Kronologi: Sagen om Madeleine

16x9

Kronologi over forløbet siden Madeleines seng blev fundet tom i ferielejligheden i Portugal

Den fireårige Madeleine McCann forsvandt den 3. maj 2007 under en ferierejse med sine forældre til Algarvekysten i det sydlige Portugal. Siden har politiet og private efterforskere hevet den ene mistænkte efter den anden op af hatten. Se kronologien over forløbet her.

12. januar 2010
Retsduellen mellem familien McCann og Goncalo Amaral starter i Lissabon. Amaral gentager sin beskylding: Familien McCann gemte Madeleines lig

10. december 2009
Familien McCann sagsøger den fyrede politichef Goncalo Amaral og stopper udgivelsen af hans bog.

24. november 2009
En falsk sikkerhedsekspert bliver anholdt, sigtet for at have snydt Madeleine McCanns forældre for ca. tre millioner kroner.

23. november 2009
En falsk sikkerhedsekspert har snydt Madeleine McCanns forældre for flere millioner. Han eftersøges af FBI.

Kate og Gerry McCann havde betalt Kevin Halligan godt fem millioner for at finde den forsvundne Madeleine. Men istedet for at betale detektiver for at finde pigen, stak han selv tre af millionerne i lommen.

10. oktober 2009
Et vidne mener at have set Madeleine i Sverige

24. september 2009
Fundet af den bortførte pige Jaycee Lee Dugard giver Kate og Gerry McCann, nyt håb for at finde deres bortførte datter i live:

"Den har sag viser, at børn nogen gange kan forsvinde fra jordens overflade og alligevel blive fundet i live mange år senere," siger Kate og Gerry McCann.

6. august 2009
Et billede af en kvinde offentliggøres. Kvinden beskrives som en der ligner David Beckhams hustru, Victoria Beckham. De to britiske efterforskere håber at kvinden ligger inde med oplysninger, der kan føre til opklaring af sagen.

22. juni 2009
Familien McCanns private detektiver vender blikket mod en mordsigtet mand, der sidder varetægtsfængslet i England.

6. juni 2009
Den tidligere dømte sexforbryder Ray­mond Hewlett vil have penge for at ud­tale sig i sagen om Madeleine McCanns forsvinden. Han påstår at ligge inde med vigtige oplysninger. Familien afviser at betale.

28. maj 2009
Den dømte sexforbryder Raymond Hewlett afleverer frivilligt en dna-prøve.

7. maj 2009
En mand, der beskrives som grim bliver offentliggjort som ny hovedmistænkt. Fire uafhængige vidner så ham betragte ferielejligheden, og han er aldrig før blevet afhørt af portugisisk politi.

2. maj 2009
Et computerprogram regner ud, hvordan Madeleine McCann ser ud i dag.

19. januar 2009
13 pædofile anholdes i sagen. Der er dog ingen direkte forbindelse til Madeleine

21. december 2008
Kate og Gerry McCann offentliggør en ny video af Madeleine for at sætte fornyet fokus på, at Madeleine stadig ikke er fundet

27. november 2008
Den tidligere efterforskningsleder af Madeleine-sagen mener, at forældrene ved, hvad der er sket med deres datter. Det skriver han i bogen "Maddie - Sandheden om løgnen," som han vil bruge til at rense sit navn.

12. november 2008
Kate og Gerry McCann får udleveret rapporten om datterens forsvinden fra det portugisiske politi. Parrets talsmand siger, at det rapporten kaster lyst over de ting, som politiet ikke gjorde, og at det måske kan åbne nye døre.

16. oktober 2008
De venner, som Kate og Gerry McCann spiste middag med, da Madeleine forsvandt - kaldt The Tapas 7 - får 3,6 millioner kroner og en undskyldning i erstatning, fordi flere aviser har antydet, at forældre stod bag hendes forsvinden og at vennerne dækkede over dem.

15. september 2008
Uddrag af Kate McCanns dagbog, der har været beslaglagt af politiet, bliver lækket til medierne af det portugisiske politi.

20. august 2008
Daily Telegraph laver en fantomtegning af en mistænkt mand, som en kvinde så i buskene bag familien McCanns ferielejlighed i Portugal otte måneder før Madeleine forsvandt.

9. august 2008
En sikkerhedsvagt fra en bank i Bruxelles er overbevist om, at han har set Madeleine og en kvinde på bankens overvågningskamera. Det er tredje gang, at en pige lig Madeleine spottes i Belgien.

