Bil eller fly på ferien? Sådan beregner du, hvad der er billigst

Skal du tage fly eller bil til din feriedestination? Der kan være flere tusinde kroner at spare, hvis du vælger det billigste.

Hvor skal du hen, hvor mange er I, og hvad koster flybilletten?

Gardasøen, Italien

Fra Aarhus (3100 km t/r)

I benzinbil: 10.475 kroner.

I dieselbil: 8616 kroner.

Fra København (2800 km t/r)

I benzinbil: 10.504 kroner.

I dieselbil: 8825 kroner.

Kilde: Spar Nord og Bilbasen

Der er mange faktorer, der spiller ind, når du skal finde ud af, om det er billigst for dig at tage bilen på ferie, eller om du i stedet skal hoppe ombord på et fly.

Ét er sikkert: Når du beregner, hvad det koster at køre på ferie, skal du huske at medregne slitage og afskrivninger – og ikke blot benzin eller diesel.

Adriaterhavskysten, Italien

Fra Aarhus (3360 km t/r)

I benzinbil: 11.243 kroner.

I dieselbil: 9228 kroner.

Fra København (3060 km t/r)

I benzinbil: 11.272 kroner.

I dieselbil: 9437 kroner.

Kilde: Spar Nord og Bilbasen

- På selve turen oplever vi typisk kun udgiften til brændstof, vejafgifter og eventuelt en færgeoverfart, men de reelle omkostninger ved at køre i bil er langt højere, siger chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm, der sammen med Bilbasen har regnet på omkostningerne for en kør-selv-ferie sydpå og hjem igen.

- Det er forholdsvist nemt at udregne en cirkapris for brændstofforbruget, men det giver ikke et retvisende billede af prisen for turen. Især ikke hvis man skal sammenligne udgifterne med priser på eksempelvis flybilletter. Det kræver et noget mere kompliceret regnestykke, tilføjer han.

Spar Nord og Bilbasens beregninger viser, at en tur fra København til den franske riviera koster godt 13.500 kroner, når vejafgifter, færgeoverfart og alle andre omkostninger er regnet med. Det er langt mere end udgiften til benzin. Fra Aarhus koster en tilsvarende tur knap 12.700 kroner.

Den franske riviera, Frankrig

Fra Aarhus (3600 km t/r)

I benzinbil: 12.679 kroner.

I dieselbil: 10.520 kroner.

Fra København (3560 km t/r)

I benzinbil: 13.548 kroner.

I dieselbil: 11.412 kroner.

Kilde: Spar Nord og Bilbasen

​Sådan regner du prisen for køreturen ud

På baggrund af en analyse af omkostningerne ved at køre i de 20 mest solgte nye og brugte biler i Danmark, viser udregningerne fra Bilbasen og Spar Nord, at det i gennemsnit koster 2,53 kroner at køre en kilometer i en benzinbil, mens prisen er 2,12 kroner i en bil, der kører på diesel.

Hvis I skal til Sydeuropa, skal I minimum være tre personer i bilen, for at det løber rundt, og er i fire personer, så giver det overskud

Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen

Til Alsace, Frankrig

Fra Aarhus (2080 km t/r)

I benzinbil: 6715 kroner.

I dieselbil: 5468 kroner.

Fra København (2060 km t/r)

I benzinbil: 7649 kroner.

I dieselbil: 6413 kroner.

Kilde: Spar Nord og Bilbasen

Beløbet per kilometer tager højde for alle omkostninger, der relaterer sig til bilen, herunder slitage og afskrivninger.

I regnestykket er ikke medtaget eventuelle vejafgifter og færgeoverfarter på ferien, så dem skal du selv lægge til for at finde den reelle pris for din køretur sydpå.

Jo flere personer, des bedre kan køreturen betale sig

En anden tommelfingerregel er, at du bør skele til, hvor mange personer, I skal afsted.

- Des flere personer, I er i bilen, des bedre økonomi er der i at køre fremfor at flyve. Hvis I skal til Sydeuropa, skal I minimum være tre personer i bilen, for at det løber rundt, og er i fire personer, så giver det overskud. Er I kun to personer i bilen, kan det sjældent betale sig at køre sydpå selv, siger markedsanalytiker hos Bilbasen Jan Lang.

På selve turen oplever vi typisk kun udgiften til brændstof, vejafgifter og eventuelt en færgeoverfart, men de reelle omkostninger ved at køre i bil er langt højere

Martin Lundholm, chefanalytiker i Spar Nord

Til Istrien, Kroatien

Fra Aarhus (3560 km t/r)

I benzinbil: 12.131 kroner.

I dieselbil: 9996 kroner.

Fra København (3180 km t/r)

I benzinbil: 11.902 kroner.

I dieselbil: 9995 kroner.

Kilde: Spar Nord og Bilbasen

Han ser dog andre fordele i at tage bilen end økonomien.

- Det giver en frihed og fleksibilitet at rejse i egen bil, og du har mulighed for at pakke meget mere bagage og endda tage hunden med, hvis du har lyst til det, siger han.

Både han og Martin Lundholm fra Spar Nord opfordrer derfor til, at man overvejer for og imod, inden man vælger transportform. 

- Vores beregninger giver et mere nuanceret billede af prisen, men man skal huske på, at der ikke er medregnet hverken proviant eller overnatninger undervejs. Det er naturligvis med til at hæve omkostningerne, siger Martin Lundholm.   

Omvendt kommer der udgifter til billeje oveni flybilletten, hvis man foretrækker at køre rundt på feriedestinationen selv.

I faktaboksene her på siden kan du se, hvad det koster at køre fra henholdsvis København og Aarhus til fem populære ferieområder i Italien, Frankrig og Kroatien.