Tjek her: Kan du også spare kassen på at lease din bil

Skal du købe din bil, eller skal du lease den? Rekordmange danskere er begyndt at lease, og skifter du ofte bilen ud med en ny, kan der være meget lette og store besparelser, der bare ligger og venter på dig hver eneste måned.

Mange faktorer er afgørende for, om også du kan spare penge på at lease. I tv-indslaget ovenfor viser vi en række konkrete eksempler på, hvornår det kan - og hvornår det ikke kan - betale sig at lease.

Hvor længe bruger du bilen
Skifter du bilen ud, inden der er gået 4-5 år, peger det i retning af, at du kan spare penge på at lease fremfor at eje din bil. Vil du bruge bilen i længere tid, kan det oftest bedst betale sig at eje bilen, fordi bilens værditab bliver mindre og mindre for hvert år, du ejer den.

Find ud af hvor langt du skal køre
Om det er billigere at lease, kommer også an på, hvor mange kilometer du skal køre i bilen. Vælger du at lease, aftaler du på forhånd, hvor meget du må køre i bilen. Kører du længere end det aftale, kan det meget nemt blive dyrt for hver kilometer, du kører ekstra, og det kan tippe regnestykket i retning af, at det ikke kan betale sig at lease.

Derfor er det afgørende, at du ved, hvad du vil bruge bilen til. Skal du for eksempel kun bruge den til at køre på arbejde i hverdagene, kan du hurtigt regne ud, hvor langt du kommer til at køre hvert år.

Tjek leasingkontrakten
Der findes mange forskellige leasingkontrakter, og det er naturligvis en god ide at læse dem godt igennem. I FDMs standardkontrakt står både den månedlige leasing-ydelse, og hvad de samlede leasing-ydelser i perioden bliver i alt - den er også rigtig vigtig at kende - så kig efter den. I indslaget ovenfor kan du se, hvor den samlede leasingydelse står i FDMs standardkontrakt.

Hvad nu hvis der sker noget med bilen?
Selvom du leaser din bil, skal du stadig selv have kasko og ansvarsforsikring hos dit eget forsikringsselskab. Kører nogen ind i dig, eller kommer du ud for en anden ulykke, så bliver det derfor en forsikringssag, og dit forsikringsselskab dækker, hvis betingelserne for dette er opfyldt – præcis som hvis du selv havde ejet bilen. Du har stadig en selvrisiko, og den gælder også stadig, selvom du leaser.

Hvis der af andre årsager kommer en bule eller en ridse i bilen, risikerer du, at du skal dække udbedringen af skaden, når du afleverer bilen tilbage til leasingselskabet.

Kan jeg komme ud af leasing-kontrakten?
Du kan lease en bil over mange forskellige perioder. Det er meget normalt at lease i 1 eller i 3 år. Leaser du i 3 år, kan du oftest komme ud af kontrakten efter 12 måneder – men du skal huske at opsige kontrakten med en måneds varsel – altså efter 11 måneder.

Der kan også være andre regler omkring opsigelse før tid, og det vil fremgå af kontrakten, så læs den igennem, inden du skriver under.

Vælger du at købe din bil, kan du se, hvilket gebyr, du skal være yderst opmærksom på, når du låner penge til din bil hos bilforhandleren.

Dine Finanser

  • Dine Finanser er TV 2s privatøkonomiske magasin præsenteret af Christian Kjær.
  • Christian Kjær er redaktør og vært på programmet.
  • Han skriver desuden artikler og analyser på TV2.dk.
  • Siden 2008 har Christian Kjær arbejdet med penge- og finansjournalistik på TV 2.
  • Inden da har han skrevet for Morgenavisen Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende.