Ferie: Her vil flest danskere hen i år

Danskerne peger især på tre ferieformer, når de skal vælge, hvordan de vil holde ferie i 2017.

Bangkok, London og Malaga. Sådan ser top 3 ud for danskernes ferieplaner i 2017, når rejsen går til udlandet.

Det viser en undersøgelse, rejsesøgemaskinen Momondo har lavet for TV 2.

Sådan vil danskerne holde ferie i 2017

  1. Storbyferie: 39 procent
  2. Strandferie: 35 procent
  3. Sommerhus I Danmark: 30 procent
  4. Camping: 14 procent
  5. Sommerhus i udlandet: 13 procent
  6. Roadtrip: 12 procent
  7. Spa og afslapning: 10 procent
  8. Skiferie: 8 procent
  9. Krydstogt: 7 procent
  10. Vandreferie: 7 procent
  11. Sportsferie: 4 procent
  12. Backpacking: 3 procent
  13. Cykelferie: 3 procent
  14. Interrail: 2 procent
  15. Andre: 11 procent
  16. Skal ikke på ferie: 7 procent
  17. Ved ikke: 7 procent

Kilde: Undersøgelse fra rejsesøgemaskinen Momondo

Listens top 3, der bliver efterfulgt af flere store metropoler som Barcelona, Dubai og Rom, er et godt billede på danskernes ferieplaner i år.

Nye ruter til storbyer

Hele 39 procent af de adspurgte peger nemlig på, at de vil holde ferie i en storby i løbet af 2017.

- Det skyldes formentlig, at det er blevet nemmere at komme direkte til mange forskellige storbyer takket være flyselskaberne som sætter mange nye, billige ruter ind. De rejsende får i højere grad value for money end for nogle år siden, siger talsmand for Apollo Rejser Glenn Bisgaard.

Det er især de unge, der er med til at trække statistikken op i storbyernes favør, da hele 58 procent af de unge mellem 18 og 22 år planlægger at rejse til en storby i år. Sidste år var det kun hver fjerde i den aldersgruppe.

- Flere ruter og billigere flybilletter særligt ført frem af lavprisselskaberne betyder, at unge – på trods af, at mange er studerende med forholdsvis lave indkomster fra SU og studiejobs – har råd til at tage på storbyferier, siger talsmand for Momondo Lasse Skole Hansen og fortsætter:

- Når først de er afsted, kan de bo billigt på for eksempel hostels. Derfor kan en storbyferie ofte klares for få penge, siger han.

Flest danske rejsende regner med at komme forbi Bangkok i forbindelse med en ferie i år, viser ny undersøgelse. Storbyferier er den mest populære ferieform skarpt efterfulgt af strandferie.
Flest danske rejsende regner med at komme forbi Bangkok i forbindelse med en ferie i år, viser ny undersøgelse. Storbyferier er den mest populære ferieform skarpt efterfulgt af strandferie. Foto: Christian Kjær / TV 2

Bangkok holder hele året

Når Bangkok er den mest populære destination skyldes det, at folk rejser til byen i løbet af hele året, mener man hos såvel Momondo som hos Apollo Rejser.

- Det er både en sommer og en vinterdestination. Og skal man til Thailand eller andre steder i Asien, så er det typisk med rutefly til Bangkok og videre der fra, siger Glenn Bisgaard fra Apollo Rejser.

Her vil danskerne hen i 2017

  1. Bangkok, Thailand
  2. London, Storbritannien
  3. Malaga, Spanien
  4. Barcelona, Spanien
  5. Dubai, Forenede Arabiske Emirater
  6. Rom, Italien
  7. Paris, Frankrig
  8. New York, USA
  9. Phuket, Thailand
  10. Gran Canaria, Spanien
  11. Berlin, Tyskland
  12. Amsterdam, Holland
  13. Bali, Indonesien
  14. Budapest, Ungarn
  15. Mallorca, Spanien

Kilde: Undersøgelse fra rejsesøgemaskinen Momondo

Den næstmest planlagte ferieform i år, er klassiske strandferier.

- Det er jo det, vi gerne vil som danskere, når vi bare skal koble af, mener Glenn Bisgaard.

Næsten en tredjedel tager i sommerhus

Mens henholdsvis 39 og 35 procent af de adspurgte i undersøgelsen planlægger storby- og strandferie i 2017, vil 30 procent en tur i sommerhus herhjemme i løbet af året.

Se de mest populære ferieformer i 2017 i boksen herover. Du kan ligeledes se, hvor flest af undersøgelsens adspurgte planlægger at rejse hen.

I tv-indslaget herunder kan du se, hvordan du skal give drikkepenge i dit ferieland.