Her skal du passe på: Sådan beskytter du dine penge

Svindlen med dankort er steget. I dag bruger kriminelle mange metoder til at lænse helt almindelige danskere. Du kan dog sikre dig på flere måder.

Falske tastaturer, suspekte e-mails og lommemaskiner.

Der går nærmest ikke en uge, uden medierne beretter om svindel med dankort - og metoderne bliver mere og mere tekniske.

Tirsdag skal to personer for retten i Lyngby. De er tiltalt for at have afluret og tømt flere dankort for penge.

Ifølge Jeppe Juul-Andersen, der er dankort-ansvarlig hos Nets, er der dog en række ting, man kan gøre for at sikre sig mod misbrug.

- Man skal ikke være nervøs. Dankortet er utrolig sikkert, og det er effektivt, lyder det fra Jeppe Juul-Andersen.

Se hele interviewet med Jeppe Juul-Andersen øverst i artiklen.

Led efter et logo

Leder man efter Dankort-logoet, inden man kører kortet gennem en maskine, og er man påpasselig med ikke at vise sin pinkode, er sandsynligheden for, at man får lænset sin konto ikke ret stor, mener Jeppe Juul-Andersen.

Man skal dog være vågen.

For i dag findes der flere metoder, som svindlerne bruger til at kopiere eller aflure danskernes betalingskort.

Her kan du se nogle af de fælder, du kan falde i:

Sådan sikrer du dig mod dankortsvindel

Den mest almindelige metode er, at svindlerne aflurer dankort og dernæst stjæler kortet for at misbruge det.

- Det sker typisk i udsatte miljøer, som vi kalder det; på banegårde eller en fredag eftermiddag til en koncert, hvor man tit er uforsigtig med sin pinkode, siger Jeppe Juul-Andersen.

Hans råd er, at man derfor bruger sit kontaktløse dankort, når man kan. På den måde undgår man, at andre aflurer koden.

Kontaktløse dankort

De kontaktløse dankort er blevet kritiseret for at have for svag en sikkerhed.

Det trådløse signal fra kortet kan aflæses ved hjælp af en app på mobiltelefonen. Det eneste, tyven skal gøre er, at installere appen og lægge telefonen på kortet i pungen i bukselommen.

Jeppe Juul-Andersen afviser dog, at sikkerheden er svag på de kontaktløse dankort.

- Kontaktløs teknolig har været brugt internationalt - blandt andet i England i en del år - og det, man kan se, er, at misbruget er meget lavere på de kontaktløse kort, siger han.

De fisker ved automaterne

Det er ikke kun på banegårdene, at dankortet kan blive afluret og stjålet.

Det sker, at svindlerne placerer falske tastaturer eller scannere på pengeautomater, der kan aflure kortdata.

Det er dog sjældent, det sker, lyder det fra Jeppe Juul-Andersen.

Det sker sjældent, men der er set eksempler på, at svindlere placerer genstande på pengeautomater, der kan aflæse og kopiere informationer på betalingskort.
Det sker sjældent, men der er set eksempler på, at svindlere placerer genstande på pengeautomater, der kan aflæse og kopiere informationer på betalingskort. Foto: TV 2
Her et 'dæksel', der kan placeres hen over hullet på en hæveautomat, hvor betalingskortet indføres.
Her et 'dæksel', der kan placeres hen over hullet på en hæveautomat, hvor betalingskortet indføres. Foto: TV 2

Også på nettet bliver dankortinformationerne jagtet.

Her er den mest almindelige form for svindel såkaldte 'phishing'-mails, hvor kriminelle ”fisker” efter betalingsoplysninger, men den seneste tid har man også set eksempler på 'robotter', der lænser folks betalingskort.

- Det er ikke fysiske robotter, der kommer efter os, det, lyder det fra Jeppe Juul-Andersen.

- Det er internethandel, hvor man får hacket sine kortoplysninger - det sker typisk internationalt - og så bruger de kriminelle et stykke software, der foretager en lang række helt almindelige køb - bare lynhurtigt efter hinanden, forklarer han.

