Nu dør checken: Du har kun én dag til at indløse

16x9
MobilePay nævnes som en af årsagerne til checkens død. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Et markant fald i udstedte checks gør, at bankerne dropper checksamarbejdet per 30. december.

Hvis du ligger inde med en check eller to, skal du sørge for at få den indløst hurtigst muligt.

På fredag den 30. december er det nemlig slut med at betale med checks. Derfor skal du indløse dine checks senest torsdag.

Et markant fald i brugen af checks de seneste år er årsagen til, at bankerne i september 2015 besluttede at ophæve checksamarbejdet.

Faldet markant siden 1980'erne

Dengang blev det besluttet at vente til udgangen af 2016 med at lade beslutningen træde i kraft. Og nu nærmer vi os den dato, der blev sat dengang.

Ifølge Finansrådet er antallet af udstedte checks faldet fra cirka 200 millioner om året i slutningen af 1980'erne til cirka ti millioner sidste år.

Det har givet en markant stigning i stykpris både for kunderne og bankerne, skrev Finansrådet i en pressemeddelelse, da udfasningen blev offentliggjort.

MobilePay er en af årsagerne

Udbredelsen af betalingskort og nye betalingsløsninger som eksempelvis MobilePay nævnes af Finansrådet som en del af årsagen til, at checken bliver udfaset.

Det afbrudte samarbejde mellem bankerne i forhold til checks betyder, at bankerne fra den 30. december 2016 ikke længere er forpligtede til at indløse checks, som er udstedt af andre banker.

Ifølge Finansrådet kan de enkelte banker fortsætte med at udstede checks til egne kunder eller indgå aftaler med andre banker om indløsning af checks.