Sådan bliver du danmarksmester i computerspil

Er computerspil en sport?

Er computerspil en sport? Ja, mener forbundet for danske computerspillere eSport Danmark.

De inviterer nemlig til danmarksmesterskabet i gaming til elektronik- og gadget-messen Beep 2012. Det foregår fra den 16. – 18. november i Bella Center i København.

Her skal der findes en danmarksmester i spillene Counter-Strike: Global Offensive, Starcraft 2, Tekken Tag Tournament 2, Halo 4 og Black Ops 2.

Vind præmier for 50.000 kroner

Derudover vil der være konkurrencer i Trackmania 2: Canyon, Far Cry 3, Shootmania og Forza Horizon. Foruden æren dystes der også om præmier for 50.000 kroner.

- Vi håber på, at danmarksmesterskabet vil være med til at skabe fornyet debat om hvorvidt computerspil, mere specifik eSport, er en sport eller ej. Det mener vi jo, at det er, siger formand Jens Christian Ringdal fra eSport Danmark.

- Derfor inviterer vi Danmarks Idræts-Forbund med for at give syn for sagen. Der er et behov for at sporten organiseres i et nærdemokratisk miljø, og her kan vi med fordel drage nytte af de erfaringer, man har i DIF.

Årets danmarksmesterskab i gaming er tænkt som en årligt tilbagevendende begivenhed, der skal være med til at fremme interessen for eSport og højne niveauet for eSport og gaming i Danmark.

Skal du med? Tilmeld dig her. Det koster 75 kroner at deltage i flere af turneringerne, og derudover kommer entre til messen.

Gå FIFA-amok

Er du mere FIFA-typen, så fortvivl ej. Som bonusoplysning kan det nemlig nævnes, at DanskFIFALiga.dk i samarbejde med EA Sports og Cult arrangerer FIFA Mesterskabet til Beep 2012.

Det betyder altså en hel weekend med FIFA 13, hvor der dystes om en samlet præmiesum på 10.000 kroner. Turneringen finder sted lørdag den 17. november fra klokken 10 – 17 samt søndag den 18. november i samme tidsrum.

Du kan tilmelde dig til den turnering her. Det koster 160 kroner plus gebyr at deltage, men det er inklusiv entre til messen.