Stort overblik: Sådan påvirker Brexit din pengepung

Danske boligrenter er allerede banket ned efter britisk EU-exit. Nederst kan du se, hvor din private pengepung kan blive ramt af Brexit.

Det er blevet billigere at låne til en bolig i Danmark efter det britiske nej til EU.

Det toneangivende boliglån med en rente på 2,5 procent er lukket, og fra mandag morgen er det i stedet lånet til 2 procent, der er i spil for boligejere med hang til fast rente.

Det betyder, at især boligejere med et fastforrentet boliglån på 3 procent eller derover har fået endnu bedre muligheder for at score lette besparelser på at omlægge deres boliglån.

- Det er blevet billigere at låne penge for nye boligejere, og for danskere med fastforrentede lån er det blevet mere gunstigt at konvertere, siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligøse Heinig til TV 2.

I grafikken herunder kan du se, hvordan det britiske EU-exit ellers kan påvirke din private økonomi.

Sådan bliver din pengepung ramt af britisk EU-exit
Danskernes private økonomier bliver direkte påvirket af det britiske nej til EU.

Mellem 10.000 og 15.000 kr billigere at låne en million

Han peger på, at det alene med fredagens rentedyk er blevet mellem 10.000 og 15.000 kroner billigere at låne en million kroner via et fastforrentet realkreditlån.

For boligejere med de helt korte flekslån er det blevet endnu billigere at købe sig en renteforsikring, der løber lidt længere.

- Har man en lang tidshorisont i sin bolig, og er man samtidig glad for at have flekslån, giver det god mening at få ekstra sikkerhed ved at tage et F5-lån. Det er ufatteligt så lidt, man betaler for de her ekstra års rentesikkerhed. Der er ingen, der ved, om forsikringen betaler sig, men det er en billig forsikring, siger Christian Hilligsøe Heinig.

I tv-indslaget øverst kan du høre økonom i investeringsbanken Nordnet Per Hansen fortælle om boligejernes muligheder efter de nye rentefald. I grafikken herover kan du se, hvordan det britiske exit ellers kan påvirke din privatøkonomi.