, hvis du venter til efter den 2. juli.
kroner i renter, hvis du havde betalt den 9. marts, da årsopgørelsen kom ud.
Betaler du din restskat i perioden 1. januar til 2. juli 2018, skal du betale en rente på 1,7 procent, regnet fra 1. januar til og med betalingsdagen. Betaler du efter den 2. juli 2018, skal du dog i stedet for renten betale et fast procenttillæg på 3,7 procent.Er din restskat på over 20.325 kroner, bliver den del op til dette beløb regnet ind i din skat for 2019. Den del af beløbet, der er over de 20.325 kroner, bliver opkrævet i tre rater i august, september og oktober 2018.

Får du ikke betalt dit skattesmæk senest den 2. juli, stiger strafrenten hos Skat til 3,7 procent. Nu er der ikke længere tale om en dag-til-dag-rente. I stedet lægger Skat bare 3,7 procent oven i det, du skylder og regner beløbet ind i din skat for 2019.

Sådan gør Skat med de store skattesmæk

Er dit skattesmæk højere end 20.325 kroner, og har du ikke betalt det senest den 2. juli, bliver de 20.325 kroner regnet ind i din skat for 2019. Den del af beløbet, der er højere end 20.325 kroner, bliver delt op i tre rater, som du skal betale i august, september og oktober.

Lyder din restskat på eksempelvis 26.325 kroner, bliver de 6000 kroner, der overstiger de 20.325 kroner, delt op i tre gange 2000 kroner. Du skal dermed betale 2000 kroner i august, september og oktober.

Herunder kan du se en række af de vigtigste fradrag, du skal huske at få med på din årsopgørelse, så du ikke snyder dig selv i skat.

Årsopgørelsen 2017: Her er fradragene, du ikke må glemme

Befordringsfradrag (kørselsfradrag)

Hvis din samlede kørsel mellem dit hjem og dit arbejde overstiger 24 kilometer per dag, kan du få fradrag for befordring.
Befordringsfradraget er 1,93 kroner per kilometer i skatteåret 2017, hvis du har mellem 24 og 120 kilometer i alt til og fra dit arbejde. Det giver en kontant skattebesparelse på 0,53 kroner per kilometer, du trækker fra.
Har du længere end 60 kilometer (120 kilometer i alt til og fra arbejde), kan du dog kun trække 0,97 kroner fra for den del af turen, der ligger ud over de 120 kilometer. De kilometer, du trækker fra for hver kilometer over 120 kilometer, giver en skattebesparelse på 0,27 kroner per kilometer.
Udkantskommuner:
Bor du i en af de såkaldte udkantskommuner, kan du dog trække 1,93 kroner fra for hele turen, der går udover de 24 kilometer. Også den del, der går udover 120 kilometer per dag, kan du trække fra med 1,93 kroner per kilometer.
 
Udkantskommuner:
Jylland:
Læsø, Brønderslev, Norddjurs, Morsø, Hjørring, Tønder, Frederikshavn, Vesthimmerland, Jammerbugt, Skive, Struer, Sønderborg, Thisted, Aabenraa.
Østdanmark og Fyn: Langeland, Lolland, Ærø, Samsø, Svendborg, Bornholm, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Odsherred, Slagelse, Vordingborg.
Eksempel 1:
En bilist har 40 kilometer til arbejde (80 kilometer per dag).
Bilisten kørte til og fra arbejde 216 dage i 2017.
Fradraget er dermed 23.346 kroner.
Skattebesparelsen er 6443 kroner.
Eksempel 2:
En bilist har 80 kilometer hver vej til sit arbejde (160 kilometer i alt). Vedkommende bor i en udkantskommune. Bilisten kørte til og fra arbejde 216 dage i 2017.
Bilistens samlede befordringsfradrag er 56.696 kroner.
Skattebesparelsen er dermed 15.648 kroner.
 
Ekstra kørselsfradrag:
Du kan få et ekstra kørselsfradrag, hvis du tjente mindre end 316.200 kroner i 2017. Du kan højst få ekstra fradrag på 12.500 kroner for skatteåret 2017. Fradraget nedsættes gradvist for indkomster over 266.200 kroner og op til 316.200 kroner i 2017. Det ekstra kørselsfradrag beregnes automatisk.
 
