Verdens rigeste blev seks billioner kroner rigere i 2017

Seks danskere er på listen over de rigeste i verden.

2017 har været et godt år for de 500 rigeste i verden. Ifølge Bloombergs milliardærindex er deres formuer steget med 23 procent siden 2016. Det svarer til cirka seks billioner kroner, hvilket er 6000 milliarder kroner.

Den hidtil rigeste person i verden har længe været Microsoft-grundlæggeren, Bill Gates, men han har nu måttet se sig slået af grundlæggeren af Amazon, Jeff Bezos, hvis formue er steget med 50 procent. Jeff Bezos' formue lyder nu på over 623 milliarder kroner.

Chefstrateg i Carnegie Investment Bank Henrik Drusebjerg fortæller til TV 2, at en metode, man brugte til at løse finanskrisen i 2007, har gjort, at de rige er blevet rigere.

- Man satte renten ned til nul, og så pumpede man penge ud i verdensøkonomien for at gøre den bedre. Det har især betydet, at værdipapirer som aktier, obligationer og ejendomme – stort set alt, hvad de rige i forvejen har – er blevet mere værd, forklarer han.

Artiklen fortsætter under listen.

De fem rigeste i verden

Jeff Bezos

Jeff Bezos. Foto: MANDEL NGAN / Scanpix Denmark
Med en formue på 623 milliarder kroner topper grundlæggeren af Amazon listen. 

Bill Gates

Bill Gates. Foto: POOL / Scanpix Denmark
Grundlæggeren af Microsoft har længe ligget nummer et på listen over verdens rigeste, men er nu degraderet til en andenplads med et beløb på 571 milliarder kroner. 

Warren Buffett

Warren Buffett. Foto: Rick Wilking / Scanpix Denmark
Den amerikanske investor og forretningsmand indtager listens tredjeplads med en formue på 532 milliarder kroner. 

Amancio Ortega

Amancio Ortega. Foto: MIGUEL VIDAL / Scanpix Denmark
Den spanske forretningsmand er grundlægger af verdens største tøjforhandler, Inditex, som blandt andet ejer tøjkæden Zara. Han har en formue på 472 milliarder kroner.

Mark Zuckerberg

Mark Zuckerberg. Foto: DREW ANGERER / Scanpix Denmark
Facebook-ejeren indtager femtepladsen på listen med en formue på 454 milliarder kroner. 

Danskere på listen

På Bloombergs milliardærindex er seks danskere også at finde på listen.

På en 102. plads er Lego-chefen, Kjeld Kirk Kristiansen, den rigeste dansker med en formue på 80 milliarder kroner.

Længere nede på listen finder man ejeren af tøjvirksomheden Bestseller, Troels Holch Povlsen, med en formue på 40 milliarder kroner, hvilket giver ham en 271. plads.

Niels Peter Louis-Hansen fra Coloplast ligger på 415. pladsen med 29 milliarder kroner, og til sidst ligger Kjeld Kirk Kristiansens tre børn på 482., 483. og 484. pladsen.

De har hver en formue på 26,5 milliarder kroner.

De seks rigeste danskere i verden
På Bloombergs liste over de 500 rigeste i verden optræder seks danskere.