Coop satser: Vil sælge mad på nettet

16x9
Mad.coop.dk er i luften. Coop satser på at tage markedsandele. Foto: TV 2 / TV 2

Nu slår Coop dørene op for bestilling af friske madvarer online. Virksomheden håber på, at kunne kapre markedsandele.

Coop vil være med på online-bølgen og går i gang med et nyt supermarked på nettet, der skal levere dagligvarer til døren over hele Danmark.

I dag har Foreningen Coop, der står bag kendte supermarkedskæder som Brugsen, Irma og Kvickly, en lignende løsning med Irma.dk.

Men fremover kan danskerne altså også handle madvarer over nettet via mad.coop.dk.

- Irma.dk har en god udvikling, men vi ønsker at komme bredere ud med et koncept, der appellerer til en større del af befolkningen, siger Jan Madsen, koncerndirektør i Coop i en pressemeddelelse.

Coop går stort ud med lanceringen og vil starte med et sortiment på 8.000 forskellige varer.

Markedslederen indenfor online supermarkeder, Nemlig.com har til sammenligning i dag et sortiment på 7.300 varer.

Vil investere i netbutikken og mad

Udmeldingen kommer samme dag, som Coop har præsenteret regnskab og planerne om investering i både digitalisering og modernisering af Fakta-butikker.

I den forbindelse fortæller administrerende direktør i Coop, Peter Høgsted, at man gerne vil udvide markedet.

- Som branche har vi været for fokuseret på prisen. Vi skylder at vise, at der er andre valgmuligheder. Nu har vi fokuseret på pris i 20 år, så det kan man ikke ændre fra den ene dag til den anden. Jeg tror godt, at folk vil bruge flere penge på mad. Bare ikke det mad, de får tilbudt i dag, siger Peter Høgsted.

Han henviser til, at eksempelvis elektronik har øget sin del af danskernes forbrug, men at det er sket, fordi sektoren har opfundet nye og innovative produkter.

 - Der skal vi nok kigge ind ad og indse, at vores innovation har stået i stampe i mange år. Derfor bruger folk ikke flere penge på mad, siger Peter Høgsted.

Derfor investerer Coop i mere kvalitet i sine varer, et langt større fokus på madbestilling via internettet og mere eller mindre færdige måltider.

- Jeg ser ikke Dansk Supermarked eller Dagrofa som mine konkurrenter. Men jeg betragter restauranter, caféer og oplevelsessektoren som steder, vi kan erobre markedsandele fra.

- Hvis vi kan udvide markedet er det meget bedre, end at vi alle slås om at sælge den samme pakke cornflakes, siger Peter Høgsted.