Det gode råd:
Et godt tip er at beregne fradraget ud fra de faktiske antal kørte kilometer og ikke ud fra ”fugleflugtslinjen”. Tjek derfor kilometerantallet, når du holder i din indkørsel, og når du igen holder i din garage efter at have været på arbejde og hjem igen. Hvis du bruger Krak som vejviser, er den korteste vej ikke nødvendigvis den hurtigste. Såfremt du kører en anden vej, som er mere hensigtsmæssig, skal du derfor huske at anføre de faktiske antal kilometer.
Vær også opmærksom på, at Skat normalt tager udgangspunkt i 216 arbejdsdage til beregning af kørselsfradraget. Er du flere eller færre dage på arbejde i løbet af året, skal du tage udgangspunkt i det antal gange, du rent faktisk kørte til din arbejdsplads i løbet af året. Har du en sygedag, hvor du ikke kører til arbejde, kan du for eksempel ikke tage befordringsfradrag for denne dag.
Befordringsfradraget skal du skrive på årsopgørelsens rubrik 51.
 

Pendlerfradrag: Træk broen fra (befordringsfradrag)

Krydser du en betalingsbro på vej til arbejde, kan du trække en del af udgiften til broen fra for hver tur over broen.
Brofradrag per tur over Storebælt:
Bil eller motorcykel: 110 kroner – skattebesparelse: 30,36 kroner
Tog/offentlig transport: 15 kroner – skattebesparelse: 4,14 kroner
Brofradrag per tur over Øresund:
Bil eller motorcykel: 50 kroner – skattebesparelse: 13,80 kroner
Tog/offentlig transport: 8 kroner – skattebesparelse: 2,21 kroner
Bemærk: Betaler arbejdsgiveren transporten, kan du ikke trække broafgiften fra.
Rubrik på årsopgørelsen: 51.

Servicefradrag (håndværkerfradrag)

Du kan trække i alt 18.000 kroner fra på løn til arbejdsopgaver, der er udført i dit hjem i løbet af 2016.
Beløbet er fordelt på 12.000 kroner til grønne forbedringer af boligen samt 6000 kroner til serviceydelser som børnepasning og rengøring.
Grønne forbedringer
Får du for eksempel skiftet vinduer eller døre ud eller isoleret boligen, kan du trække op til 12.000 kroner fra til håndværkernes arbejdsløn. Trækker du alle 12.000 kroner fra, giver det dig en kontant skattebesparelse på 3312 kroner.
Serviceydelser i hjemmet
Du kan ligeledes trække 6000 kroner fra på arbejdslønnen til serviceydelser i dit hjem som for eksempel rengøring, børnepasning og havearbejde. Bruger du hele fradraget på 6000 kroner, giver det dig en kontant skatterabat på 1656 kroner.
Du kan få håndværkerfradrag i disse boliger
Bor du i ejerbolig, andelsbolig, en lejebolig eller har du et fritidshus, kan du få håndværkerfradrag. Bor du i lejebolig, skal du selv have betalt for arbejdet for at få fradrag, ligesom du skal have ret til at vedligeholde boligen.
De kan få fradrag:
Du kan få fradrag. Din ægtefælle kan også få fradrag. Bor du med en samlever, og har I fælles økonomi, kan I også begge benytte jer af fradraget, således at I har et fradrag på maksimalt 36.000 kroner.
Hjemmeboende børn over 18 år kan ligeledes benytte fradraget, hvis de betaler deres del af regningen.
Regningen skal være betalt senest…
Du kan kun få håndværkerfradrag for 2017, hvis regningen er betalt senest den 28. februar 2018.
 
Betal elektronisk
Husk, at betaling med kontanter ikke giver fradrag. Betaling skal være sket elektronisk - via dankort, Mobilepay, Swipp eller netbank.
 
Du skal gå ind på TastSelv på Skats hjemmeside og vælge punktet Indberet servicefradrag (håndværkerfradrag) eller Ret årsopgørelsens rubrik 460.
 
Det gode råd:
Har du glemt at indberette håndværkerfradraget for 2014, 2015 eller 2016, kan du nå det endnu. Gå ind på Skat.dk under 'Håndværkerfradrag (servicefradrag)' på den side, der hedder 'Ret årsopgørelsen'.

