Skarp deadline på lån nærmer sig for nye boligejere

16x9
Overvejer du at lægge lånet om til fast rente, eller er du på udkig efter en ny bolig? I så fald er der nemme penge at spare ved at være opmærksom på datoen 1. september. Foto: Home

Der er nemme penge at spare for de, der skal optage nye boliglån eller de, der vil lægge et variabelt forrentet lån om til et med fast rente.

En besparelse på 15.000 kroner per million du låner.

Nye boligobligationer

Hvert tredje år lancerer realkreditselskaberne nye lån med fast rente.

Fastforrentede lån skal have en løbetid på mindst 30 år.

De nuværende lån med fast rente udløber i 2047. Derfor skal der åbnes nye, der udløber i 2050.

Nykredit åbner deres nye lån den 6. april. De øvrige realkreditselskaber har ikke meldt ud, hvornår de åbner nye.

Det er, hvad kommende og eksisterende boligejere kan hente, hvis de optager nye boliglån med fast rente inden den 1. september, vurderer Nykredit. Besparelsen kan du ligeledes få, hvis du lægger dit lån om fra variabel til fast rente.

Det er billigere at låne i de gamle obligationer. Derfor skal man låne i de gamle så længe, det er muligt

Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark

Årsagen er, at de danske realkreditselskaber udsteder nye boligobligationer 1. september.

- For boligejere som overvejer et lån med fast rente bliver kurstabet på de nye lån omkring 15.000 kroner større per lånt million, siger seniorøkonom i Nykredit Jeppe Borre og peger på, at det svarer til 60 kroner hver måned efter skat i 30 år.

Han anbefaler derfor boligkøbere og boligejere, der vil omlægge deres lån til fast rente, at låne i de gamle obligationer helt ind til slutningen af august, som er sidste chance for at låne i de gamle boligobligationer.

Derfor er der forskel på prisen

Der er investeret milliarder af kroner i de gamle obligationsserier.

Derfor betragter investorerne disse serier som mere sikre. De nye, derimod, er tomme til at starte med. Derfor vil investorerne ikke betale helt så meget for dem – typisk 1,5 kurspoint mindre.

Derfor bliver det 15.000 kroner dyrere per lånt million at låne for en boligejer.

Spar 45.000 kroner på et lån til 3 millioner

I et eksempel peger seniorøkonomen på et boliglån til 3 millioner kroner. Her vil den samlede besparelse løbe op i omkring 45.000 kroner, hvis man tager lånet i de nuværende, gamle obligationer, der udløber i 2047.

Det ville være ærgerligt at betale ekstra penge for ikke at have orienteret sig ordentligt

Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark

Når der er en besparelse at hente, skyldes det, at kursen på nye obligationer typisk starter med en kurs, der er 1,5 kurspoint lavere. Det er denne lavere kurs, der giver boligejeren et større tab på det tidspunkt, lånet bliver optaget.

Cheføkonom: Det gamle lån er billigere

Hos Realkredit Danmark er rådet ligeledes entydigt.

- Det er billigere at låne i de gamle obligationer. Derfor skal man låne i de gamle så længe, det er muligt. Man skal først gå over i de nye, når man ikke længere har valgmuligheden, siger Christian Hilligsøe Heinig, der er cheføkonom i Realkredit Danmark.

Hvis man skal bruge et lån i månederne efter den 1. september, peger han endda på fordelen ved at optage lånet nogle måneder i forvejen. På den måde kan man lige akkurat få fat i de gamle obligationer, selvom man først har brug for lånet efter skæringsdatoen.

- Hvis man skal bruge pengene i september eller oktober, kan man overveje alligevel at optage lånet i de gamle obligationer inden skæringsdatoen og så betale til lånet lidt tidligere – fremfor at tage lån i de nye obligationer senere, siger Christian Hilligsøe Heinig og uddyber:

- Det ville være ærgerligt at betale ekstra penge for ikke at have orienteret sig ordentligt, hvis man står og skal bruge et lån lige omkring tidspunktet for skiftet mellem de nye og de gamle obligationer, siger han.

Lettere at opsige de gamle obligationer

Udover den kontante besparelse er der også en anden fordel ved de gamle obligationer. Det er nemlig lettere at opsige de gamle obligationer igen, hvis man vil omlægge sit lån efterfølgende. Det skyldes, at der er flere penge investeret i de gamle obligationer end i de nye.

- Hvis man har lånt i en af de nye obligationsserier med ringe likviditet, risikerer man, at kursgevinsten ikke bliver nær så lukrativ, som man havde troet. Du troede måske, du skulle ud af lånet til kurs 90, men investoren siger, at han vil have kurs 92. Det er altså manden med grisen, der bestemmer prisen, siger boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann og peger dermed på, at færre investorer i det nye lån øger risikoen for dårligere kurser ved opsigelse af lånet i utide.

I modsætning til Nykredit tør Nordea og Realkredit Danmark ikke lægge sig fast på, at forskellen på kurstabet bliver 15.000 kroner.

- Men det kommer til at ligge mellem 11.000 og 15.000 kroner, som man starter med at få i højere gæld per lånt million kroner, siger Lise Nytoft Bergman.

Konkurrenter: Vi venter med de nye

Nykredit lancerer deres nye obligation på torsdag. Konkurrenterne, de øvrige realkreditselskaber, har endnu ikke meldt ud, hvornår de kommer med deres nye obligationer.

- Der er ingen grund til at åbne de nye obligationer nu, fordi vi har bedre varer på hylderne i form af de gamle obligationer, siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig, der bakkes op af boligøkonom hos Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.

- Der er nogle måneder endnu, og vi har allerede nogle attraktive obligationer på hylderne, siger hun.

Boligøkonomen hos Nordea Kredit understreger dog, at man vil åbne de nye i god tid, så alt er på plads den 1. september, når de gamle ikke længere er åbne.