Dansk nethandel på himmelflugt: Det køber vi mest af på nettet

Nethandlens omsætning i Danmark vokser eksplosivt. En 70 procents stigning over fem år har resulteret i en omsætning på 70,4 milliarder kroner i 2016.

Danskerne handler i stigende grad på nettet. I løbet af de seneste fem år er omsætningen for e-handel steget med 70 procent. Det viser DIBS' årlige rapport om e-handel i Danmark.

Alene de seneste 12 måneder er omstætningen steget med 20 procent svarende til en stigning på 11,7 milliarder kroner i forhold til året før. 

- Det er en monumental udvikling, der sætter en tyk streg under, hvorfor e-handel er en seriøs udfordring for den fysiske detailhandel, siger Henriette Høyer. Hun er salgschef hos DIBS Payment Services og har ikke set noget lignende de sidste 10 år.

DIBS er et betalingssystem ejet af NETS. Den årlige rapport baseres på svar fra 5.000 respondenter interviewet af YouGov.

Særligt rejsebranchen vinder frem på nettet

En af de brancher, der særligt mærker den store vækst på nettet, er rejsebranchen.

Af de 70,4 milliarder, som danskerne omsætter for på nettet, udgør de 37 milliarder flybilletter, charter- og pakkerejser og hoteller.

- Vi har oplevet en meget kraftig fremgang af de mennesker, der køber rejsen online. Sidste år lå andelen på 71 procent, og i år er vi røget helt op på 80 procent, siger pressechef ved Star Tour, Nikolai Johnsen.

Tilgængelighed er nøgleordet

Den voldsomme stigning i nethandel skyldes ifølge rapporten teknologiens udvikling og det faktum, at en stor del af befolkningen er i besiddelse af en smartphone. 

- Vi kigger på vores telefoner et utal af gange i løbet af dagen. Derfor er det ikke mærkeligt, at nethandlen fra de mobile enheder som smartphones og tablets er steget eksplosivt, siger Henriette Høyer. 

Ifølge rapporten har 45 procent af danskerne handlet via mobil eller tablet i 2015. Det er en stigning i omsætning fra mobile enheder på 112 procent i forhold til tallet fra 2012.   

Danmark kan blive størst i Norden

De seneste 10 års rapporter viser en kontinuerlig stigning for dansk nethandel. Fortsætter den udvikling, vil der ifølge Henriette Høyer, ikke gå længe før Danmark omsætter for flest penge på nethandel i Norden. 

På nuværende tidspunkt omsætter Danmark for 70,4 milliarder kroner, mens tallet er 72 milliader i Norge og 79 milliarder i Sverige. 

- Med 20 procents vækst på ét år er Danmark uden sammenligning det land i norden, der vokser mest, siger hun.