6. august 2008
Det kommer frem, at en kvindelig butiksejer i Amsterdam mener, at Madeleine har været i hendes butik. Politiet i Portugal bliver informeret, men følger ikke op på sagen.

5. august 2008
Efterforskningsmaterialet i Madeleine-sagen offentliggøres. Sagen indeholder over 30.000 siders materiale.

Efterforskningsmaterialet afslører blandt andet at det portugisiske politi har prøvet at presse en falsk tilståelse ud af Madeleines forældre Gerry og Kate McCann.

21. juli 2008
Det portugisiske retsvæsen henlægger officielt sagen om den forsvundne Madeleine McCann på grund af manglende spor og beviser.

Henlæggelsen af sagen betyder samtidig, at Madeleines forældre, Kate og Gerry, bliver renset som mistænkte i sagen af Portugals øverste anklagemyndighed.

3. maj 2008
Årsdagen for Madeleines forsvinden. Gerry og Kate McCann tror satdig, at deres datter er i live og bliver holdt fanget et sted i verden.

18. november 2007
Detektivfirmaet Metodo 3, som Kate og Gerry har hyret til at finde Madeleine, siger, at de ved, hvem der tog Madeleine, og at de er meget tæt på at opklare sagen. Deres udsagn bunder i, at et vidne har set en mand og en kvinde med Madeleine to dage efter, hun forsvandt. Senere på dagen afsløre en kilde tæt på Metodo 3, at kvinden er Michaela Walczuch. Hun er kæreste med Robert Murat, der også er mistænkt i sagen.

24. oktober 2007
Ifølge den portugisiske avis 24 Horas finder politiet spor af Madeleines kropsvæsker og hår i Robert Murats hjem. Samtidig siger en kilde, at den mistænkte engelsk-portugiser kendte Kate og Gerry McCann, hvad han tidligere har benægtet. Ud fra sporen er det ikke muligt at fastslå, om Madeleine var død eller levende, da hun befandt sig i Murats lejlighed.

08. oktober 2007
En ny efterforskningsleder sættes på sagen. Den nye mand på posten er veteranen Paulo Rebelo

02. oktober 2007
Den portugisiske politikommissær Goncalo Amaral, som har været leder af ef­terforskningen af sagen bliver overført til andre op­gaver. Foinden er han blevet beskyldt for smøl og druk.

26. september 2007
En spansk turist har fotograferet en pige meget lig Madeleine i Marokko. Pigen var sammen med en gruppe mennesker, der var klædt som de lokale i området. Det bliver dog hurtigt fastslået, at fotoet forestiller en lokal bondepige fra området.

20. september 2007
På trods af at det portugisiske politi ikke har planer om flere afhøringer af McCann parret, forbliver de mistænkte i sagen.

Gerry og Kate McCann er dog lettede og meddeler gennem deres talsmand, at de vil relancere den verdensdækkende søgen efter Madeleine.

Briten Robert Murat er også fortsat mistænkt i sagen

18. september 2007
En portugisisk dommer afviser politiets anmodning om at kræve Madeleines forældre tilbage til landet til flere afhøringer. Ifølge avisen Daily Mail mener dommeren, at politiets beviser er for tynde.

Tidligere BBC journalist Clarence Mitchell siger sit job op for at blive ny talsmand for McCann ægte­parret. Han kender i forvejen parret, da han i maj og juni i år var udsendt til Portugal af det britiske udenrigs­ministerium for at arbejde på sagen.

16. september 2007
Den britiske millionær Richard Branson meddeler, at han vil donere, hvad der svarer til over en million danske kroner til en fond, som skal hjælpe Kate og Gerry McCann med at betale for en eventuel retssag imod dem.

15. september 2007
Madeleine McCanns familie vil søsætte en ny kampagne, der skal minde folk om den fireårige pige, der forsvandt i maj i år.

Kampagnen, kommer til at koste 80.000 pund (svarende til 862.060 kr.) - pengene stammer fra fonden, som Madeleines onkel, John McCann, har grundlagt.

Forældrene har ligeledes bestemt, at fondens penge ikke skal bruges på at betale forældrenes advokater i en eventuel retssag.

14. september 2007
Af flere medier fremgår det, at den dagbog, som Kate McCann har ført både før og efter lille Madeleine forsvandt, angiveligt tegner et billede af en kvinde på sammenbruddets rand - og ifølge den portugisiske avis Correio da Manha kaldte Kate tilsyneladende sine børn for både hysteriske og krævende. Det billeder stemmer dog ikke overens med det, som parrets venner og bekendte har at sige - de mener alle, at både Gerry og Kate var hengivne forældre.

