Nu skal du snart bruge mobilen, når du handler på nettet

16x9
Fremover vil du også skulle finde telefonen frem, når du handler på nettet. Det skyldes nye EU-regler. Foto: DRESLING JENS / POLFOTO

Snart skal mobilen findes frem, når du handler på danske netbutikker. Nye regler vil betyde, at en del af handlerne skal godkendes med en SMS-kode.

Når du handler på nettet, vil du snart være ude for, at du skal finde både betalingskort og mobiltelefonen frem, når du kommer til betalingen. For hvis du vil købe varer over nettet, skal du ved nogle køb godkende betalingen via en SMS-kode.

Det er en potentiel bombe under netbutikkernes indtjening – for jo mere besværligt det er at købe online, jo mindre køber vi.

- Netbutikkerne står i den forbaskede situation, at de kommer til at stå med en omkostning, siger Niels Ralund, der er formand for netbutikkernes brancheorganisation, FDIH. Han fortæller, at regningen for de nye løsninger ender hos butikkerne.

Det er nye EU-regler, som tvinger de danske netbutikker til at indføre mere sikkerhed ved betalingen. Det drejer sig i første omgang om betalinger foretaget med Visa eller Mastercard, hvor reglerne vil træde i kraft fra maj i år - dankortet følger trop inden januar næste år.

I forhold til dankortet er udgangspunktet, at man vil blive afkrævet en kode, når man handler for over 200 kroner.

Søren Winge, Pressechef hos Nets

En bombe under nethandlen 

Det får betydning for langt størstedelen af netbutikkerne, eftersom danskerne skal godkende et køb ved hjælp af en kode via mobilen.

Sådan kommer det til at foregå:

På alle køb mellem 200 og 2000 kroner vil der blive udført en række risikovurderinger af et internetkøb – og hvis et køb potentielt kan være svindel, så vil forbrugeren blive bedt om at bruge SMS-godkendelsen.

Køb under 200 går automatisk igennem uden kontrol, mens køb over 2000 automatisk vil udløse brugen af den ekstra SMS-sikkerhed. DIBS, som er leverandør af online betalingsløsninger, anslår at omkring 70 procent af alle køb vil blive udsat for risikovurderinger, og at en stor del af disse vil resultere i SMS-godkendelsen.

Ifølge Dibs, som er leverandør af online betalingsløsninger, så er der tale om en potentiel bombe under nethandlen. For selvom indledende undersøgelser viser, at svindel mindskes med 80 procent efter indførslen af den ekstra sikkerhed, så vil det betyde, at flere kunder dropper købene på nettet.

- Der er tale om en stor trussel mod netbutikkernes omsætning. Der står milliarder på spil, siger Henriette Høyer, salgschef hos Dibs.

Det er pest eller kolera for vores medlemmer.

Niels Ralund, Formand for FDIH

Hun forklarer, at 20 procent af de handlende danskere på nettet har prøvet at afbryde et køb på nettet alene på grund af besværlige betalinger, der kræver flere trin – som for eksempel SMS-godkendelse.

Svindel mindskes sammen med omsætning

Hos brancheforeningen for netbutikkerne er man som udgangspunkt rigtig glade for ekstra sikkerhedsforanstaltninger, da der foregår massiv svindel hos netbutikkerne.

Men foreningen frygter også, at besværlige betalingsløsninger vil betyde færre penge i kassen.

- Som kunde giver det et mere bøvlet betalingsforløb. Al erfaring viser, at kunder ikke vil handle et sted, hvor det er bøvlet, Det er pest eller kolera for vores medlemmer, siger Niels Ralund fra FDIH, og henviser til at valget reelt står mellem flere handlende eller bedre sikkerhed.

Det er ikke muligt at sige præcist, hvor mange handler som fremadrettet vil udløse et ekstra betalingsvindue, hvor du skal taste en SMS-kode ind. Det fortæller Søren Winge, der er pressechef hos Nets. 

- Vi har ikke konkrete erfaringer endnu, så det er svært at komme med et bud. I nogle brancher, der er mere misbrugsudsatte, vil en større andel af transaktionerne vurderes som højrisiko, og dermed udløse SMS-godkendelsen, siger Søren Winge.

Han forklarer at udgangspunktet er, at alle transaktioner screenes for at risikovurdere dem, og at nogle af de transaktioner som er mellem 200 og 2000 kroner godt vil kunne afvikles uden kode.

Dankortet går ikke fri

I dag bliver 6 ud af 10 betalinger på nettet foretaget med et dankort. I første omgang bliver SMS-godkendelsen ikke indført for dankortet – men en lignende løsning er på vej.

- I forhold til dankortet er udgangspunktet, at man vil blive afkrævet en kode, når man handler for over 200 kroner. Løsningen lanceres i efteråret, og det er for tidligt at sige, hvordan den vil tage sig ud i sin endelige form, siger Søren Winge, pressechef hos Nets.

- Men det er noget, som danskerne skal vænne sig til. På et tidspunkt vil det blive helt naturligt for dem, siger han.

Han pointerer, at det i dag er netbutikkerne, som står med tabet, hvis de bliver udsat for svindel, og er derfor fortrøstningfuld i forhold til indførslen af de nye regler.

- Koden kommer kun i spil, når betalingen er tilpas høj, og der er en risiko. Så leverer man en ydelse, hvor der er meget misbrug, så vil kunderne opleve at skulle bruge SMS-koden noget mere, siger Søren Winge.

De nye regler for Visa og Mastercard træder i kraft den 2. maj.

Løsningen med SMS-godkendelsen går under navnet 3D Secure. Ved at logge ind via Nem-ID kan forbrugeren taste sit mobilnummer, som efterfølgende vil blive brugt til SMS-godkendelserne.