Forhandler af luksusbiler roser DF i usædvanlig annonce: Tak fordi I vil gøre luksusbiler billigere

16x9
Registreringsafgiften ventes at blive et centralt tema på Christiansborg dette efterår. Foto:

Dansk Folkeparti ønsker, at små og mellemstore biler bliver billigere. Men ifølge bilforhandler gavner partiets forslag også luksusbilerne.

- Kære Dansk Folkeparti. Vi skylder jer en stor og oprigtig tak.

Sådan lyder det mandag i en stor annonce, indrykket i blandt andet avisen Jyllands-Posten af virksomheden Interdan Leasing. En virksomhed, der blandt andet specialiserer sig i at lease dyre luksusbiler som Mercedes og Porsche til danske kunder.

Årsagen til rosen er, at regeringens støtteparti har foreslået en større omlægning af registreringsafgiften på biler. I dag afgøres registreringsafgiften alene af bilens pris, men fremover skal den ifølge Dansk Folkeparti i stedet være baseret på tekniske forhold såsom bilens sikkerhed og CO2-udledning.

- Det vil betyde, at små og mellemstore biler med det nyeste sikkerhedsudstyr bliver billigere og til at købe for den almindelige dansker, lød det fra partiets finansordfører René Christensen, da han tidligere på sommeren præsenterede partiets ide.

Men ifølge Interdan Leasing, der ifølge finans.dk er ejet af familien bag en af Danmarks største bilkoncerner, er det langt fra blot de små og mellemstore biler, der vil blive tilgodeset af en sådan ændring.

- Vi skylder jer en stor og oprigtig tak for opbakningen til nye tekniske afgifter, som fremover vil give flere danskere adgang til dyre luksusbiler, lyder det i annoncen.

Annoncen i Jyllands-Posten
Annoncen i Jyllands-Posten Foto: Jyllands-Posten

Regeringen foreslår en markant sænkelse

Dansk Folkeparti har ikke fremlagt et gennemarbejdet samlet udspil, så det er ikke muligt at lave regneeksempler på, hvor meget billigere forskellige biler ville blive med Dansk Folkepartis forslag.

- Det, der er vigtigst for os, er at vi i højere grad får biler på de danske veje, der er miljørigtige, og så meget sikkerhedsudstyr som muligt, forklarer Rene Christensen til TV 2 og fortsætter:

- Og dem, vi især gerne vil tilgodese med vores forslag er mellemklassebilerne som for eksempel en Golf. I dag bliver der solgt rigtig mange af de helt små mikrobiler, men når man kigger på både sikkerhedsudstyr og miljøbelastning, er de ikke nær så gode, som de lidt større biler.

Men er det rigtigt, at jeres forslag også vil betyde, at luksusbilerne bliver markant billigere?

- Det er jo sådan, at de her dyrere biler altid er de første med nyt sikkerhedsudstyr, som kommer senere i de mere almindelige biler. Men omvendt forurener de ofte mere.

Så vil en Porche eller en Mercedes blive billigere, hvis jeres forslag blev til virkelighed?

- De vil i hvert fald ikke blive lige så billige som med regeringens udspil. Hvis man som regeringen laver en værdibaseret sænkelse, er det luksusbilerne, der får den største gevinst, siger Rene Christensen.

Registreringsafgiften ventes at blive et centralt tema i de kommende måneders politiske forhandlinger på Christiansborg. Ifølge TV 2s oplysninger vil regeringen i denne uge spille ud med et forslag til en markant sænkelse af den nuværende registreringsafgift. En sænkelse, som vil betyde, at dyre biler vil falde markant i pris.

Annoncør: Ironisk undertone

Koncerndirektør i Interdan biler, Kenneth Hansen, kalder overfor TV 2 annoncen for et "ironisk" indspark til debatten. 

- Målet med den her annonce er, med en ironisk undertone, at levere et indspark til debatten om de forhandlinger, der er i gang. Vi er selvfølgelig glade for, at politikerne ser på at sænke registreringsafgiften, siger han og fortsætter: 

- Når man snakker en model for tekniske afgifter, har man i høj grad lænet sig op ad de erfaringer, man har fra systemet i Norge, hvor afgiften bliver baseret på vægt og CO2-udledning. Og kopierer man den model, man har set i Norge, vil det betyde, at de mindste biler i markedet vil holde deres priser. I mellemsegmentet vil bilerne blive lidt billigere. Og så er der nogle luksusbiler, som vil blive markant billigere. I Norge er tre blandt de fem mest solgte bilmærker nu i luksus-segmentet, siger han. 

Men det kommer jo an på, hvordan man skruer en sådan model sammen? Dansk Folkeparti har mig bekendt ikke sagt, at de vil kopiere den norske model?

- Det er korrekt, siger Kenneth Hansen.