I Danmark kan man blive rig af at gifte sig: Nu råder eksperter til ægtepagter

16x9
Flere ægtepar bør overveje at lave en ægtepagt, så de ikke bliver overraskede over, hvordan boet skal deles, hvis de bliver skilt, siger juraeksperter. Foto: Scanpix

Flere har brug for ægtepagter, så formuen er sikret ved en skilsmisse, siger juraeksperter.

Ægtepagt

En ægtepagt er en aftale mellem to personer, der er gift, eller skal giftes med hinanden.

I ægtepagten kan man aftale, hvad parterne hver især skal have ved en eventuel skilsmisse.

For det første ville hendes mand skilles. For det andet stod hun nu til at miste halvdelen af de 800.000 kroner, hun havde arvet fra sin mor et halvt år tidligere. Det beløb skulle hendes mand – helt lovmæssigt – nu have.

Hverken kirken eller rådhuset vejleder om de økonomiske konsekvenser af et ægteskab. Derfor tror jeg ikke, folk ved, hvad de gør

Tidligere lektor ved Aarhus Universitet gennem 40 år, advokat Jørgen Grønborg

Historien er virkelig, og den stammer fra det advokatkontor, der stod for delingen af boet mellem ægteparret, der begge er i 50’erne.

- Hun havde slet ikke set det komme. Hun var i chok over, at hun skulle skilles, og over, at hun mistede 400.000 kroner. Hun blev straffet to gange, siger advokat hos advokatselskabet Aumento Søren Bang Monrad, der sad med sagen.

Fælleseje

  • Når man gifter sig, får man fælleseje, medmindre man laver en ægtepagt. Fællesejet omfatter det, I ejede, inden I blev gift.
  • Ligeledes omfatter fællesejet det, I erhverver jer i løbet af ægteskabet.
  • En lovændring i 2008 gør, at fællesejet ikke omfatter rate- og kapitalpensioner.
  • Fællesejet starter, når I bliver gift.
  • Fællesejet ophører, hvis I bliver skilt, eller når den ene dør. I disse tilfælde deles boet ligeligt.

Kilde: Ret & Råd og Wikipedia

- Hun kunne simpelthen ikke forstå, at det kunne være rigtigt. Hun havde jo lige arvet pengene, og så skulle hun aflevere halvdelen til manden. Hun var fuldstændig i chok, siger han og peger på ægteparrets skilsmisse som et eksempel på, at flere har brug for en ægtepagt.

Færre ægtepagter, flere vielser

Tendensen går dog i den modsatte retning. Selvom antallet af vielser steg med godt 1.900 i 2016 i forhold til året før, blev der lavet 158 færre ægtepagter.

- Der er formentlig flere, der med fordel kan oprette en ægtepagt. Jeg er bange for, at der er mange, der ikke tænker over det, når de bliver gift, siger Rasmus Kristian Feldthusen, der er professor ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet.

- Folk ved ikke, hvad de gør

Tidligere lektor ved Aarhus Universitet gennem 40 år, advokat Jørgen Grønborg, ligger på samme linje.

Særæje

  • Med oprettelse af en ægtepagt med særeje kan I opdele formuen mellem jer, som I ønsker det.
  • Man kan oprette en ægtepagt med særeje før eller under ægteskabet.
  • Særejet kan omfatte hele eller dele af jeres formue.

- Hverken kirken eller rådhuset vejleder om de økonomiske konsekvenser af et ægteskab. Derfor tror jeg ikke, folk ved, hvad de gør. Forståelsen af, hvad formuefællesskab er, er ikke til stede. Derfor bliver der lavet for få ægtepagter, siger Jørgen Grønborg og uddyber:

- I Danmark kan man blive rig af at gifte sig. Når man bliver skilt, får man det halve af den andens formue. Det oplever vi hele tiden. For den, der havde mest, da ægteskabet blev indgået, er der ingen ’kære mor’. Man deler det, man har.

Advokat Søren Bang Monrad råder til, at de to, der gifter sig, kigger på de to formuer, inden brylluppet.

Antallet af ægtepagter

  • 2016: 8.648
  • 2015: 8.806
  • 2014: 8.415
  • 2013: 8.377
  • 2012: 8.797
  • 2011: 9.010
  • 2010: 9.700
  • 2009: 10.111
  • 2008: 12.265
  • 2007: 17.219
  • 2006: 18.839
  • 2005: 10.262

Kilde: Tinglysningsretten

- Hvis den ene part har sparet et større beløb op, eller solgt en bolig med en god fortjeneste, eller har arvet et beløb, kan det være en god ide at få lavet en ægtepagt. På den måde sikrer man sig, at personen med en større formue kan trække formuen ud, hvis man bliver skilt, siger Søren Bang Monrad.

Familieadvokater: Mange fortryder

Hos foreningen Danske Familieadvokater peger man på, at flere formentlig har glæde af at overveje, om de vil have en ægtepagt eller ej.

