Familieopgør i stor dansk koncern: Far udnyttede søns pengenød

16x9
Koncernen tilbyder en bred vifte af serviceopgaver. Foto: Casper Christoffersen / Scanpix

Retssag har løftet sløret for en intern magtkamp i familien, som ejer den store servicekoncern Forenede.

Sidste uges retssag mod erhvervsmanden Michael Krogh har ikke alene afsløret, at han har begået groft skattesvig for 11 millioner kroner. Retssagen har også løftet sløret for en intern magtkamp i familien, som ejer den store servicekoncern Forenede.

Koncernens medstifter og mangeårige chef, Peer C. Krogh, udnyttede reelt sin søns store pengenød til at genvinde og senere styrke sin kontrol med koncernen. Det skriver Fagbladet 3F. 

Far overtog kontrol med koncern

I 2008 ejede Peer C. Krogh reelt kun 47 procent af aktierne i Forenede. Hans to børn, Michael Krogh og Marianne Krogh, havde samlet set aktiemajoriteten. Men i begyndelsen af 2009 genvandt Peer C. Krogh kontrollen med koncernen. Det skete efter en - for faderen - lukrativ aktiehandel med sønnen Michael Krogh. 

I retssagen kom det frem, at Michael Krogh tre gange solgte aktier i firmaet tilbage. En del af salget af aktierne skyldtes Michael Kroghs gæld til Sydbank, forklarede han i retten.

 

Koncerntop fungerede som rådgivere

Under sagen kom det frem, at koncernens nuværende direktør, Carsten Clement, koncernens nuværende bestyrelsesformand, Mikael Frydlund, og koncernens tidligere revisor og bestyrelsesmedlem, Torben Ploug, i mere eller mindre grad var involveret som rådgivere i forbindelse med indgåelse af de forskellige aftaler. 

Specialanklager ved Nordsjællands Politi Martin Broms undrede sig under retsmøderne over rådgivernes rolle: 

- Det kan ikke afvises, at tiltalte er blevet snydt, sagde Martin Broms om Michael Krogh. 

I retten i sidste uge forklarede Michael Krogh, at det var for at afværge en personlig konkurs, at han solgte nogle af sine aktier i Forenede. 

Tirsdag den 17.januar blev Michael Krogh idømt to og et halvt års ubetinget fængsel og en tillægsbøde på 11 millioner kroner for groft skattesvig.