Danske hjemmesider lagt ned på Black Friday

To millioner mennesker forventes at være på jagt efter gode tilbud på dette års Black Friday.

Tilbudsjægere har i nat været på jagt efter gode Black Friday-tilbud på nettet. Mange har dog måttet gå forgæves, da flere hjemmesider var gået ned.

Det gælder blandt andet for Føtex.dk, Bilka.dk, Power.dk og Elgiganten.dk. Hjemmesiderne bukkede under ved midnatstid. Elgiganten og Power kom i løbet af natten op at køre igen, mens Bilka.dk og Føtex.dk stadig er lukket land fredag morgen klokken 5.30.

Advarer om alt for gode tilbud

Black Friday, som er en dag med gode tilbud, har vokset sig større og større i Danmark de seneste år. Og fredag den 24. november i år står danskerne til at sætte rekord og klikke endnu flere varer i kurven end tidligere set.

Bankernes interesseorganisation Finans Danmark og e-mærket, den danske certificeringsordning for webshops, har dog på forhånd været ude at advare tilbudsjægerne om ikke at hoppe på hvad som helst. Nogle tilbud er nemlig lidt for gode til at være sande.

Det er nemlig ikke kun os forbrugere, der har en fest på Black Friday. Det har it-svindlerne også.

Bilkas hjemmeside har været nede i løbet af natten.
Bilkas hjemmeside har været nede i løbet af natten. Foto: TV 2

- De sidste par år har Black Friday vist sig at være en af de største nethandelsdage på hele året, og den udvikling følger de it-kriminelle, siger Toke Mølgaard, kommunikationschef hos e-mærket.

Også Forbrugerrådet Tænk advarer de danske tilbudsjægere imod at svinge dankortet helt ukritisk. Man kan nemlig ikke stole på de nedsættelser, der bliver reklameret med, siger Vagn Jelsøe, som er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

- Det vigtige er jo, hvad tingen koster - og ikke hvor meget butikken påstår, at den tidligere har kostet. Forbrugerombudsmanden var for en måned siden ude at kritisere nogle af de større kæder for sidste år på Black Friday at have reklameret med nedsættelser, som ikke var reelle.

Vagn Jelsøe råder forbrugerne til at være velforberedte, inden de kaster sig over de gode tilbud.

- Det vigtige er ikke bare at gå ud og lave impulskøb. Gør et forarbejde - sid derhjemme og overvej, hvad du vil have. Og så gå ind på Pricerunner eller en anden prissammenligningsside og se, hvad produktet koster de forskellige steder.

- Det kan jo også være, at den vare, som du gerne vil have, bliver sat yderligere ned senere.

Flere penge over disken i går

To millioner danskere forventes at handle på Black Friday.

Sidste år svingede danskerne dankortet for over to milliarder kroner. Forventningerne er, at det beløb vil stige med 40 millioner kroner i år.

Det viser en undersøgelse, der er foretaget af YouGov for Nordea.