Vild milepæl sikrer danskerne lavere renter i mange år

16x9
Du kan roligt hejse flaget i baghaven, hvis du har boliggæld, eller hvis du planlægger at få sådan en. Nationalbanken sørger for lavere boligrenter til danskerne i mange år frem ved at afdrage landets sidste gæld i udenlandsk valuta. Foto: Scanpix

For første gang i 183 år har Danmark ingen gæld i udenlandsk valuta. Det sidste afdrag bliver betalt i dag til glæde for danske boligejere.

I dag er en særlig dag. I hvert fald, hvis man anskuer det med Danmarks økonomi for øje. Og med danskernes.

Statens lån i udenlandsk valuta

Nationalbanken (staten), betaler i dag det sidste afdrag på det sidste lån, staten har i udenlandsk valuta.

Lånet er på i alt 1,5 milliarder dollar.

Det første statslån i udenlandsk valuta blev optaget i 1757, hvor staten lånte, hvad er svarer til en halv million rigsdaler i Hamburg og Amsterdam.

Man kan med sikkerhed fastslå, at staten uafbrudt har haft gæld i udenlandsk valuta siden 1834.

Når staten har låner penge i udenlandsk valuta, er det udelukkende for at sikre en tilstrækkelig stor valutareserve.

Den danske stat har stadig gæld i danske kroner via statsobligationer.

Kilde: Nationalbanken

Nuværende og kommende boligejere er nemlig sikret lavere renter på boliglån end i andre EU-lande i mange år frem. Det spår økonomer på baggrund af, at Nationalbanken i dag runder en milepæl, når banken betaler det sidste afdrag på statens gæld i udenlandsk valuta.

Det er første gang siden 1834, at den danske stat ikke har nogen gæld i udenlandsk valuta.

Det betyder kort og godt, at såvel staten som den almindelige dansker har penge til overs til andre sjove ting end at betale renter.

Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit

- Det betyder, at danskerne kan regne med, at vi vil være dem, der har de laveste renter i EU. Renterne kan godt stige, men relativt vil renterne være lavere end i de øvrige EU-lande, siger økonom i Sydbank Søren Kristensen.

En ekstra fjer i hatten til boligejerne

Han peger på, at dansk økonomi med det sidste afdrag på gælden står i en luksussituation, der bidrager til den rentefest, danske boligejere har oplevet de seneste år.

- Det er bare en ekstra fjer i hatten til boligejerne i flere år frem i tiden. Jeg kan ikke se, at der er noget, der vil ramme dansk økonomi, så den her situation vil ændre sig, siger han og fortsætter:

- Den gode danske økonomi kan sagtens betyde at en boligejer sparer et par hundrede kroner til renteudgifter hver måned per lånte million, hvis ikke endnu mere. Det gælder for både for fastforrentede- og variabelt forrentede boliglån, siger Søren Kristensen og peger på, at logikken normalt ville være, at renterne på danske boliglån skulle være højere, fordi vi er et lille land.

Det er bare en ekstra fjer i hatten til boligejerne i flere år frem i tiden

Søren Kristensen, økonom i Sydbank

Tilbage i 2007 og i årene forinden lå den danske rente 1,25 procentpoint højere end renten i Den Europæiske Centralbank, fordi investorerne skulle have en ekstra betaling for at eje danske kroner. Den merbetaling var et udtryk for, at danske kroner blev betragtet som mere usikre, frodi Danmark stod udenfor euroen.

I dag er den situation vendt helt på hovedet, og det er et billede på den nye situation, der bliver cementeret i dag med det sidste afdrag på gælden. Til sammenligning ligger Nationalbankens rente i dag 0,25 procentpoint lavere end renten i den europæiske centralbank. Forskellen i renten dengang og nu er derfor 1,5 procentpoint, når man sammenligner den danske rente med den europæiske rente.

Når Danmark ikke længere har behov for at optage nye lån i udenlandsk valuta, skyldes det, at investorer fra udlandet har været helt vilde efter at købe danske kroner gennem de senere år.

Væn' dig til de lave renter

Danske kroner er eftertragtede, fordi dansk økonomi er meget sund sammenlignet med de fleste andre landes. Derfor er danske kroner at betragte som en ’sikker havn’, og derfor strømmer udenlandske valuta ind i Nationalbanken i bytte for de sikre danske kroner.

For at bremse den udvikling en anelse har Nationalbanken sat renterne ned i rekordlave niveauer, hvilket smitter af på de renter, boligejerne skal betale.

- Vi er i en situation, hvor vi skal vænne os til, at det danske renteniveau er lavere end det tilsvarende niveau ude i Europa, fordi vi har så stærk en økonomi, siger cheføkonom i Nykredit Tore Stramer.

Penge til de sjove ting

Udover at det er en stor fordel for mange private danskere, er det også en god ting for Danmarks økonomi som helhed, slår han fast.

- Det er en luksussituation, at staten ikke skal betale renter for at have udenlandsk valuta liggende. Derfor kan vi bruge pengene på velfærd eller alt muligt andet. Det betyder kort og godt, at såvel staten som den almindelige dansker har penge til overs til andre sjove ting end at betale renter, siger Tore Stramer om situationen, der også får finansministeren til at juble.

- Det er en historisk begivenhed, at Danmark nu er helt uden gæld i fremmed valuta. Det viser, hvor stor tillid vi har fået opbygget i udlandet til dansk økonomi og fastkurspolitikken, siger finansminister Kristian Jensen (V).

I tv-indslaget her kan du høre, hvordan pengene fossede ind i landet i begyndelsen af 2015, og hvordan det påvirkede de danske renter.