Kæmpe pristjek: Her er Danmarks billigste strøm

16x9
Der er stor forskel på elpriserne. Her får du overblikket over det billigste produkt. Foto: TV 2 / TV 2

Der er store besparelser at hente ved at overveje leverandøren af el. Se de billigste og dyreste landsdækkende priser her.

Man kan skære næsten halvdelen af regningen på strømmen, hvis man vælger at lade den billigste leverandør levere strømmen frem for den dyreste. 

Det viser en ny landsdækkende sammenligning af de danske elpriser i 2015, som el-leverandøren Nettopower har foretaget.

Pristjekket viser, at en gennemsnitsfamilie kan spare over 900 kroner ved at vælge det billigste variable produkt frem for det dyreste. Det viser sig samtidig, at det dyreste produkt også er dobbelt så dyrt som det billigste.

Dyreste selskab er også billigste selskab

Det billigste selskab i undersøgelsen, Vindstød.dk, er også det dyreste selskab.

Det skyldes, at selskabet har forskellige produkter til kunderne – selskabets dyreste produkt er dobbelt så dyrt, som det billigste.

- Vi har det billigste produkt, som har givet mange danskere en stor besparelse på elregningen. Vi har så også et andet produkt, hvor vores kunder har mulighed for at støtte vindenergi. Her sælger vi el fra helt nye vindmøller – det giver en større positiv klimaeffekt, så det er for de kunder, der vil styrke klimaet yderligere, siger administrerende direktør i Vindstød.dk, Morten Nissen Nielsen, som forklaring på det store prisspænd.

Om undersøgelsen:

Nettopower har indhentet dagspriser for samtlige variable el-produkter, der har været tilgængelige på det danske el-marked i minimum 11 måneder. Herefter har selskabet regnet en gennemsnitlig kWh-pris for alle produkter, hvorefter selskabernes abonnementer og gebyrer er tilføjet. 

Til sidst har Nettopower regnet en totalpris for 12 måneder ved et gennemsnitligt forbrug på 4.000 kWh.

I undersøgelsen er der kun medtaget elselskaber som leverer i hele landet og fastpris-produkter er ikke medtaget.

- Prisforskelle er logiske

Hos Dansk Energi, som er brancheforeningen for elselskaber, har man ikke lyst til at kommentere på de specifikke beregninger, men afdelingschef Kamilla Thingvad mener, at det er logisk, at der stor forskel på elprisen.

- Der er fri prisdannelse på markedet som på alle andre liberaliserede markeder. Som forbruger gør man klogt i at lave et pristjek en gang imellem, siger Kamilla Thingvad i en skriftlig kommentar.

I forhold til, at det dyreste selskab også er det billigste, lyder det fra Nettopower, der står bag undersøgelsen, at branchen ikke gør det let for forbrugerne at være kunde.

Sådan skifter du elselskab:

  • Skab dig et overblik over, hvilke selskaber der leverer el i dit område.
  • Sammenlign priser og betingelser hos de forskellige selskaber. Fra 1. april kan du bruge elpris.dk, der viser produkter og priser på elmarkedet. Du kan tjekke priser og produkter på elpris.dk
  • Vælg tilbuddet, som passer bedst.
  • Tilmeld dig den nye leverandør. Din tidligere leverandør vil automatisk få besked om dit skifte.

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen 

- Ikke nok med, at forbrugerne skal navigere i mange forskellige selskaber, de skal også være opmærksomme på, hvad det er for et el-produkt, de ender med at få. Flere af de billigste selskaber har også nogle af branchens dyreste produkter, lyder det fra Frank Bengtsson, direktør i Nettopower.

Afgifter æder en stor del af kagen

Hos Dansk Energi mener man heller ikke, at markedet er gennemskueligt for forbrugeren. Men det skyldes ydre forhold.

- Efter vores mening skygger det for gennemskuelighed på elprisen, når 59 procent af elregningen er skatter og afgifter. Når det er sagt, så kan man som kunde tjekke tilbud på elpris.dk, som har til formål at skabe en overskuelig mulighed for at sammenligne de forskellige produkter på pris. Her kan man danne sig et overblik over de dyreste og de billigste. Og det tager under fem minutter at skifte elselskab, lyder det fra Kamilla Thingvad.

Hver gang du betaler 270 øre, er det cirka 25,5 øre som går til den rene strøm. 69 procent af den samlede regning går i statskassen - af disse indgår også PSO-afgiften.

Dermed er det også kun reelt de 11 procent, som er ren strøm, hvor de forskellige elselskaber på markedet kan konkurrere på prisen for at kapre kunder.