Pas på opkaldsafgifter i udlandet

Foto: ColourboxDet var en glædelig dag i søndags for os, der ynder at bruge vores mobil uden for landets grænser.

Foto: Colourbox

Det var en glædelig dag i søndags for os, der ynder at bruge vores mobil uden for landets grænser. Nye regler trådte i kraft, og det betyder, at det nu er billigere at bruge mobilen i EU-lande.

Men noget tyder på, at vi stadig skal kigge os godt for, inden vi uhæmmet ringer løs. Websiden Telepristjek.dk har lavet en prisanalyse, der viser, at teleselskaberne i stor stil udnytter smuthullerne i reglerne, og det går ud over forbrugerne.

Opkaldsafgifterne er eksploderet

Både TDC og Telenor tilbyder deres kunder mobilpakker til udlandet, der gør minutprisen på opkald billigere, men til gengæld er opkaldsafgifterne steget markant - helt op til seks kroner per kald.

Samtidig bonner teleselskaberne dig per minut i stedet for per sekund. Derfor bliver det svært at gennemskue, hvad du egentlig kommer til at betale.

- Reglerne fra EU er både naive og utilstrækkelige. Der er frit slag for at lave pakker, hvor man tager overpris i opkaldsafgift eller kræver penge for et helt minut, selvom kunden kun taler i 30 sekunder, siger Nicolas Frederiksen, der er redaktør på Telepristjek.dk, til BT.

- Det nye prisloft giver derfor forbrugerne en falsk og meget dyr tryghed.

Ifølge BT kritiserer også Forbrugerrådet udlandspakkerne og råder forbrugerne til at kigge sig for, inden de køber en af dem. Omvendt mener både TDC og Telenor, at de nye udlandspakker er en fordel for kunderne.

- Du skal kigge på, hvad dit behov er. Hvis du taler i lang tid og for eksempel har en kæreste eller familie, som du vil ringe til, så kan det allerede efter tre minutter bedre betale sig, siger vicepræsident i TDCs mobilafdeling, Tobias Købke, til BT.

Teleselskaberne har også lanceret dataprodukter til brug i udlandet, og de er til gengæld ifølge Forbrugerrådet ”værd at kigge på”.

Kilde: BT