Kanelgifler startede jagten på tilbud - her er hans bedste tricks til at finde dem

16x9
Nu vil Føtex forsøge at kapre kunder fra discountbutikkerne. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark (arkiv)

Danske detailkæders kamp om markedsandele kan presse priserne ned. De kæmper blandt andet om discountkunderne.

En dag havde Amary Christensen fra Odense lyst til kanelgifler.

- Det hele startede med, at jeg bare gik ind i Rema 1000 og så efter nogle gifler. Det var gifler, jeg ville have. Og der så jeg så, at de kostede 10 kroner, og så købte jeg dem derfra. Efter et par uger skulle jeg så købe gifler igen, og der så jeg så, at de kostede 16 kroner. Så tænkte jeg: "Det har jeg ikke råd til", siger han til TV 2.

Så gik han i Super Brugsen, og der fandt han gifler til 10 kroner igen.

- Så tænkte jeg: "Der må være en måde, man kan spare penge på". For det er den samme ting. Den stiger bare det ene sted, mens den falder et andet sted, forklarer han.

Konkurrence om kunderne

Amary Christensen er tilbudsjæger, og lige nu er der hård konkurrence blandt danske supermarkeder om at vinde markedsandele.

Discounthandlen står for omtrent 40 procent af det danske dagligvaremarked, og senest har Føtex meldt ud, at man vil sætte prisen ned på mere end 2000 varer i kædens sortiment. Formålet er at stjæle kunder fra discountbutikkerne.

Meny tog hul på et lignende initiativ tidligere på måneden.

Det er sjældent, jeg handler i Bilka og Føtex, fordi jeg synes, at priserne er grande store.

Maria Munkholm, førtidspensionist

Men det er ikke kun kampen om kunder som Amary Christensen, der får Føtex til at gå i priskrig.

- Generelt har detailkæderne et problem med, at markedet er fladt. Dagligvareforbruget er stabilt og måske nedadgående, fordi flere køber færdigmad i hverdagen, så det er mere bredt. Det handler egentlig om at fastholde sin markedsposition som detailhandler, siger Per Østergaard Jacobsen, som er detailhandelekspert og ekstern lektor på CBS.

Deler tilbud på marineret kylling 

For Amary Christensen handler det primært om pris, og han har taget initiativ til at dele de gode tilbud. Efter sin giffeljagt fik han ideen til at starte en Facebook-gruppe, hvor han deler billeder af de gode tilbud i Odense og omegn.

På sit seneste foto har han fundet barbequemarinerede kyllinge-spareribs til 15 kroner i Fakta i Dalumcentret.

Og som næste skridt planlægger den multimediedesign-studerende at lave en app, der skal gøre det lettere at finde de gode tilbud.

Prisnedsættelserne i Føtex kommer efter et turbulent år for dagligvarehandelen, hvor der har været hård konkurrence.

"Det er kanondyrt"

Maria Munkholm fra Humlebæk håber, at en priskrig vil komme hende til gode. Hun er 34 år og førtidspensionist på grund af en rygskade, og må derfor lede efter de gode tilbud for at få økonomien til at hænge sammen.

- Det er sjældent, jeg handler i Bilka og Føtex, fordi jeg synes, at priserne er grande store. En pose kaffe ligger oppe omkring 58 kroner. Og det synes jeg er kanondyrt, siger hun til TV 2.

Derfor går hun på nettet med sin mand for at finde de gode tilbud. Sammen handler de primært i discountkæder som Rema 1000, Fakta og Lidl.

- For det første er jeg pensionist og har derfor ikke råd til så meget som dem, der har kassen. Og jeg synes, undskyld mit sprog, at rigtig mange ting er pissedyre, siger hun.

Hun tager godt imod konkurrencen på markedet, der efter Føtex' eget udsagn vil presse priserne ned.

- Det, synes jeg, kun er fint, for så kan vi andre også gå ud og købe nogle lækre ting i stedet for bare at handle i Rema og dermed ikke se, hvad de andre har tilbud på, fordi de er for dyre. 

Tilbudsjægernes fem gode tip

Hold øje med spotvarerne

Der er guld at hente i afdelingerne med spotvarer. Her går de rutinerede tilbudsjægere altid på jagt.

Tænk dig om

Du skal stille dig selv følgende spørgsmål:
- Har du brug for varen nu?
- Er den på tilbud et andet sted?
- Er jeg villig til at betale det

Gå på nettet

Flere hjemmesider tjekker tilbud i alle supermarkeder på en gang. Dem kan du bruge til at forberede dig inden turen i supermarkedet.

Forbered dig hjemmefra

Med god forudgående research og en god indkøbsliste kan det ikke gå helt galt. Så undgår du at lave impulskøb nede i forretningerne.

Hav styr på kæderne

Blandt tilbudsjægere regnes nogle kæder for at være dyrere end andre. Hold øje med tilbuddene over et rum tid, så du får et indtryk af, hvornår kæden har ting på tilbud.