Smartphones udraderer alt: Kan du huske gigant-succeserne før smartphone?

Smartphones tæver gamle mastodonter i forhold til, hvor hurtigt den er blevet udbredt.

Radio og fjernsyn. Danskerne informations- og underholdningskilder gennem generationer.

Alligevel kan de to gamle medie-mastodonter slet ikke følge med nutidens smartphones, når det angår den hastighed smartphone er blevet udbredt.

På bare seks år er antallet af danske husstande med en smartphone eksploderet fra 33 procent til 84 procent i år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

For radio, fjernsyn og farvefjernsyn tog det årtier at nå ud i 84 procent af de danske husstande

Medieforsker Frands Mortensen, Aarhus Universitet

- Jeg kan ikke komme i tanke om noget, der bare kommer i nærheden af at blive udbredt så hurtigt som smartphones. Det er gået meget hurtigere med smartphones end med udbredelsen af andre store medier. For radio, fjernsyn og farvefjernsyn tog det årtier at nå ud i 84 procent af de danske husstande, siger medieforsker ved Aarhus Universitet, Frands Mortensen, til TV 2 og uddyber:

- Folk er meget rigere i dag end dengang fjernsynet kom frem. Fjernsynet var sindssygt dyrt - det var virkelig kostbart, og der er ingen tvivl om, at det er en af hovedforklaringerne på, at det tog lang tid at udbrede. Fjernsynet var et statussymbol i en lang periode, siger Frands Mortensen.

I videoen øverst kan du se, hvornår en lang række af store medier og gadgets kom frem i Danmark og gjorde deres indtog i de danske hjem.

Samtidig med smartphones lynhurtige udbredelse og indtagelse af danskernes liv, er en lang række af andre medier gået tilbage i samme hast i løbet af de seneste år.

MP3-afspilleren er et lysende eksempel på en ting, danskerne skiller sig af med. Det digitale kamera og GPS'er i bilen er andre.

Vi har en enhed, der kan det hele, så det giver sig selv, at folk stopper med at bruge de maskiner, der kun har en funktion

Niels de Boissezo, mobilekspert og chefredaktør på Mobilsiden.dk

- Smartphones er i dag blevet det, eksperterne for 10 år siden sagde, de ville blive. Det er blevet vores hovedmedie. MP3-afspilleren er samtidig næsten ved at udgå, og det er overvejende fordi smartphones erstatter dens funktion, siger kontorchef hos Danmarks Statistik Henrik Sørensen til TV 2.

Antallet af danskere, der ejer en smartphone, er eksploderet
Antallet af danskere, der ejer en smartphone, er eksploderet Foto: TV 2 / TV 2

Mobilekspert: Den kan så enormt meget

DVD-afspilleren og fastnettelefonen er også voldsomt på vej ned i udbredelse.

- Det fantastiske ved smartphonen er, at den kan erstatte så enormt mange ting. Vi har en enhed, der kan det hele, så det giver sig selv, at folk stopper med at bruge de maskiner, der kun har én funktion, siger mobilekspert og chefredaktør ved mobilsiden.dk Niels de Boissezon til TV 2.

Antallet af danske hustande, hvor der findes en MP3-afspiller.
Antallet af danske hustande, hvor der findes en MP3-afspiller. Foto: TV 2 / TV 2

Den store interesse for smartphones slår også igennem, når danskerne kigger efter brugte varer. 'iPhone' er for eksempel det næstmest søgte ord på handelsplatformen DBA.dk med 180.000 søgninger hver måned.

Sideløbende med den hastigt stigende udbredelse af smartphones, er fastnettelefons popularitet gået dramatisk den anden vej. I 1990 var der en fastnettelefon i 95 procent af de danske hjem, mens det tilsvarende tal er 26 procent i 2017.

Danskerne smider omkring 81.000 tons elektronik ud hvert år, viser en tidligere kortlægning fra Syddansk Universitet.

10 råd: Sådan undgår du smartphone-afhængighed

Fjern farver fra skærmen og skru ned for lyset

Når du fjerner farver og skruer ned for lyset på din skærm, bliver det samtidig mindre interessant at tjekke den hele tiden.

Fjern alle apps, der stjæler din opmærksomhed

Små opdateringer fra eksempelvis Facebook fungerer som mikrobelønninger i hjernen og er med til at træne os til at tjekke mobilen igen og igen. Ved at fjerne disse apps får du et mere afslappet forhold til din smartphone.

Slå ligegyldige notifikationer fra

Push-beskeder, lyde og vibrationer stresser hjernen og får din smartphone til at kalde på dig.

Brug FORSTYR-IKKE-funktionen

Med FORSTYR-IKKE-funktionen kan du slå lyden fra for opkald, advarsler og meddelelser, som du modtager, mens enheden er låst. Brug den så ofte som muligt.

Læg telefonen helt væk

Læg telefonen helt væk, når du arbejder, holder møder eller er i selskab med andre mennesker.

Fjern batteri-ikonet

Batteri-ikonet stresser dig unødvendigt. Under indstillinger kan du fjerne "procenttallet", så din hjerne ikke hele tiden skal registrere, at batteriet falder procent for procent.

Vær bevidst om dit forbrug

Tænk over, hvornår du bruger din smartphone - og hvornår den bruger dig.

Køb et vækkeur

Skærme ødelægger søvnen - smid derfor din smartphone helt ud af soveværelset og brug et godt gammelsdags vækkeur.

Prioriter, hvem der har adgang til dig

Det er let at overbevise sig selv om, at man skal være tilgængelig hele tiden. Prioriter hvem der skal have adgang til din hjerne, hvornår, hvorfor og gennem hvilke kanaler.

Husk, at hver gang du tænder skærmen..

... risikerer du at slukke for nærværet.