Tabte halvdelen af sin investering i bitcoin - og fremtiden er ikke lys, mener kommentator

Det skortede ikke på advarsler om at investere i kryptovalutaen bitcoin. Værdien er faldet over 260 milliarder siden jul. Peter Wickings tabte stort.

Spekulationslysten var stor, og mange håbede på hurtige fortjenester, da bitcoin-feberen steg i efteråret. Kursen på kryptovalutaen mangedobledes - og den 18. december toppede bitcoin med en værdi på en enkelt mønt på 120.000 kroner.

Men på seks uger er det gået meget ned ad bakke. Lige nu ligger en bitcoin på en værdi af omkring 49.000 kroner. Altså mere end en halvering.

Peter Wickings, der er kontaktchef i et marketingsfirma, er en af de danskere, der i slutningen af sidste år blev smittet af feberen og valgte at investere i bitcoins.

Så kom januar... og tabet

- I december går jeg ind med 50.000 kroner og tænker, nu er det nu. Så går det jo rigtig godt i en uge, og så kommer januar, og så kommer faldet, siger Peter Wickings.

- Selvfølgelig er det en risiko. Det er det altid. Der er aldrig en investering, som ikke kommer med en risiko. Og mine 58.000 de er nok 30.000-35.000 kroner værd i dag.

Alligevel har Peter Wickings ikke fortrudt sin investering i det, som nogle har kaldt det rene pyramidespil.

- Det handler jo om at have is i maven, enten så skal du være en mand og realisere dit tab, eller du må tro på, at det bliver bedre. Og hvis du tror på teknologien, så burde det ikke være det store problem at tro på, at tingene bliver bedre igen, siger Peter Wickings.

Bitcoin - det vilde Vesten

Flere eksperter advarede allerede i december folk mod at hoppe med på bølgen og kaldte bitcoin-racet for det vilde Vesten.

Kryptovaluta

Kryptovaluta er ment som digitale alternativer til almindelige penge. 

Kryptovalutaer er imodsætning til almindelige valutaer ikke reguleret af nogen regeringer eller centralbanker.

Bitcoin var den første kryptovaluta. 

Kryptovalutaer er kendt for at svinge exceptionelt meget i pris i forhold til almindelige valutaer 

Da værdien svinger meget, er der stor diskussion om, kryptovalutaer egentligt er alternativer til penge, eller om de ikke snarere er højriskofyldte investeringer. 

Kilder: cryptocurrencyfacts.com, fool.com 

 Leif Fallesen, der er erhvervskommentator og tidligere chefredaktør på dagbladet Børsen, siger til TV 2:

- Den er jo styrtdykket, først og fremmest fordi det er gået op for folk, at det ikke er en rigtig valuta, at det faktisk er noget, man kun køber for at sælge igen hurtigst muligt bagefter - fuldstændig ligesom et pyramidespil.

Modstand fra myndighederne

Og fremtiden for bitcoin vurderer Leif Beck Fallesen ikke til at være nær så optimistisk og attraktiv som tidligere. 

- Bitcoin kan selvfølgelig igen begynde at stige i værdi, men det bliver meget sværere end tidligere, fordi nu møder de pludselig modstand fra banker, fra myndigheder og fra alle andre i markedet, siger erhvervskommentatoren Leif Beck Fallesen.