Politiet i Portugal skulle nu have håndfaste beviser på at Madeleines død skyldtes sovemedicin. Ifølge den franske avis France Soir har eksperter angiveligt kunnet måle store mængder medicin i de kropsvæsker, der er blevet fundet i den bil, som Kate og Gerry McCann lejede, da deres datter havde været forsvundet i 25 dage.

13. september 2007
Mindst to millionærer, som tidligere har givet penge til Madeleine-fonden, der er øremærket til at finde den 4-årige pige, melder ud, at de ikke vil have mere med sagen at gøre.

Blandt de personer, som har doneret penge, er forfatteren J.K. Rowling, musikeren Elton John og rigmanden Richard Branson.

11. september 2007
Madeleine McCanns forældre hyrer blandt andet advokat Michael Capplan, som repræsenterede den tidligere chilenske diktator - Augusto Pinochet - da Spanien forsøgte at få ham udleveret fra Storbritannien i 1999.

Det bliver samtidig undersøgt, om Madeleine-fonden, der råder over 11 millioner kroner, kan bruges til at betale stjerneadvokaterne.

10. september 2007
Ifølge den britiske avis The Times, har de portugisiske efterforskere angiveligt samlet tilstrækkeligt med beviser for at kunne tiltale Kate McCann for drab på sin datter Madeleine

9. september 2007
To dage efter at portugisisk politi rejste en mistanke mod lægeparret, vender parret hjem til Storbritannien med deres toårige tvillinger.

8. september 2007
Madeleines faster oplyser til en tv-station, at Kate McCann er blevet oplyst af det portugisiske politi, at hun vil kunne slippe med maksimalt to års fængsel, såfremt hun indrømmer uagtsomt manddrab. Samtidigt skriver den britiske tabloidavis The Sun, at politiet mistænker lægeparret for at have bedøvet Madeleine med sovemedicin, inden de gik ud for at spise.

7. september 2007
Både Madeleines mor og far får status som mistænkte i sagen.

Det sker efter, at portugisisk politi har modtaget resultater fra nye retsmedicinske test af blodprøverne fra det hotelværelse, hvorfra Madeleine forsvandt.

6. september 2007
Madeleines mor Kate McCann blev afhørt i 11 timer i Portugal. Hun bliver udelukkende afhørt som vidne.

16. august 2007
Ifølge flere britiske aviser stammer blod-pletterne fundet i familiens ferielej-lighed i Portugal ikke fra Madeleine McCann, men derimod fra de personer, der lejede ferielejligheden efter familien McCann.

Dette bliver dog ikke bekræftet af den britiske retsmedicinske tjeneste, der understreger, at undersøgelserne stadig er i gang.

Samtidig afviser en talsmand fra det portugisiske politi, ifølge The Times, at efterforskerne er sikre på, at Madeleine døde den nat, hun forsvandt.

7. august 2007
Ved hjælp af ultraviolet lys og specialtrænede hunde finder politiet blodspor på væggen i det værelse, hvor Madeleine forsvandt.

Forældreparret er dermed igen i politiets søgelys og lover at samarbejde med politiet. Politiet arbejder nu ud fra teorien om, at Madeleine ikke blev kidnappet, men dræbt.

Gerry og Kate McCann understreger, at de stadig tror, at Madeleine er i live.

26. juli 2007
McCann-familiens lokale avis fra hjemstavnen, Leicester Mercury ser sig nødsaget til at fjerne alle læserkommentarer til deres artikler om Madeleine-sagen, fordi avisens debatforum bliver bombarderet med beskeder om, at forældreparret bør retsforfølges.

22. juli 2007
Madeleines far, Gerry McCann rejser til USA for at møde eksperter i forsvundne børn. Amerikanske medier vil gerne vide, hvordan parret kunne finde på at efterlade deres treårige datter på hotelværelset.

6. juli 2007
Hollands nationale efterforskningsenhed arresterer en mand, som angiveligt har forsøgt at afpresse McCann-familien mod at afsløre, hvor Madeleine befinder sig.

21. Juni 2007
Politiet på Malta søger efter Madeleine efter fem uafhængige tip fra turister, der mener at have set pigen.

13. juni 2007
Den hollandske avis De Telegraaf skriver, at den har modtaget et anonymt brev, som i detaljer beskriver, hvor liget af Madeleine McCann kan findes. Brevet er magen til et andet brev, som avisen modtog sidste år, og som sandfærdigt beskrev, hvor ligene af to belgiske piger kunne findes. Brevet om Madeleine bliver overgivet myndig­hederne i Portugal, der dog ikke finder pigen.