Få fradrag for donationer til velgørenhed

Hvis du har indbetalt til velgørenhed til eksempelvis Kræftens Bekæmpelse, Børnefonden, Amnesty International eller andre organisationer, kan du få fradrag for beløbet.
For at få fradraget skal du tjekke, om organisationerne har indberettet beløbene til Skat. Du kan nemlig kun få fradrag, hvis organisationerne har indberettet dine bidrag til Skat. Du har fradrag for det indbetalte beløb. Dog højst 15.600 kroner i alt i 2017.
Hvis du betaler 100 kroner om måneden (1200 kroner årligt), får du en kontant skatterabat på 331 kroner for din samlede årlige donation.
Bruger du det maksimale fradrag på 15.600 kroner om året, får du en skatterabat på 4305 kroner. Du kan altså donere 15.600 kroner, selvom din egen reelle udgift efter skat begrænser sig til 11.295 kroner.
 
Hvis dine bidrag ikke fremgår af din årsopgørelse, skal du rette henvendelse til den organisation, du har indbetalt bidragene til, idet du ikke selv kan ændre dette felt på årsopgørelsen.
Du bør derfor gemme giroindbetalingskort eller andet, der kan bekræfte, at du har indbetalt beløbene.
Fradrag for donationer fremgår af rubrik 55.
 

Kost, logi og småfornødenheder som udsendt

Bliver du 'sendt ud' i forbindelse med dit arbejde i mere end 24 timer, er der mulighed for at få et fradrag for udgifter forbundet med kost og logi.
For at få del i dette fradrag skal du have haft et såkaldt 'midlertidigt arbejdssted'. Du skal minimum være hjemmefra i 24 timer som følge af udsendelsen fra dit arbejde. Derudover skal afstanden til det midlertidige arbejdssted være så stor, at man ikke har mulighed for at rejse frem og tilbage hver dag og tilbringe natten i sin egen seng.
For eksempel kan du få dette fradrag, hvis du normalt arbejder i Jylland som håndværker, men arbejder midlertidigt på Sjælland - eller omvendt.
Fradraget for kost og logi udgør uden dokumentation henholdsvis 487 kroner og 209 kroner, hvilket samlet set kan give et fradrag på 696 kroner per dag og samlet op til 26.800 kroner i 2017.
'Uden dokumentation' betyder, at man ikke skal fremvise kvitteringer.
Man får ikke del i fradraget, hvis udgifterne er dækket af arbejdsgiveren. Det er dog fordelt på hver sit, så hvis man 'kun' har fået dækket udgiften til logi, kan du stadig trække 487 kroner fra for den kost, du selv skal dække og omvendt.
Der er dog en mulighed for at få et fradrag, selvom arbejdsgiveren dækker rejseudgifterne i form af kost og logi. Gør arbejdsgiveren dette, kan man alligevel fratrække 25 procent af den aktuelle kostsats til dækning af småfornødenheder. Da kostsatsen i 2017 lyder på 487 kroner per dag, så svarer det til et ligningsmæssigt fradrag på 121,75 kroner per døgn, hvilket giver en kontant skattebesparelse på 33,60 kroner per dag.
Rubrik på årsopgørelsen: 53.

Tab på aktier og investeringsforeningsbeviser

Husk at kontrollere, om Skat har oplysninger om din beholdning af børsnoterede aktier og investeringsforeningsbeviser. I modsat fald er der risiko for, at du ikke kan få fradrag for tab på børsnoterede aktier og investeringsforeningsbeviser, når du engang i fremtiden sælger dem.
Har du solgt børsnoterede aktier med tab i tidligere år, så kontrollér også, at Skat har disse oplysninger, da tab kan modregnes i fremtidige gevinster og udbytte på børsnoterede aktier.
Hvis din ægtefælle har en gevinst på en børsnoteret aktie, så overføres dit tab til modregning i ægtefællens aktiegevinster og udbytte af børsnoterede aktier.
Har du haft et tab, skal det anføres med et minus foran beløbet på årsopgørelsen.
Rubrik på årsopgørelsen: 66.

Børne- og underholdsbidrag

Børne- og underholdsbidrag bliver alene indberettet til Skat, hvis ordningen går via det offentlige. Rigtig mange fraskilte personer indgår selv bindende aftaler om børne- og underholdsbidrag. Disse personer skal selv sørge for at fratrække det fradragsberettigede bidrag på årsopgørelsen.
Hvis der er betalt bidrag til en fraskilt ægtefælle i forbindelse med et barns dåb eller konfirmation, kan disse bidrag i visse tilfælde være fradragsberettigede. Også disse bidrag skal indberettes, idet de alene fremgår af årsopgørelsen, hvis der er tale om en ordning, der går via det offentlige.
Du skal huske at indberette cpr.nr. på modtageren af børne- og underholdsbidraget samt beløb, hvis det ikke betales gennem det offentlige. I modsat fald kan du ikke få fradrag for det for skatteåret 2016.
Fradraget skal indberettes i rubrik 56.

