Tjek her: Har du flere penge i banken end gennemsnittet?

Danskerne har flere penge i banken end nogensinde. Stødpuden kan også blive for stor, siger uvildig rådgiver.

143.000 kroner. Så mange penge har en dansker – fra spæd til olding – i gennemsnit stående i banken. Det er 6.000 kroner mere end for et år siden, viser nye tal fra Nationalbanken.

Årsagerne til rekorden er flere, mener man hos Nykredit.

- Renterne er uhyre lave, reallønnen stiger pænt for de fleste danskere, beskæftigelsen stiger stadig i flere dele af landet, og friværdierne stiger også, siger cheføkonom i Nykredit Tore Stramer.

Rådgiver: Stødpuden kan blive for stor

Hos det privatøkonomiske rådgiverselskab Uvildige forstår de danskernes trang til at have en økonomisk stødpude på kontoen.

- Det er altid fornuftigt, at man ikke spænder buen så hårdt, at hver eneste krone er nødvendig. Beløbet kan dog også blive så stort, at det ikke længere er fornuftigt, siger rådgiver hos Uvildige Brian Stjernholm.

50.000 kroner til hårde hvidevarer

Hvad der er et passende beløb, er dog meget forskelligt, mener han.

- Hvis alle hvidevarer går i stykker på en gang, så kan 40-50.000 kroner hurtigt få ben at gå på. Hvis I også er en hel familie, der skal ud og rejse engang imellem, så ryger der også hurtigt mange penge der. For nogen kan 143.000 kroner derfor godt være det rigtige beløb, mens det vil være alt for mange penge for andre, siger Brian Stjernholm.

Rådgiver: Dette kan du gøre

Vurderer du, at du har en større stødpude på kontoen, end du har brug for, peger rådgiveren på et par forskellige muligheder.

- Har du gæld, kan du overveje at bruge nogle af pengene på at betale af på den, så du betaler færre renter, siger han.

Hvis ikke du har gæld, kan du overveje at investere i værdipapirer for at få et højere afkast, end du kan få på en almindelig konto i banken, lyder det.

- Der er ikke længere nogen ’sikker havn’ for penge, som obligationer var i gamle dage. Men hvis man har en tidshorisont på minimum tre år, så kan man overveje at placere nogle af sine penge i aktier og obligationer, siger Brian Stjernholm.