Professor: Skrot Airbnb og lej din lejlighed ud til boligløse

16x9
Airbnb er et populært alternativ til hoteller. Foto: JOHN MACDOUGALL / Scanpix

2.621 københavnske lejligheder bliver via udlejningsportalen Airbnb lejet ud mere end de syv uger om året, som er lovligt.

Det kalder på en stramning af reglerne, så lejlighederne bliver fremlejet til boligløse københavnere i stedet for til turister, mener professor i byudvikling fra Roskilde Universitet, John Andersen. 

- Hvis vi vil modvirke boligmanglen, skal man ikke kunne score kassen på at drive hotel i det, der faktisk er en bolig. Det vil jeg kaldet et misbrug, siger han til Avisen.dk, som har lavet undersøgelsen. 

Samme melding kommer fra Lejernes Landsorganisation. 

- Boligmanglen er jo voldsom i København, så vi er kede af, at så mange boliger lejes ud til turister i stedet for til almindelige københavnere, siger cheføkonom Jesper Larsen til Avisen.dk. 

Bopælspligt i stort set alle boliger

Analysen er lavet på baggrund af data indsamlet af Inside Airbnb, som er et amerikansk dataprojekt udviklet til at analysere, hvordan Airbnb påvirker boligmarkedet i storbyerne. Projektet bruger en metode udviklet af byplanlæggere i San Fransisco. Ved at se på, hvor ofte lejlighederne er ledige til at blive lejet ud, og hvor mange gæster der har skrevet, at de har boet i lejligheden, har Inside Airbnb vurderet, at 2.621 boliger i København bliver lejet ud mere end de lovlige syv uger om året. 

Københavns Kommune har ellers for få uger siden frikendt Airbnb. Udlejningsportalen har ikke den store betydning for det københavnske boligmarked, fordi der er bopælspligt i stort set alle boliger i København, lød det i en analyse fra kommunens økonomiforvaltning. Men analysen fra Inside Airbnb tyder på, at nogle københavnere ser stort på bopælspligten. 

- Det er ikke meningen, at man skal drive forretning på sin bolig. Hvis man har en bolig og lejer den ud konstant på Airbnb, så er det i strid med loven, siger Socialdemokraternes politiske ordfører i København, Susan Hedlund til Avisen.dk. 

16.178 Københavnere har lige nu en annonce på Airbnb. Avisen.dk har i flere uger forsøgt at få en kommentar fra Airbnb, men udlejningsportalen er ikke vendt tilbage.