Sandberg: En af de tunge drenge

Brian Sandberg, som kommer fra Slagelse, er i offentligheden mest kendt for at have været den nu fængslede Stein Baggers bodyguard.

Men selvom han indtil december sidte år var stort set ukendt for offentligheden har Sandberg en lang karriere inden for Hells Angels.

Havde fingrene i klubkassen
Angiveligt kom Brian Sandberg i kontakt med Hells Angels, da han afsonede en syv år lang fængselsdom for handel med amfetamin, som han havde fået i 1991.

Sandberg blev fuldgyldigt medlem af rockergruppen under rockerkrigen mellem Hells Angels og Bandidos i 1990'erne. Men i 1998 blev der sat en stopper for Brian Sandbergs lynkarriere i rockergruppen, da han røg i "bad standing". Angiveligt var det fordi, han havde haft fingrene for langt nede i klubkassen, men det er ikke bekræftet af Hells Angels.

I forbindelse med at Sandberg røg i bad standing fik han ifølge Ekstra Bladet et par dage til at fjerne sine klubrelaterede tatoveringer, som nu er dækket sorte pletter.

Manden bag AK81
I 2003 blev han dog taget til nåde igen og siden 2007 har Sandberg arbejdet hårdt på at opbygge støttegruppen AK 81, som i dag passer på de fremtrædende medlemmer af Hells Angels.

I dag er Sanberg selv en af de helt store drenge inden for Hells Angels. Der er blandt andet forlydende om, at han ikke går uden for en dør uden at være flankeret af unge AK 81'ere, som passer på ham.

Jaget vildt i kriminelle indvandrerkredse
Inden for det seneste år har Brian Sandberg været udsat for to skudattentater. Det første i januar, da han sad på juicebaren Joe and the Juice på en sidegade til Støget i København. Og senest i mandags, hvor der blev skudt ind på Sticks and Sushi, hvor han spiste sammen med andre medlemmer af Hells Angels.

Talsmand for Hells Angels, Jørn Jønke Nielsen siger til TV 2, at det kan være en tilfældighed, at Sandberg har været til stede begge gange, der er blevet skudt.

Kilder fortæller dog til TV 2, at Sandberg er en mand, der ligger højt på indvandrergrupperingernes liste. Han havde før gode kontakter i de kriminelle indvandrerkredse, og ifølge TV 2's oplysninger føler de sig nu svigtede af Sandberg.