Her kan du se, hvad du kan gøre for at undgå, at dit kort bliver misbrugt:

Pas på svindlerne: Her er rådene fra Nets

Pas på PIN-koden

Hold et vågent øje med omgivelserne, når du taster din pin-kode, og hold hånden hen over tastaturet, når du indtaster koden.
Handler du for mindre end 200 kroner, kan du med fordel betale med dit kontaktløse kort, så undgår du at skulle bruge din pin-kode.

​Hold øje med kortet

Ligesom du skal være varsom med at beskytte pin-koden, skal du så vidt muligt heller ikke slippe kortet af syne i forbindelse med betalinger.
Betaler du kontaktløst, slipper du aldrig kortet, og kan på den måde undgå at glemme kortet i terminalen. Det er også en god idé at jævnligt kontrollere, at du ikke har mistet dine kort.

Opbevar ikke alle dine kort sammen

Kort skal opbevares med samme påpasselighed som kontanter, pas, sygesikringsbevis og lignende. Undgå at opbevare dem sammen, hvis du mister din pung eller bliver bestjålet.
Hvis kortet er bortkommet eller du har mistanke om misbrug skal du reagere øjeblikkeligt og kontakte din bank og kortudsteder.

Hold øje med kontoen

Gem dine kvitteringer, og hold øje med din konto.
Stemmer transaktionerne ikke med det, du har brugt kortene til, skal du øjeblikkeligt gøre indsigelse over for din bank eller kortudsteder.

Afgiv aldrig følsomme oplysninger

​Flere danskere oplever i stigende grad at modtage sms'er, e-mails eller telefonopkald fra svindlere, der giver sig ud for at være fra Nets, Microsoft, NemID, din bank eller Visa/MasterCard.
Telefonopkaldene kommer typisk fra engelsktalende personer, og mange snyde e-mails  og snyde-sms'er typisk skrevet på dansk.
Nogle af disse e-mails bruger dog ofte 'ae' i stedet for 'æ', 'oe' i stedet for 'ø', og 'aa' i stedet for 'å'.
Fælles for telefonopkaldene og snyde-emails og snyde-SMS'er er, at modtageren opfordres til at afgive følsomme oplysninger - netbankkonti, betalingskortnummer, udløbsdato, kontrolcifre, cpr, NemID nøglekort - enten gennem telefonen eller via et link. Denne aktivitet er et såkaldt phishing-forsøg.
Undlad at opgive nogen form for personlige kortdata, og slet mailen eller sms'en, du har modtaget. Modtager du et telefonopkald, skal du lægge afbryde forbindelsen.
Har du allerede opgivet dine personlige data, skal du hurtigst muligt kontakte din bank og sørge for at få spærret den/de konti eller det/de betalingskort, du har afgivet oplysninger om.

Digitaliser aldrig dit NemID nøglekort

Nogle phishing-mails linker ind til hjemmesider, der ser troværdige ud, men som er falske kopier. På disse hjemmesider opfordres brugerne til at tage et billede af deres nøglekort og uploade det. Det skal du naturligvis ikke gøre.
Nøglekortet må ikke affotograferes eller digitaliseres, og NemID og Nets vil aldrig bede dig om at gøre det.

Vær opmærksom på snyde-sms’er

Flere danske kortholdere har oplevet, at de bliver kontaktet i forbindelse med, at kriminelle er ved at misbruge deres betalingskort til at handle på nettet.
Da der i mange sammenhænge kræves en ekstra kode for at gennemføre betaling med internationale kort på nettet, så sender de en sms til den person, de har stjålet kortoplysningerne fra.
Sms'en indeholder korrekt navn og det 16 cifrede kortnummer. Kort tid efter denne SMS modtager personen en ægte sms fra Nets med den engangskode, som man skal anvende til at kunne gennemføre købet på nettet. Og det er denne engangskode, man bliver bedt om at videresende i den første sms.