Flere er forvirrede: Sådan ved du, om du er blokeret af Skats sladrehanke

16x9
Skat har indført nye digitale sladrehanke på årsopgørelsen. Foto: Screendump fra skat.dk

Skat har lagt automatiske blokeringer ind i borgeres mulighed for at rette i årsopgørelser. Du bør ikke være i tvivl, hvis du er ramt, siger Skat.

For at opdage fejl og kreativ bogføring har Skat indført digitale sladrehanke på årsopgørelsen. Det er dog ikke alle danskere, der forstår det nye tiltag.

TV 2 Nyhedernes Facebookside skriver flere, at de er i tvivl om, hvorvidt de er blevet ramt af en blokering.

- Skide irriterende. Jeg var inde og forsøge at rette min selvangivelse fire gange uden held. Måske jeg er en af de blokerede, skriver Katrine Rygård blandt andet.

I al hemmelighed har Skat taget et nyt våben i brug.

Posted by TV 2 NYHEDERNE on Sunday, March 19, 2017

Skærmbillede forklarer blokering

De mere end 30 digitale stopklodser er på forhånd lagt ind i Skats tast-selv-funktion på nettet.

Ved at krydstjekke oplysningerne i årsopgørelsen blokerer stopklodserne helt automatisk borgerens mulighed for at gøre årsopgørelsen færdig, hvis rettelserne er ulogiske og usandsynlige.

Danskerne bør dog ikke være i tvivl om, hvorvidt de har ramt en blokering, siger Jørgen Wissing Jensen, der er kontorchef med ansvar for årsopgørelser i Skats kundeservice.

- Generelt får man straks en forklaring, hvor der står, at man har tastet noget i givne rubrikker, og hvorfor det ikke giver mening, siger Jørgen Wissing Jensen til TV 2.

- Vi beder dem rette eller kontakte Skat. Men man vil altid få en forklaring. Hvis man ikke har fået et skærmbillede, der viser, at noget skal rettes, eller at vi skal kontaktes, er man ikke blevet blokeret, tilføjer han.

10.000 blokeringer på fire dage

De digitale sladrehanke blev indført i forbindelse med sidste weekends frigivelse af årsopgørelsen for 2016.

De har derfor ikke været i brug længe, men på bare fire dage er 10.000 årsopgørelser blevet blokeret på grund af usandsynlige rettelser.

Skat kan ikke oplyse, hvad det typisk er, danskerne bliver blokeret for, men befordringsfradrag uden en lønindkomst og virksomhedsunderskud uden en virksomhed er eksempler på noget af det.

10.000 blokeringer på fire dage lyder umiddelbart af meget, men Skat tror langt fra, at alle tilfælde handler om bevidst snyd.

- Vi har ikke noget bud på, hvor mange af dem, der er svindlere. Min forventning er, at det er et mindretal, og man kan også begå fejl ved eksempelvis at taste et nul for meget, siger Jørgen Wissing Jensen.

Skat har ikke noget bud på, hvor mange ekstra penge der kan komme i statskassen som følge af den øgede kontrol.

- Hvis vi ser grove sager, kan der komme et retsligt efterspil, men min forventning er, at der vil være meget få sager. Er der deciderede misbrugssager, vil de selvfølgelig blive forfulgt, siger Jørgen Wissing Jensen.