Aktierne sætter verdensrekord efter vild eufori

16x9
Aldrig før har de børsnoterede virksomheder været så mange penge værd, som de er netop nu. Foto: Scanpix

Aldrig før har verdens aktier været så meget værd, som de er i dag - til glæde for danske pensionsopsparere.

Hvis du har investeret din pension i aktier, er det en rigtig god dag i dag. Verdens samlede aktieformue har nemlig aldrig været mere værd end netop nu.

Onsdag lukkede verdensindekset FTSE All-World Index højere end nogensinde, og aktiekurserne fortsætter op torsdag.

Det er en euforisk fase for aktierne

Henrik Henriksen, chefstrateg i PFA Pension

- Det er en euforisk fase for aktierne. Det skyldes, at der er bedre udsigter for væksten. Og så skyldes det, at forventningerne til, at den politik USA's præsident Donald Trump vil føre, vil løfte væksten i resten af verden, siger chefstrateg i PFA Pension Henrik Henriksen til TV 2.

Investerede du 100 kroner i aktier for ét år siden, er pengene blevet til 126,5 kroner i dag. Lavede du samme manøvre for fem år siden, er de 100 kroner blevet til 195,2 kroner siden da.

I grafikken herunder kan du se udviklingen i verdensindekset for aktier FTSE all-world siden 1994.

Eksperter: Derfor sætter aktierne rekord

Hos Sydbank peger aktieanalysechef Jacob Pedersen ligeledes på forventningen om højere vækst som årsag til, at aktierne lige nu er fløjet til himmels.

- Det vil give bedre muligheder for at tjene penge for selskaberne. Oven i det har investorerne næsten naiv tillid til de positive effekter Donald Trump kan skabe i USA, siger Jacob Pedersen, der peger på, at netop den politiske usikkerhed omkring Donald Trump også er det, der kan få aktierne til at gå den anden vej.

- Donald Trumps udmeldinger om protektionisme kan potentielt udvikle sig til en handelskrig med handelsbarrierer og lavere verdenshandel. Risikoen på aktiemarkedet er stigende i forbindelse med, at Donald Trump er blevet præsident i USA, siger han.

Sæt forventningerne ned

Med de lave renter i samfundet, mener han desuden, at investorerne skal sætte forventningerne lidt ned til afkastet i de kommende år.

- Vi får nok et lavere afkast på aktier i de kommende år, end vi har fået i de foregående. Det kommer formentlig til at ligge på i gennemsnit fire til fem procent om året, siger Jacob Pedersen og peger på, at det afkast også kan blive skabt med en større nedtur, hvorefter aktierne igen kan stige med lidt højere årlige afkast.

Afkast på aktiemarkedet kommer lidt som en tyv om natten

Henrik Henriksen, chefstrateg i PFA Pension

Som en tyv om natten

En tese, chefstrateg hos PFA Pension Henrik Henriksen er enig i.

- I de kommende fem til ti år vil afkastet på aktier ligge et sted mellem 5 og 8 procent. Så kan det sagtens være, at det afkast kommer ved, at man taber 10 procent det ene år og vinder 30 procent det næste. Afkast på aktiemarkedet kommer lidt som en tyv om natten.

Derfor advarer aktieeksperterne også imod, at man sælger sine aktier, selv om de befinder sig på det højeste niveau nogensinde.

- Du skal aldrig sælge alt, hvad du har. Så risikerer du, at afkastene kommer. Men man skal gøre sig klart, at afkastene bliver lavere, end vi har været vant til, siger Jacob Pedersen.