EU-sejr til Auken og Messerschmidt

Dansk Folkeparti og SF er EU_-valgets store vindere. Begge får ekstra mandat

Morten Messerschmidt og Margrete Auken.
Spidskandidaterne fra DF og SF er EU-valgets store vindere. Begge har iføl­ge TV 2s prognose fået så mange person­lige stemmer, at de har trukket et eks­tra mandat.

"Det er fuldstændig forrygende," siger Messerschmidt til TV 2 fra DFs valg­fest på Christiansborg, hvor parti­leder Pia Kjærsgaard dansede af glæde. Ifølge TV 2's prognose da 98 pct. af stemmerne var talt op, går S tilbage til 4 mandater; Venstre får uændret 3; SF går frem til 2; DF frem til 2; og K og Folkebevægelsen mod EU får hver et.

Det bliver dermed fordelingen af de 13 danske pladser i Europa-Parlamentet efter valget i dag.

I forhold til exit polls tidligere på dagen har Dansk Folkeparti vundet et mandat fra De Konservative med spidskandidaten Bendt Bendtsen, der dermed ikke har kunnet gøre Messerschmidt og Auken kunsten efter.

SF ser ud til at have vundet deres ekstra mandat fra Socialdemokraterne.

Hos SF glæder partileder Villy Søvndal sig over, at valgkampen har givet bonus:

"Vi vinder på at vi har snakket politik. Vi har talt om klima og retfærdig­hed, og jeg synes det er godt, at man stadig kan vinde på politik i poli­tik," siger han til TV 2/NYHEDERNE.

Fordelingen i mandater ser således ud ifølge prognosen:

Socialdemokraterne 4 mandater: Dan Jørgensen, Britta Thomsen, Christel Schaldemose. Fjerde mandat vil gå til Ole Christensen eller Malou Lunderød.

Radikale 0 mandater. Dermed ikke valg til spidskandidaten Sofie Carsten Nielsen.

Konservative 1 mandat: Bendt Bendtsen

SF 2 mandater: Margrete Auken og Emilie Turunen. SF er i prognosen på vippen til at få tre mandater.

Liberal Alliance 0 mandater. Dermed ikke valg til spidskandidaten Benjamin Dickow.

Junibevægelsen 0 mandater. Dermed er EU-parlamentarikeren Hanne Dahl ikke genvalgt.

Folkebevægelsen mod EU 1 mandat: Søren Søndergaard

Dansk Folkeparti 2 mandater: Morten Messerschmidt og en af disse fire: Kenneth Kristensen Berth, Anna Rosbach Andersen, Dennis Flydtkjær og Jeppe Jakobsen.

Venstre 3 mandater: Jens Rohde, Morten Løkkegaard og Anne E. Jensen.