Rapport: Her holder de kinesiske hackere til

Denne bygning i Kina huser ifølge sikkerhedsselskabet Mandiant en af verdens mest avancerede afdelinger for cyber-krigsføring og spionage.

Denne bygning i Kina huser ifølge sikkerhedsselskabet Mandiant en af verdens mest avancerede afdelinger for cyber-krigsføring og spionage. Den militære enhed rummer 12.000 kvadratmeter fordelt på 12 etager, og indgangen er bevogtet af det kinesiske militær. Foto: Mandiants rapport ’APT1 Exposing One of China's Cyber Espionage Units’/city8.com

Den seneste tid er flere amerikanske myndigheder, store medier som New York Times og selskaber som Twitter, Facebook og Apple blevet udsat for hackerangreb.

USA har gentagne gange anklaget Kina for at stå bag avancerede dataangreb og spionage. Og nu har it-sikkerhedsselskabet Mandiant i en omfattende rapport udpeget en 12-etagers bygning i Kina som kilden til en lang række cyber-angreb mod amerikanske myndigheder og virksomheder. Det skriver Digi.no.

I rapporten gør Mandiant rede for, hvordan de har sporet hackerangrebene over flere år. Efterforskningen har ledt dem til en bevogtet bygning i udkanten af Shanghai, der beskrives som hovedkvarteret til den militære afdeling ’Unit 61398’.

Hemmlig militærenhed
Den hackergruppe, der er sporet, går under navnet ’Comment Crew’, og selvom Mandiant i rapporten ikke finder beviser for, at gruppen holder til i bygningen, kan de heller ikke finde en anden forklaring på, at et stort antal angreb stammer fra det samme geografisk afgrænsede område.

Ifølge rapporten er ’Comment Crew’ eller ’Comment Group’ begge bekræftede navne på grupper, der tilhører den hemmelige kinesiske militærenhed for cyber-spionage APT1. Enheden forventes at have ressourcerne til at udføre avancerede dataangreb, og ifølge rapporten er ATP1 alene ansvarlig for dataindbrud mod 150 amerikanske virksomheder de seneste syv år. Gruppen er angiveligt bare en af mindst 20 tilsvarende i Kina.

Kina har tidligere afvist anklagerne
De kinesiske myndigheder bliver i rapporten beskyldt for at stå bag både cyber-angreb og spionage. Mandiant har dog i indledningen medtaget et nyrere citat fra det kinesiske forsvarsministerium, som afviser alle anklagerne.

- Det er uprofessionelt og ubegrundet at beskylde det kinesiske militær for at stå bag cyber-angreb uden bevis, står der i udtalelsen fra regeringen i Beijing.

USA og Kina regnes for nogle af de lande i verden, som har opbygget flest ressourcer til både defensive og offensive cyber-operationer.