6. juni 2007
Madeleines forældre udsættes for en nærgående tysk presse, der blandt andet antyder, at forældrene selv havde en finger spillet, da datteren forsvandt. At de lod børnene alene om aftenen, mens de spiste på en nærliggende restaurant, og at deres gøren og laden den seneste måned har virket både mystisk og mistænkelig.

Gerry McCann siger, at han er rystet over, at nogen kan tro, at han og konen er involveret i kidnapningen.

1. juni 2007
Madeleines forældre tager på Europaturne for at finde deres datter.

30. maj 2007
Madeleines forældre modtages af pave Benedikt XVI på Peterspladsen i Vatikanet.

21. maj 2007
Madeleines far vender hjem til England for første gang siden datterens forsvinden.

18. maj 2007
Hjemmesiden besøges af 55 mio. brugere.

17. maj 2007
Hjemmesiden www.findmadeleine.com lanceres.

16. maj 2007
Den britiske vicepremierminister John Prescott oplyser på vegne af Tony Blair det britiske underhus, at regeringen vil gøre alt, hvad den kan for at støtte Madeleines forældre.

Portugisisk politi afhører en computertekniker, som lokale medier udpeger som en russisk mand. Hans computere konfiskeres.

Madeleines familie opretter en fond.

15. maj 2007
Politiet oplyser, at det har en mistænkt, men at de ikke har tilstrækkeligt til en arrestation.

Fem andre ejendomme ransages i området, og to personer afhøres som vidner.

14. maj 2007
Forældrene oplyser, at de vil blive i Portugal, indtil deres datter er fundet.

Politiet ransager et hus lidt oppe ad vejen i forhold til stedet, hvor Madeleine forsvandt. Politiet tager samtidigt en britisk mand med på stationen til afhøring. Han løslades senere.

13. maj 2007
Virginstifter Richard Brason, Harry Potter-forfatter J.K. Rowling og fodboldspilleren Wayne Rooney melder sig med flere penge til dusørpuljen, der nu runder 2,5 mio. pund.

En halv mio. pilgrimme beder for Madeleine.

12. maj 2007
Madeleine fylder fire år.

11. maj 2007
Den skotske forretningsmand Stephen Winyard tilbyder en 1 en mio. pund i dusør i sagen.

Den engelske fodboldstjerne David Beckham går på tv, hvor han opfordrer alle, der måtte ligge inde med oplysninger til at bringe dem videre.

10. maj 2007
Undersøgelserne omkring feriecentret aftager. Opmærksomheden samler sig om en blond kvinde, der har opført sig mistænkeligt før Madeleines forsvinden.

8. maj 2007
Politiet oplyser, at det har undersøgt 350 mistænkelige hændelser, men uden at det har givet spor i forhold til Madeleine.

Den portugisiske avis Correio de Manha skriver, at Madeleine er kidnappet af et pædofilt netværk.

To eksperter i kriminel adfærd flyves ind fra Storbritannien. Manchester Uniteds portugisiske Cristiano Ronaldo kommer med en appel for Madeleines frigivelse.

7. maj 2007
Moderen Kate McCann kommer med en følelsesladet appel til kidnapperen om at lade hendes datter komme uskadt tilbage.

5. maj 2007
Politiet har lavet en fantomtegning af en mistænkt. Politiet mener, at Madeleine er i live og holdes fanget inden for en radius af 4,5 km fra feriecentret. Tegningen er imidlertid kun af en mandenakke.

4. maj 2007
Familien McCann og de britiske medier kritiserer det portugisiske politi for at først alt for sent at begynde at tage sagen alvorligt samt at være alt for sent ude med at efterlyse pigen i havne og grænsekontroller. Politiet kritiseres også for ikke at sikre lejligheden og området omkring, så evt. bevisemateriale kunne bevares. Politiet ønsker ikke at kommentere anklagerne ud fra portugisiske regler om tavshed under efterforskningen.

Der opstår spekulationer om, at kidnapperen kan være brite. En kvinde oplyser, at hun havde set en mistænkelig person opholde sig ved feriecentret få dage før Madeleines forsvinden.

3. maj 2007
Mellem 21.30 og 22.00 forsvinder pigen fra familiens ferielejlighed, mens forældrene spiser i en restaurant i feriecentret. Et vindue står åbent, og man antager straks, at pigen er blevet bortført.