- Jeg tror, der er for få, der tager stilling til, om de vil have en ægtepagt. Når folk bliver skilt, er det vores erfaring, at mange siger, de skulle have tænkt over at lave en ægtepagt, da de blev gift, siger Anne Broksø, der er formand hos Danske Familieadvokater.

- Når folk gifter sig, tænker de, at de selvfølgelig skal være sammen resten af deres liv. Men det er ikke særlig klogt, for når man kigger på statistikkerne, er det hvert andet par, der går fra hinanden, siger advokat hos advokatselskabet Aumento Søren Bang Monrad.

Antallet af vielser

  • 2016: 30.389
  • 2015: 28.482
  • 2014: 27.967
  • 2013: 27.140
  • 2012: 28.235

Kilde: Danmarks Statistik

Sådan sikrer du din formue inden dit bryllup

Den enes formue er større end den andens

Den enes formue er større end den andens. Foto: Scanpix
Har du eller din partner værdier, der er betragteligt større end den andens, kan det være en god ide at oprette en ægtepagt, der sikrer særeje for den del af formuen, der er større end den andens.
Opretter I en sådan ægtepagt, sikrer I, at ægtefællen med den større formue kan trække denne formue ud igen, hvis I bliver skilt.
Det mest ideelle er at oprette ægtepagten inden vielsen, så der er styr på det i det øjeblik, I bliver ægtefolk. Laver man ikke ægtepagten inden vielsen, er der ingen garanti for, at begge parter er interesserede i at oprette en ægtepagt efterfølgende, fordi fælleseje automatisk træder i kraft, hvis intet andet er aftalt.​​

​​Vær opmærksom på jeres pensioner

Rødvin. Foto: Scanpix
Rate- og kapitalpensioner bliver ikke delt ved skilsmisse, selvom man har fælleseje. Vil I være sikre på, at I begge kan forlade ægteskabet med lige store pensionsopsparinger, skal I derfor oprette en ægtepagt, der tager højde for dette.
Et eksempel kan være, at den ene i ægteskabet arbejder og sparer op til pension, mens den anden passer og opdrager børnene i en periode. Den arbejdende vil dermed få en væsentlig større pensionsopsparing. I denne situation kan I sikre at den, der går derhjemme, eller den, der arbejder på nedsat tid, får del i den andens pension ved en eventuel skilsmisse.​
​Dette punkt er især relevant for par, der gifter sig i en ung alder.

Hvis den ene ejer en virksomhed

Murer. Foto: Scanpix
Hvis den ene i et parforhold ejer - eller er medejer af - en virksomhed, kan det være fornuftigt at oprette en ægtepagt med særeje for virksomheden.
Selvom virksomheden eventuelt ikke er så meget værd ved ægteskabets indgåelse, kan den sagtens blive det, som årene går.
Laver man ikke en ægtepagt med særeje for virksomheden, risikerer ejeren at måtte sælge den ved en eventuel skilsmisse, fordi virksomhedens værdi skal indgå i bodelingen.
Er virksomheden 10 millioner kroner værd, skal ejeren betale den anden ægtefælle fem millioner kroner, hvis der ikke er et særeje for virksomheden. De penge kan ejeren måske kun skaffe ved at sælge virksomheden. Den situation kan undgås, hvis der er lavet en ægtepagt med et særeje, der gælder virksomheden.

I har børn fra tidligere forhold

Familie. Foto: Scanpix
Gifter I jer på et tidspunkt, hvor I har børn fra tidligere forhold, kan I overveje at lave et såkaldt kombinationssæreje. Et kombinationssæreje sikrer, at den, der lever længst, kan tage hele sin formue ud inden bodelingen.
Kort sagt er det en måde, hvorpå I sikrer, at den længstlevende kommer til at få mest muligt af formuen efterfølgende.
I et eksempel, hvor hver af de to parter i ægteskabet er gode for en million kroner (der er i alt to millioner kroner i ægteskabet), vil den længstlevende komme ud med 1,75 millioner kroner. Uden kombinationssæreje står vedkommende kun med 1,5 millioner kroner.
Det skyldes, at vedkommende må udtage sin million inden bodelingen. Herefter bliver afdødes million delt i to. Den ene halvdel af millionen (500.000 kroner) går direkte til den længstlevende ægtefælle. Resten – den sidste halve million - bliver delt mellem ægtefællen (som får 250.000 kroner) og den afdøde ægtefælles børn (som deler 250.000 kroner).

Testamentér med særeje for dine børn

Penge. Foto: Scanpix
Hvis dine børn er gift, kan du i dit testamente sikre dig, at børnenes arv bliver særeje.
Arver børnene for eksempel 200.000 kroner fra dig, vil arven blive deres særeje, og dine børn skal dermed ikke dele de 200.000 kroner med deres ægtefælle, i så fald at dit barn bliver skilt.
Hvis der ikke er lavet særeje, skal dit barn dele det beløb, barnet arver fra dig med vedkommendes ægtefælle, hvis de efterfølgende bliver skilt.
Guiden er lavet efter interview med advokat Søren Bang Monrad fra advokatkontoret Aumento.