Vild forvirring: Tusindvis troede de stod i kø til årsopgørelsen

It-problemerne kulminerede hos Skat i løbet af eftermiddagen, hvor tusindvis troede, de stod i kø til deres årsopgørelse. Hjemmesiden fungerer nu igen

”Du er nu i kø til din årsopgørelse”.

Sådan lød den korte besked i flere timer i løbet af eftermiddagen, når skatteborgere forsøgte at logge ind på Skat.dk.

Problemet var blot, at beskeden var forkert. Skat har nemlig slet ikke åbnet op for, at man kan få adgang til sin årsopgørelse. Det meddeler Skat til TV 2.

Efter det timelange nedbrud er Skats hjemmeside nu på fode igen. Danskeren kan derfor få adgang til TastSelv. Årsopgørelsen må de til gengæld stadig kigge langt efter.

Om problemerne i løbet af eftermiddagen og den fejlagtige kø, man fik at vide, at man stod i, sagde Skats pressemedarbejder Rikke Madsen:

- Køen er der, men der er ingen, der kommer igennem, siger pressemedarbejder hos Skat Rikke Madsen til TV 2.

Selvom Skat meddelte, at tusindvis var i kø foran dig, fik man samtidig en meddelelse om, at køen var 'pauset'.

Herunder kan du se den meddelelse, der mødte skatteborgerne, når de forsøgte at logge ind på Skat.dk.

16x9
IT-problemerne hober sig op hos Skat få dage før offentliggørelsen af årsopgørelserne, hvor skatteyderne kan se, om de skal have penge tilbage i skat, eller om de får et skattesmæk. Her er skærmen, man mødes af. Foto: Screenshot, Skat.dk

I køen, der altså ikke gav adgang til årsopgørelsen, stod angiveligt flere tusinde, hvis man kan regne med den meddelelse der blev oplyst på siden. Når du forsøgte at logge ind fik du nemlig også at vide, hvor mange der stod foran dig i køen. Da TV 2 forsøgte at logge ind fik vi at vide, at der stod flere end 30.000 foran i køen.

- Det er reelt 'TastSelv', man står i kø til, sagde Rikke Madsen og afslørede, at man heller ikke kunne komme ind på TastSelv.

Nu er problemerne på Skats hjemmeside imidlertid løst igen.

- Fejlen, der var en teknisk programfejl, er nu blevet rettet. Vi har derfor åbnet op for adgangen til TastSelv igen, siger kontorchef i Skat Jørgen Wissing Jensen om den tekniske fejl, der gav tusindvis en falsk forhåbning om, at de var på vej ind til årsopgørelsen.

Skats tekniske problemer startede torsdag aften på grund af en fejl hos Skats IT-leverandør CSC.

- Jeg kan bekræfte, at der opstod en fejl i går, hvorefter vi lukkede for adgangen til det berørte system. Vi arbejder intensivt for at finde og rette fejlen hurtigst muligt. Jeg beklager naturligvis situationen, siger Jørgen Jakobsen, nordisk direktør i CSC, i en pressemeddelelse.

Et rødt eller et grønt tal

Skat åbner officielt op for årsopgørelserne mandag den 13. marts. Det store flertal bliver mødt af et grønt tal som er udtryk for, at de skal have penge tilbage, og pengene bliver udbetalt den 11. april.

Hører du til de cirka 25 procent, der bliver mødt af et rødt tal, betyder det, at du får et skattesmæk. Beløbet bliver så forrentet med 2 procent, hvilket svarer til en rente på 3 procent før skat, fordi du ikke kan trække denne rente fra i skat. Der er tale om en såkaldt dag-til-dag-rente. Det betyder i praksis, at du betaler færrest renter af dit skattesmæk des hurtigere du betaler. Betaler du senest den 3. juli i år, slipper du med denne rente.

Hvis du forventer et skattesmæk kan du taste det forventede beløb ind herunder og se, hvor meget du kommer til at betale i renter til skat.

Tjek her:Hvor stort bliver dit rentesmæk?Din restskat:

Indsæt din restskat i feltet for at se, hvor meget den koster dig i renter.Hov, slap lige af. Testen går kun op til 100 millioner.
Det koster dig kroner om dagen i renter frem til den 3. juli.
I alt vil det koste dig...
kroner i renter, hvis du betaler i dag ()
kroner i renter, hvis du betaler den 3. juli.
kroner i renter, hvis du venter til efter den 3. juli.
kroner i renter, hvis du havde betalt den 13. marts, da årsopgørelsen kom ud.
Betaler du din restskat i perioden 1. januar til 3. juli 2017, skal du betale en rente på 2,0 pct., regnet fra 1. januar til og med betalingsdagen. Betaler du efter den 3. juli 2017, skal du dog i stedet for renten betale et rentesmæk på 4,0 procent.Restskat under 19.968 kr. inkl. rentetillæg indregnes automatisk i forskudsskatten for 2018. Den del af restskatten der er over 19.968 kr., opkræves i tre rater - august, september og oktober 2017. Hvis restskatten inklusiv rentetillæg f.eks. er på 25.968 kr., så opkræves (25.968 - 19.968) = 6.000 kr. i de tre rater i august, september og oktober 2017 på hver 2.000 kr. De første 19.968 kr. indregnes som anført i forskudsskatten for 2018.

Skat sætter renten op

Betaler du ikke dit skattesmæk senest 3. juli i år, bliver renten sat op til 4 procent svarende til 6 procent før skat. Nu er det vigtigt at være opmærksom på, at der ikke længere er tale om en dag-til-dag-rente, men i stedet en fast rente. Dit skattesmæk bliver i dette tilfælde overført til forskudsopgørelsen for 2018, og du kan derfor ikke længere betale din restskat på skat.dk.

Er dit skattesmæk større end 19.968 kroner inklusiv renter, bliver det beløb, der går udover de 19.968 kroner betalt i tre rater i henholdsvis august, september og oktober. De resterende 19.968 kroner bliver indregnet i forskudsopgørelsen 2018.