Når apps redder julemiddagen

1.

1. eTilbudsavis

Der kan være mange penge at spare på juleanden og alt det andet, man skal bruge, hvis man kigger sig lidt omkring. Med eTilbudsavis kan du søge på bestemte varer og danne dig et overblik over, hvad der er på tilbud netop nu. Det kan være en rigtig god idé i en måned, der i forvejen er temmelig dyr.

2. Indkøbsliste

Julemaden skal planlægges, og der skal skrives alenlange indkøbslister med rødkål, gås, fløde, kartofler og så videre. Glem papirlapperne og installer i stedet indkøbsliste på din smartphone. Du kan krydse varerne af efterhånden og endda notere, hvilken butik, du skal købe dem i.

3. GoCook

Hvis det er første gang, du skal stå i køkkenet juleaftensdag, så kan det være en rigtig god idé at få styr på de grundlæggende køkkenfærdigheder. GoCook er en app fra FDB, der fungerer som en kokkeskole, hvor du med hjælp fra fotos og videoer kan lære alt det grundlæggende. Derudover er der en lang række opskrifter. 

4. Aftensmad

Endnu en app fra FDB, der kan gøre julemaden langt mere overskuelig er Aftensmad, der indeholder en lang række klassiske og mindre klassiske opskrifter fra viskalspise.dk. Her er opskrifter til langt det meste, man kunne forestille sig at servere juleaften, og desuden er opskrifterne stillet virkelig godt op i punktform. 

5. Vivino

Vivino er en danskudviklet app, der dels gør det muligt at anmelde de vine, du har drukket og dels gør det muligt at se andres anmeldelser af vine. Det gør Vivino til et utroligt praktisk redskab, når man i panik står nede hos ens vinforhandler og skal finde en vin, der passer til julemaden. Du tager ganske simpelt et billede af etiketten, og hvis vinen er i Vivinos enorme bibliotek, så dukker den automatisk op.

6. Køkkenur

Timing kan være ualmindeligt vigtigt, når man laver mad. Det nytter ikke noget, at man glemmer gåsen ved 200 grader, når man skulle have skruet ned på 120 grader efter 20 minutter. Vi har fundet køkkenure til alle tre systemer, som alle giver en mulighed for at indstille flere alarmer på en gang.

7. Madopskrifter.nu

 Hvis du ikke er tilfreds med udbuddet af opskrifter i FDB's app, så er Madopskrifter.nu et godt alternativ. Her er også rigtig mange, klassiske juleopskrifter (sammen med en masse andet) og noget af det smarte ved appen er, at den selv laver en indkøbsseddel, når man sammensætter menuen. Opskrifterne er hentet fra hjemmesiden Madopskrifter.nu.

8. For Resten

Julen er højsæson for madspild. Der skal jo ikke mangle noget på julebordet, så vi danskere laver enorme mængder mad i juledagene, men i stedet for at smide resterne ud kan man jo genbruge fuglen og kartoflerne til nye retter. Forbrugerrådet har lavet en app, der kan hjælpe med inspiration, hvis man ikke lige ved, hvad man skal bruge en halv kalkun og en flæskesteg til. 

9. Hvad har åbent nu?

Klokken er 20.39 d. 23. december, og du opdager, at du har glemt at købe fuglen til juleaften. I stedet for panisk at køre rundt til samtlige butikker i nærheden, så kan du i stedet starte Hvad har åbent nu? op og danne dig et overblik over, hvilke butikker i der har åbent i nærheden.

10. Spotify

  • Platform: Android og iOS
  • Pris: Gratis, men for at få den til at virke på mobilen, skal du betale 99 kroner om måneden.

Musik får alting til at være lidt mere hyggeligt, og juleaftensdag i køkkenet bliver endnu bedre med et godt julesoundtrack. For eksempel kan du finde Crooners and Christmas med alt det bedste fra Bennett, Sinatra, Peggy Lee og ikke mindst Dean Martin. CD'en koster 150 i butikken, på Spotify er den gratis, hvis man har et abonnement.