Tæt på bundrekord: Tusindvis af boligejere skal have ny rente

Boligejere, der skal have ny rente den 1. juli, ser ud til at få ekstremt lave renter tæt på bundrekorden.

Tusindvis af boligejere skal have ny rente på deres boliglån fra 1. juli. Første auktionsdag over de mange lån er netop afsluttet, og de mange boligejere kan ånde lettet op.

I dag startede auktionerne over flekslån hos Nykredit og Totalkredit, og på første auktionsdag  holdt renterne sig på rekordlave niveauer.

Renten på F1-lån landede således på bare 0,14 procent inklusive det gebyr, der hedder kursskæring (et gebyr, realkreditinstituttet opkræver for at afholde auktionen over flekslån, red.). Renten er dog uden det gebyr, der hedder bidragssats, så det skal lægges oven i prisen.

- Renteniveauet er ekstremt lavt

Bundrekorden for F1-lån blev sat i februar sidste år under den såkaldte ’kronekrise’, og renten dengang landede på 0,13 procent, - dagens rente lander dermed meget tæt på alletiders bundrekord.

- Renteniveauet er ekstremt lavt, og det har de været i lang tid. Den Europæiske Centralbank vil holde de korte renter lave i hvert fald et års tid frem, så lige nu forventer vi lave renter i en rum tid endnu, men det er svært at spå om, og renterne har overrasket før, siger seniorøkonom i Nykredit Jeppe Borre til TV 2.

De nye F3-lån fik en rente på 0,19 procent i dag inklusive kursskæring. Bundrekorden for disse blev ligeledes sat i februar sidste år med en rente på 0,17 procent. F5-lånene kommer først under hammeren fra på onsdag.

Renteniveauet er ekstremt lavt, og det har de været i lang tid

Seniorøkonom i Nykredit Jeppe Borre

Hos investeringsbanken Nordnet er man også overbevist om, at renterne forbliver lave længe endnu.

- Renterne forbliver meget lave de næste et til to år, selv om de nuværende niveauer må betragtes som ekstra lave. Renterne bliver holdt nede af meget lave prisstigninger, centralbanker i stimulanshopla og gældsatte lande i Europa, hvor stigende renter med det samme giver vækstudfordringer, siger investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen.

Økonom: Gode muligheder for at sikre sig

Jeppe Borre anbefaler boligejerne at overveje, om man vil sikre sine renter fremadrettet.

- Der er meget fornuftige muligheder for at sikre sig. Jeg siger ikke, at renterne vil galoppere op, men der er ikke noget, der er sikkert, når det kommer til renteudviklingen.

Renterne bliver holdt nede af meget lave prisstigninger, centralbanker i stimulanshopla og gældsatte lande i Europa, hvor stigende renter med det samme giver vækstudfordringer

Investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen

Dagens renter er ikke de endelige renter fra 1. april. Den endelige rente bliver fastsat som et gennemsnit af i alt ti auktionsdage, hvoraf den første auktionsdag blev afviklet i dag.

I tv-indslaget herunder får du gode råd om, hvad du skal overveje, når du skal beslutte, om du vil have faste eller variable renter.