Kort-fiasko koster Apple-chef jobbet

Da Apple lancerede deres seneste styresystem til de transportable enheder var det til en massiv kritik fra brugerne og pressen.

Da Apple lancerede deres seneste styresystem til de transportable enheder var det til en massiv kritik fra brugerne og pressen. For første gang i lang tid havde Apple ikke helt gjort deres hjemmearbejde godt nok. 

Både Siri og Apple Maps var to områder, som Apple fik hug og kritik for og som ikke helt levede op til den brugeroplevelse, som de ellers havde annonceret. 

Om det netop er de to områder der nu er skyld i at iOS-chefen Scott Forstall til næste år ikke er hos Apple mere, virker noget påfaldende. Manden var Steve Jobs' kronprins og var ellers spået en fremtid som administrerende direktør for Apple.

Endelig nye tider på vej til iOS

Interessant er det, at manden der overtager stillingen som chef og ansvarlig for det næste styresystem til de transportable er den hæderkronede Jonathan Ive, der om nogen er manden bag Apples skarpe linier, bløde hjørner og generelt et iøjenfaldende design. 

Han fortsætter stadig som designchef for firmaet, men kan muligvis skabe en meget ventet revolution på styresystemsfronten, når de annoncerer iOS 7. Det er bestemt på tide eftersom det nuværende iOS ikke har været ændret meget siden 2007, og står nu i skærende kontrast til Microsofts nyannoncerede Windows Phone 8.

Den nye reorganisering hos Apple betyder også, at Apple Stores-chef John Browett må forlade selskabet med virkning fra nu af.