Facebook ødelægger dit privatliv

Du kan kan ikke længere undgå at blive taggetTagging er en af de centrale funktioner i Facebook.

Du kan kan ikke længere undgå at blive tagget

Tagging er en af de centrale funktioner i Facebook. Når du uploader billeder af dine venner, eller du checker ind et sted i byen sammen med en kammerat, så dukker det automatisk op på din og den pågældende vens timeline.

Førhen kunne man indstille privatlivsindstillingerne på Facebook sådan, at man skulle give tilladelse til, at man blev tagget på billeder eller i andre folks indcheckninger, men den mulighed er i al stilhed forsvundet.

Så det betyder, at du ikke kan gøre noget for at forhindre, at du bliver tagget af andre - uanset om du har lyst til det eller ej. Det eneste værn, du har, er, at du kan sørge for, at det ikke dukker op på din egen Facebookside, men du kan ikke forhindre, at det dukker op på andres sider. 

Alle kan følge med i din færden

Det betyder, at alle, der er venner med den, der tagger dig og med eventuelle andre personer, der bliver tagget, vil kunne se, at du er blevet tagget i et billede eller ved en indcheckning.

Du kan som sagt stadig indstille privatlivsindstillingerne sådan, at du skal give tilladelse til, at tags dukker op i din tidslinje. Beep har eksperimenteret lidt med funktionen, og med billeder er det sådan, at de ikke dukker op i ens egen tidslinje eller i andres nyhedsstrøm, men når det kommer til indcheckninger, så dukker de stadig op, når man bliver tagget. Men uanset hvad, så er tagget der.

Man kan dog gå ind på det enkelte billede eller på indcheckningen og fjerne tagget. Men man holder måske ikke nødvendigvis øje med, om man bliver tagget på Facebook, hvis man er i byen for at hygge sig en sen lørdag aften.

"Sig mig, var du ikke syg?"

Og det kan nemt gå hen og blive problematisk, hvis man har stukket en hvid løgn for at slippe for en kedelig familiefødselsdag for at komme i byen med vennerne. For så er der en god chance for, at de venner, man har stukket en hvid løgn kan følge med i de forskellige indcheckninger rundt om i byen, godt krydret af en række billeder, hvor man sidder med drinks i hånden - selvom man måske har sagt, at man ligger småsløj i sofaen.

I samme omgang er der også dukket et andet problem op, når det kommer til fotos og tags. Hvis man tagger en ven i et billede, så dukker billedet også også op i vedkommendes venners nyhedsstrøm - også selvom du har indstillet Facebook til, at det kun er dine venner, der må se dine billeder. 

Og hvis dine venner tagger folk i dine billeder, så mister du endnu mere kontrol over, hvem der kan se dine billeder (dog kan du indstille det sådan, at du skal give en tilladelse, før dine venner kan tagge dine billeder.).

Arbejdsgiveren ser dine drukbilleder

Ud over irritationen ved, at der kommer kommentarer på dine billeder fra personer, du ikke kender, så kan det også betyde, at billedet bliver set af personer, du ikke har lyst til ser det. 
Med andre ord: Selv hvis du har sørget for, at din Facebook-konto er helt lukket, så folk, du ikke er venner med ikke kan se dine billeder, så kan du godt risikere, at en eventuel kommende arbejdsgiver kan se billeder af dig, hvor du sejler rundt i byen, hvis bare de er venner med en af dine venner, der er blevet tagget i billedet.

Årsagen til, at Facebook har lavet disse ændringer i privatlivspolitikken, er sandsynligvis, at de vil sørge for at øge kontaktfladen maksimalt på det sociale medie. En øget kontaktflade er med stor sandsynlighed ensbetydende med øgede reklameindtægter.

Spørg, før du tagger!

Men det har tydeligvis en væsentlig slagside i, at du ikke nødvendigvis har kontrol med din egen gøren og laden på Facebook. For alle kan tagge dig, og hvis du ikke opdager det, så kan alle dine venner og dine venners venner potentielt komme til at se, hvad du laver, og hvor du er.

Vores klare opfordring er, at I ikke tagger folk, hvis I ikke har fået deres tilladelse til det, for I ved ikke, hvilke problemer, det potentielt kan skabe for dem. Faktisk burde man helt undlade at tagge nogen, indtil Facebook retter op på problemet - det er ikke i orden, at man ikke har grundlæggende kontrol med sit eget privatliv, for som det er nu, så kan alle dine venner tagge dig i hvad som helst, uanset om du har lyst til at blive det, og uanset om du rent faktisk er tilstede.

Her på redaktionen er vi bekendt med folk, der har droppet Facebook på grund af denne krænkelse af privatlivet. Kender I folk, der har droppet det sociale netværk af samme årsag?