Boligkøb/salg – ejendomsværdiskat med videre

Ved køb af fast ejendom skal du normalt kun betale ejendomsværdiskat fra overtagelsesdatoen og ikke fra det tidspunkt, hvor du skrev under på købsaftalen. Tilsvarende skal du normalt kun betale ejendomsværdiskat, når du flytter ind i den nye bolig.
Du skal på årsopgørelsen angive det tidspunkt, hvor du har beboet ejendommen.
Har du i forbindelse med salg eller køb af en ejendom betalt nogle renter eller fået nogle renter tilbage i forbindelse med en såkaldt refusionsopgørelse, skal de også indberettes til Skat. Det sker ikke automatisk.
Hvis det er en renteindtægt, kan beløbet indberettes i rubrik 39 – anden kapitalindkomst.
Hvis det er renteudgifter, kan beløbet indberettes i rubrik 44 – renteudgifter af anden gæld.

Har du købt bolig i 2017?

I forbindelse med køb af ny bolig skal du typisk stille en bankgaranti. Det vil sige, at man betaler en garantiprovision til banken, der kan trækkes fra i skat. Beløbet er ikke indberettet til Skat. Tjek lige op på det – det er typisk op til et par tusinde kroner.
Fradraget indberettes i rubrik 44.

Stiftelsesprovision på korte lån

Stiftelsesprovisioner på lån med en aftalt løbetid på under to år kan også trækkes fra.
Er stiftelsesprovisionen mere end 2,5 procent af lånebeløbet, kan du højst trække 2,5 procent af lånebeløbet fra i det år, hvor provisionen forfalder til betaling.
Fradraget indrettes i rubrik 44.

Låneomkostninger

Der er kun fradrag for låneomkostninger, hvis lånet optages i fremmed valuta, for eksempel i euro. Der er ikke fradragsret for låneomkostninger for personer, hvis lånet optages i danske kroner. Der er kun fradrag for den del af låneomkostningerne, som kan henføres til årets afdrag.
Er der fradrag, og er der tale om et realkreditlån, skrives fradraget i rubrik 41.

Renteudgifter på private pantebreve

Du kan kun få fradrag for dine renteudgifter på private pantebreve - for eksempel i forbindelse med køb af sommerhus, hvis Skat har oplysning om, hvem du betaler til.
Du skal derfor indberette navn, adresse med videre til Skat på den person, som modtager ydelserne.
Renteudgifter på private pantebreve skal enten fremgå af rubrik 42 (hvis pantebrevene er i depot) eller i rubrik 44, hvis de ikke ligger i et depot.

Renter på fælleslån

Bor du i ejerlejlighed er der mulighed for at få et fradrag, hvis du betaler renter til et fælleslån. Det kan eksempelvis være et lån, der er optaget i forbindelse med etableringen af et nyt tag, nye faldstammer eller udskiftning af vinduer.
For at man kan få fradrag for sine renteudgifter, skal gælden og renteudgifterne dog være fordelt ud blandt ejerne - gælden skal med andre ord være tilknyttet de enkelte personer i ejendommen.
Der har været sager, hvor man ikke fik fradrag for renteudgifterne, da lånene ikke påhvilede de enkelte medlemmer i foreningen, men alene ejerforeningen, så det er ikke sikkert, man kan få det. Undersøg eventuelt dette med din ejerforening.
I andelsforeninger vil man i princippet også kunne få fradrag for renteudgifter på fælleslån fordelt ud blandt de enkelte ejere. Det vil dog være sjældent, at det i sidste ende bliver billigere – fælleslån blandt andelsboligejere vil nemlig typisk skulle tages som et banklån, mens et lån taget af selve andelsforeningen kan tages som realkreditlån, hvor renten typisk er lavere. For ejere af andelsboliger vil det derfor sjældent være en god forretning, fordi fælleslån fordelt ud på de enkelte andelshavere, typisk vil være med en højere rente end det, foreningen kan optage i et realkreditselskab.

Renter på bolig- eller banklån

De renter, du betaler på dit bolig- eller banklån, bliver automatisk indberettet. Banker og realkreditinstitutter informerer Skat om dine renteudgifter.
For en sikkerheds skyld er det dog en god ide at tjekke, at renteudgifterne er korrekte, så du betaler den rigtige skat.